
I torsdags var det Danmark Læser Dag. Der blev delt gratis bøger ud i hele landet. Jeg havde selv meldt mig som boguddeler, men der blev ikke brug for mig, fordi man havde uddelere nok i mit område.
Det er en god ide at opfordre til, at man læser lidt mere.
Jeg læser selv rigtig mange bøger i øjeblikket. Jeg fik et gavekort til Mofibo til min fødselsdag, og jeg skal da lige love for, at jeg får fuld valuta for pengene. Gode læseoplevelser kan man ikke få for mange af.
I forbindelse med Danmark Læser kampagnen tænkte jeg lidt over hvilke bøger, der har betydet allermest for mig.
En af dem er Vinterbørn af Dea Trier Mørch. Den handler om en flok vidt forskellige kvinder, der er indlagt på Rigshospitalets fødeafdeling i vinteren 75/76 og det fællesskab, der opstår mellem dem. Bogen udkom i 1976 kort tid efter, at jeg havde fået mit ældste barn i december 75. Jeg var så vild med den bog. Den er godt slidt. Jeg har læst den mange gange.
Vinterbørn blev filmatiseret i 78, og filmen var også god.
Jeg har i tidens løb skilt mig af med mange bøger, fordi jeg vidste, at jeg aldrig ville komme til at læse dem igen. Men Vinterbørn vil altid stå i min bogreol.