Blog
Den store blå hortensia står lige udenfor skurvognen, så den er det første, man ser, når man åbner døren.
Jeg har fået den af min husbond, og jeg glæder mig over den hver eneste dag.
Jeg havde jo egentlig lovet mig selv, at jeg ikke skulle købe noget ud over de daglige fornødenheder, mens vi bor her i skurvognen.
Pladsen er mildest talt trang, og det er svært at få plads til bare det mest nødvendige. Derfor er nyanskaffelser ikke lige det, vi har allermest brug for.
Men, men, men. Nu har jeg alligevel haft dankortet fremme, fordi jeg blev fristet over evne. Jeg så lige nogle meget smukke kort, som jeg slet ikke kunne modstå.
Og ikke nok med at kortene er smukke, prisen er også meget fordelagtig. En stak kort fylder jo desuden ikke alverden, så jeg kan godt forsvare at rende fra det løfte, jeg har givet mig selv.
Hvis du kigger ind på Drømmegaven, vil du sikkert forstå, hvorfor jeg lod mig friste.
I aftes skulle Sanders far til fodboldtræning og var nødt til at tage Sander med. Sander var med på den, han ville rigtig gerne se sin far spille fodbold.
Vi havde aftalt, at vi ville være der for at tage os lidt af Sander, da der ellers kunne være risiko for, at farmanden ikke fik trænet så meget.
Vi så lige et øjeblik på træningen men blev hurtigt enige om, at vi da godt lige kunne smutte en tur over på skolens legeplads. Ved legepladsen fandt Sander en lille hule mellem nogle buske, og han var næsten ikke til at lokke ud derfra igen. Han legede simpelt hen så godt, og jeg kom til at tænke på min egen barndom, hvor vi unger altid legede i skoven. Vi lavede også huler og huse og havde det pragtfuldt.
Vi nåede ikke at se mere fodbold, men det gjorde ingenting, for vi hyggede os så godt. Sander kunne næsten ikke løsrive sig fra legen, da hans far var klar til at tage hjem.
Her har vi silende, sjaskende regn. Jeg er sikker på, at det er godt for haven.
Faktisk tror jeg også, at det på en måde er godt for mig.
Jeg har nemlig lidt ondt i halsen og er småjams, så jeg drikker skoldhed citrontoddy og giver efter for mit lave energiniveau.
Jeg pjækker fra strygetøjet og slapper af i sofaen, med radio, computer og mobiltelefon. Den slags slendrian passer bedre til regnvejr end til solskin, synes jeg. Jeg har i hvert fald lettere ved at give efter for trangen til det i regnvejr.
Tidligere på dagen, mens solen stadig skinnede, snakkede jeg med Sander i telefonen. Vi snakkede lidt om hans fødselsdag, der er lige om hjørnet. Han fortalte mig også, at han havde sagt til sin far, at han syntes, at de skulle cykle til købmanden og slappe af med en is. Det lød så sødt, og jeg gav ham ret i, at det var en rigtig god ide.
Den lille musvit her har forladt reden i dag.
Hidtil har den boet sammem med sin famile i redekassen, som Farfar og Sander samlede og satte op i bøgetræet sidste sommer.
I morges opdagede vi, at den sad i syrenen lige udenfor vores vindue. Det var tydeligt, at den lige havde forladt reden, den havde endnu ikke fundet ud af, at verden er et farligt sted. Det anfægtede den overhovedet ikke, at jeg gik ret tæt på den. Den sad bare helt roligt og så en anelse betuttet ud.
Lidt senere hørte vi, at der var andre musvitter i nærheden, og vi regner med, at den lille unge bliver passet godt på af forældrene.