Post til både den ene og den anden

Her til morgen har jeg modtaget pakken med tøjet, som jeg fortalte om i går.

Det er altid spændende at pakke op og se, om varerne svarer til forventningerne. I dette tilfælde er jeg helt tilfreds.

Faktisk er babyblusen endnu mere nuttet i virkeligheden. Den er så lillebitte, og den økologiske bomuld er så blød og lækker.

T-shirten til Sander er også rigtig fin. Den skal i en kuvert, og så må jeg se at komme forbi og lægge den i postkassen hjemme hos ham. Han elsker jo at tømme postkassen, og hvis der er post til ham selv, er det selvfølgelig ekstra sjovt.

Læs videre

Pakke på vej

Som jeg fortalte forleden dag, har jeg bestilt udsalgvarer hjem over nettet.

Jeg går og venter lidt utålmodigt på pakken med mine indkøb. Heldigvis har jeg fået besked om, at pakken er på vej, så jeg skal ikke vente meget længere.

Som så ofte før handlede jeg hos www.esprit.dk – der kan man finde masser af tøj i en god kvalitet til både store og små og til fornuftige priser.

Meget af mit tøj er købt der. Jeg er glad for tøjet, og det er let at handle i webshoppen, så jeg vender tilbage gang på gang. Man plejer at få varerne leveret rigtig hurtigt, men på grund af udsalget, kan der gå lidt længere tid denne gang. Det fik jeg at vide allerede ved bestillingen.

Hvis jeg skal være helt ærlig glæder jeg mig mest til at se den lille babybluse, jeg har bestilt. Jeg har prøvet at købe babytøj i shoppen før. Det var så fint. Det var til Sander, da han var helt nyfødt.

Noget af babytøjet i shoppen kan man få helt ned i størrelse 50. Det er altså småt. Det vil være for småt til nogle nyfødte, men det må da være dejligt at kunne købe tøj, der passer, også til en nyfødt, der ikke er sværvægter fra starten. Jeg kan huske, da jeg fik min ældste. Han var ikke ret stor – 2800 gram og 49 cm. Selv det mindste tøj, jeg havde til ham, var for stort i starten, men dengang kunne man heller ikke få noget mindre end str. 56, tror jeg.

Den lille bluse, jeg har bestilt til min nieces baby, findes også i størrelse 50, men så lille turde jeg ikke købe den.

Det er så dejligt og spændende, at der er en baby på vej i familien – og så har jeg samtidig en god undskyldning for at kigge på alt det søde babytøj.

Læs videre

Vi kan ikke blive ved …

Vores vaskemaskine er blevet flyttet temmelig meget rundt de seneste to måneder.

Hver fredag aften slæber vi (Henrik) maskinen ud af containeren i indkørslen og ind i bryggerset. Så  ordner jeg vasketøjet, og søndag aften bliver maskinen transporteret ud i containeren igen.

Det er hårdt for Henrik at bakse så meget med den tunge maskine, og det er også hårdt for maskinen. Den får nogle knubs.

Forrige weekend blev maskinen ved et uheld kørt mod en dørkarm, så programvælgerknappen blev slået af. I fredags blev den repareret.

Lørdag vaskede jeg to maskinfulde tøj, og søndag morgen satte jeg endnu en vask over. Men desværre …  Maskinen virkede ikke.

Så igen i går havde jeg besøg af serviceteknikeren. Jeg var lige ved at sige til ham, at vi ikke kan blive ved med at mødes på denne her måde.

Nu er maskinen funktionsdygtig igen, men jeg må pænt vente med at vaske til weekenden, hvor håndværkerne er ude af huset, og maskinen kan komme ind.

Heldigvis skulle håndværkerne ved denne uges slutning gerne være nået så langt med deres arbejde, at vaskemaskinen kan blive stående i bryggerset uden at stå i vejen.

Læs videre

Dragebygning og andet sjov

I går var vi hjemme hos Sander fra sidst på eftermiddagen for at passe ham.  Det var ved at være et stykke tid siden vi sidst havde passet ham en hel aften, så vi nød alle tre, at der var god tid til at lege og hygge.

Vi byggede en lille drage. Farfar har nemlig fornylig  været på naturskole sammed med sin 2. klasse og lært, hvordan man kan lave en drage af en bærepose, et par pinde, snor , tape og en gardinring. Det måtte  naturligvis prøves sammen med Sander. Det var et hyggeligt lille projekt.

Den nybyggede drage blev selvfølgelig også afprøvet. Det blæste temmelig meget, og dragen kom godt til vejrs, så det var en succes.

Senere så vi tegnefilm, legede gemmeleg og byggede med Lego.

Sander fik lov til at være længe oppe. Vi tænkte, at forældrene måske så kunne være så heldige at få lov til at sove lidt længe i dag.

Læs videre

Unge iværksættere

Vi har lige været ude at gå en tur i blæsevejret.

Undervejs så vi to små drenge, der sad i vejkanten med en papkasse foran sig. Den ene så ud til at være 4-5 år den anden omkring 6. Den største af dem spurgte, om vi ville købe noget. Vi spurgte, hvad de solgte og fik at vide, at de solgte ribs. Nu fik vi øje på en lille skål nede i papkassen. Der var vand i skålen og nede på bunden lå en meget lille håndfuld ribs. Ved siden af skålen stod en pengekasse.

Vi fortalte drengene  – i overensstemmelse med sandheden – at vi ikke havde penge med.

Vi gik videre.

Da vi kom tilbage en lille halv times tid senere, var drengene der stadigvæk. Den største råbte os an allerede på afstand og spurgte, om vi havde været hjemme og hente nogle penge. Det måtte vi skuffe ham med, at vi ikke havde. Han spurgte så, om vi så ville hente nogle penge nu. Igen måtte vi skuffe ham, men vi forsøgte at opmuntre de små iværksættere ved at sige, at der sikkert snart kom nogen forbi, der havde penge med og havde lyst til at købe nogle friske ribs.

Jeg håber, at der kommer købestærke kunder, inden de to drenge opgiver deres lille forretning – i modsat fald har de nok alligevel haft det sjovt.

Læs videre