I dag skulle vi egentlig ha’ passet vores barnebarn. Så det havde vi mere eller mindre sat dagen af til.
Det blev imidlertid aflyst, så nu havde vi pludselig det meste af en dag, der ikke var programlagt på nogen som helst måde. Det er jo slet ikke så tosset.
Vi kunne jo sagtens finde på noget at lave. Vi har altid en større pulje af igangværende projekter i hus og have. Der var bare ikke noget, der fristede. Nu havde vi jo sat næsen op efter en hyggedag, så der skulle hygges – ikke arbejdes.
Vi blev enige om at tage lidt ud i det blå.
Vi have en lidt løs plan om, at turen måske kunne føre os forbi kirkegården, hvor mine forældre ligger begravet. Der er en times kørsel hver vej, hvis man tager den hurtigste rute.
Men i dag havde vi lyst til at tage turen i ro og mag. Så vi valgte de små veje. Og ærlig talt – vi kørte nok som nogen rigtige søndagsbilister. Vi skulle nemlig rigtig kigge os omkring.
Vi havde planlagt, at vi ville plukke en markbuket undervejs.(Læs hvorfor i mit forrige indlæg.)
Vi havde ydermere bestemt, at blomsterne denne gang skulle plukkes ved de veje, hvor jeg så tit gik og plukkede blomster sammen med min mor, da jeg var barn.
Det lykkedes også med lidt besvær. Først blev blomsterjagten nemlig afbrudt af en hurtigtkommende, voldsom tordenbyge, og senere havde vi svært ved at finde steder, hvor vi kunne parkere, uden at holde i vejen for andre trafikanter.
Men det lykkedes trods alt. Når man plukker grøftekantsbuketter, må man jo tage det, der er til rådighed på netop det tidspunkt og det sted, man har valgt.
Da vi kørte hjem, tog vi en anden rute. Der så vi andre vilde blomster og kunne ha’ plukket en helt anderledes buket.
Naturen byder på mange smukke valgmuligheder.
