Fest i gaden

Vi holdt vejfest her på vores vej i går.

For år tilbage var den årlige vejfest en helt fast tradition. Men så gik det lidt i sig selv. Der var ikke rigtig nogen, der havde tid og/eller lyst til at ta’ en tørn med planlægningen.

Men så i år, var der tre friske par, der snakkede sammen og nedsatte sig som festudvalg. Der blev planlagt og delt invitationer ud.

I går løb festen så af stablen, og det var rigtig hyggeligt.

Vi var en ordentlig flok af både børn og voksne i stort set alle aldre, der sad bænket under parasollerne ude på vejens vendeplads. Der var tændt op i flere grill’er og bordene var pyntet fint med blomster.

Der var en god stemning og snakken gik.

Selv om man bor tæt på hinanden, er det jo ikke sikkert, at man får snakket så meget med hinanden i hverdagen. Netop derfor er sådan en vejfest en rigtig god ide. Der har man under afslappede former en god mulighed for at få snakket med alle naboer og lære eventuelle nytilflyttede at kende.

Jeg synes helt bestemt, at festudvalget her på vores vej skal ha’ stor ros for, at de tog initiativ til at genoplive vores vejfest!

Læs videre

Hedebølge

Pyh, lige nu er der 29 grader i skyggen her hos os. I solen er der så varmt, at der slet ikke er til at holde ud at være – efter min mening i hvert fald. Jeg er ikke ret vild med varme.

En anden, der også døjer lidt med varmen, er mit lille barnebarn. Han og hans forældre var lige hurtigt forbi tidligere i dag på vej på indkøbstur.

Det var dejligt lige at se den lille. Han vokser hurtigt og forandrer sig hele tiden.

Jeg fik taget et par nye fotos af guldklumpen, mens vi fik en hurtig snak i skyggen under det japanske kirsebærtræ i haven.

Da jeg nu var i gang med kameraet, snuppede jeg også lige et enkelt foto af mine lavendler, som jeg er så glad for. Jeg synes, farven er så skøn.

Læs videre

Forskel

“Det gode ved bedsteforældre er, at de ikke er ligsom ens egne forældre” (Rune 8 år)

Ovenstående er fra Grethe Dirckinck-Holmfeld’s bog Verdens bedste Bedstemor.

Læs videre

Hej Farmor

Jeg fik en herlig besked på min mobiltelefon i går.

Den var skrevet med ført hånd. Det var min søn, der skrev en hilsen til mig fra mit lille barnebarn.

Der stod. “Hej Farmor. Så kaster jeg lige nogle håndtegn.”

Og så var der det her dejlige, sjove foto af den lille, hvor han sidder og halvsover i sin autostol, mens han holder hænderne frem på en pudsig måde.

Jeg ved ikke præcis, hvor mange gange jeg har haft fat i telefonen, siden jeg fik den besked, for lige at kigge en ekstra gang på det billede – men det er mange. Det giver smil på læben hver gang.

Jeg har fået lov til at bringe billedet her på bloggen.

Læs videre

Bedstemor af Guds nåde

Jeg fandt fornylig et rigtigt “guldkorn” på en blog, der hedder Bedstemor Kontant.

Jeg har fået lov til at citere det her på bloggen:

Bedstemor bliver man af guds nåde og sønnernes indsats
( Bodil Brændstrup)

Jamen, kan det overhovedet siges bedre?

Læs videre