I dag er en helt særlig dag. I dag er mit første barnebarn nemlig blevet født. Jeg er blevet farmor. Det er næsten ikke til at forstå. Selvom jeg har vidst i næsten otte måneder, at jeg var på vej til at blive farmor, er det ikke rigtig gået op for mig.
Jeg har selvfølgelig gjort mig mange tanker om dette her med at blive farmor. Eller bedstemor. Jeg har tænkt på mine egne to dejlige bedstemødre. Da jeg var barn, syntes jeg jo de var gamle. Når jeg regner på det i dag, kan jeg forstå, at de ikke var så vanvittig gamle dengang. Men mit barnebarn vil ganske sikkert også synes, at hans farmor er gammel.
Da jeg var barn, var bedstemødre sådan nogle koner med kittelkjole og hårnet. Sådan er det ikke mere. I dag er bedstemødre seje ungdommelige kvinder ligesom Suzanne Bjerrehuus f.eks. – eller er de? Jeg ved det ikke. Enhver farmor eller mormor finder nok sin egen måde at være bedstemor på. Jeg håber bare, at blive sådan en bedstemor, som børnebørnene godt gider være sammen med. Jeg håber på at komme til at spille en rolle i mit nye lille barnebarns liv.
Jeg har ikke set ham endnu. Men jeg har set et billede af ham. Og jeg ved, at han er 53 cm lang og vejer 3600 gram. Og jeg elsker ham allerede – ubeset. Og ubetinget! I morgen skal jeg se ham – og jeg glæder mig.
