Lige siden jeg fik at vide, at der var et barnebarn på vej, har jeg surfet en hel del rundt på internettet og kigget på babytøj. Jeg har været ved at falde i svime mange gange over alt det søde tøj, man kan få i de bittesmå størrelser. (Jeg har været nødt til at finde mig i drillerier fra farfar’ens side over alle de begejstrede “Nååh, se hvor sødt” og “Nej, hvor kært”, der er sluppet over mine læber, mens jeg checkede babyudstyret ud.)
Jeg har da også kigget på babytøj i de fysiske butikker, men jeg har afgjort brugt mest tid på at kigge på varerne i de mange webshops. Udvalget er kæmpestort. De ting jeg har købt til familiens nye baby indtil nu, har jeg fået langet over disken i helt almindelige fysiske butikker. Det kan jo også være rart at se tøjet rigtigt og føle på stoffet, så man rigtig kan bedømme kvaliteten. Men her til aften gik den altså ikke længere – nu kunne jeg ikke nære mig mere. Nu skulle der handles babytøj online. Så jeg har hygget mig rigtig godt med at sidde og finde et par søde stykker sommertøj, som min lille yndlngsbaby garanteret kommer til at se fuldstændig vidunderlig ud i. Det gør han nemlig, ligyldigt hvad han har på.
Nå, men nu er der trykket på knappen – bestillingen er afsendt. Nu skal jeg så bare gå og glæde mig et par dage, mens jeg venter på pakken.