Blog
Hjemme hos os har halvåbne skuffer ikke været noget særsyn den senere tid.
Efter vi har fået nyt køkken og badeværelse med skuffer med soft close, er jeg nemlig blevet vant til, at skufferne på det nærmeste lukker sig selv. I hvert fald det sidste stykke vej, når bare de har fået et lille, blidt skub.
En gang imellem glemmer jeg så bare i farten, at skufferne i vores gamle skuffedarier ikke har samme smarte lukkemekanisme.
Vi har mange rødbeder i haven i år.
Desværre er jeg temmlig ideforladt, når det kommer til at få dem anvendt.
Jeg har selvfølgelig lavet almindelige syltede rødbeder, men der er jo grænser for, hvor mange man spiser.
For mange år siden, før jeg blev allergisk overfor mælk, lavede vi tit en råkost af revet rødbede og revet æble rørt med en spiseskefuld cremefraiche og med et drys af solsikkekerner. Det smagte virkelig godt, men den sammensætning duer ikke mere.
I går lavede vi for første gang rødbedechips. De var lækre, så dem skal vi lave igen en anden gang.
Problemet er, at vi egentlig ikke er specielt begejstrede for rødbedesmagen, når den står alene. Den må gerne være dæmpet lidt på en eller anden måde.
Hvis nogen har en god opskrift på noget med rødbeder – men uden mælkeprodukter – tager jeg imod den med kyshånd.
Rødbederne skal jo gerne bruges, for vi går absolut ikke ind for madspild.
Jeg har fået en ny last.
Hver gang jeg kommer i nærheden af helsekostforretningen, bliver jeg lækkersulten. Det er nemlig der, de forhandler det produkt, jeg er blevet hooked på.
I over 30 år har jeg været allergisk overfor mælkeprodukter. Meget allergisk. Jeg kan ikke tåle den mindste kontakt med mælk. Så der har ikke været andet at gøre end at undgå alle mælkeprodukter helt og holdent.
Det er også gået fint. Man kan vænne sig til meget, og jeg synes egentlig ikke, at det har været særlig svært. I starten savnede jeg en ostemad og risalamanden juleaften. Men gevinsten ved at undgå mælk var kæmpestor i forhold til den smule afsavn. Jeg fik det rigtig meget bedre uden mælken.
Is har jeg selvfølgelig heller ikke spist i alle de år. Det har jeg haft det fint med. Jeg har sommetider følt en snert af lækkersult, men det tager man jo ikke skade af. Jeg vendte det til, at det var da ret smart, at jeg ikke kunne tåle alle de lækkerier, man kan risikere at tage på af. Så var jeg fri for at tænke på det.
Der findes mælkefri is, men den er som oftest lavet på sojamælk, og det kan jeg heller ikke tåle. For nogle år siden dukkede der også is op, der var lavet på basis af havre – den havde jeg ikke lyst til at smage.
Så dukkede der en is op, der var lavet på basis af ris. I lang tid tænkte jeg, at den sikkert ikke var noget at skrive hjem om. Den var også dyr. Den var heller ikke økologisk. Der var meget i vejen.
På et tidspunkt købte jeg alligevel en liter af den der rismælksis og lagde den i fryseren. Der lå den et par måneder, før jeg smagte på den.
Lige der skaffede jeg mig selv en ny last på halsen. For den is smager bare SÅ godt. Den smager, som vaniljeis skal smage. Nu er det jo meget længe siden, jeg har smagt en “rigtig” vaniljeis, så jeg har lokket Henrik til også at smage på risisen for lige at bedømme den, og han siger også god for smagen.
Jeg kan desværre ikke vise et billede af isen, for den har jeg spist. Der er kun den tomme bøtte tilbage.
Jeg har ikke fået skrevet noget her på min blog i næsten en uge. Det fik mig til at tænke over, om ugen har været specielt kedelig, så der ikke har været noget at skrive om. Det synes jeg nu egentlig ikke.
Jeg har heller ikke haft mere travlt end normalt.
Årsagen er nok snarere, at jeg lige har læst to krimier i rap og faktisk brugt hvert ledigt øjeblik på at læse. De to bøger er henholdsvis Øjesten og Serafine – begge af Jakob Melander. Det er et par grumme historier. Bøgerne er velskrevne, spændende og anbefalelsesværdige, hvis man er til den slags.
Jeg har også modtaget et lidt pudsigt billede af Sander i min mailbox. Han har nemlig i et ubevogtet øjeblik taget lige godt og vel 200 selfies med kameraet i sin fars iPad, og hans far var så sød at dele lidt med mig.
Elektrikeren har været her og har repareret stikkontakten, der var røget ud. Da han var færdig med operationen, spurgte jeg, om kontakten nu sad fast. Han svarede, at det gjorde den, og at jeg skulle være meget hidsig for at rive den ud igen. Så nu regner jeg med, at den er i orden. Ganske vist kan jeg godt blive hidsig, men jeg plejer ikke at lade det gå ud over stikkontakterne. 🙂
I går tog vi Sander med en tur til Knuthenborg Safaripark.
Vi havde en dejlig dag. Undervejs gik det op for os, at Sander ved rigtig meget om dyr. Han var meget interesseret i alt, hvad vi så. Næsehornene kunne han mægtig godt lide, og det var vist også temmelig spændende at køre igennem Tigerskoven.
Vi kørte længe rundt og kiggede og kiggede på alle de spændende dyr og nuttede dyreunger.
På et tidspunkt blev vi enige om, at vi trængte til at strække benene – Sander sagde, at han også trængte til at brænde noget krudt af. Så vi kørte hen til naturlegepladsen. Den var virkelig et hit. Sander hyggede sig så godt, at vi ikke kom videre, før det var tid til at køre hjem. Vi nærmede os parkens lukketid. Vi nåede ikke at se hele parken, men den er altså også stor, og der er meget at se og opleve.
Vi blev enige om, at vi gerne vil derned sammen igen en anden gang, så vi kan se det, vi ikke nåede denne gang.