I går var vi til Opera i det fri i Akademihaven i Sorø.
Vi havde nok ikke været opmærksomme på arrangementet, hvis ikke det var, fordi vores bank havde skrevet til os og lokket med både vin, vand og snacks, hvis vi dukkede op. Indlånsrenten er jo til at græde over, så vi øjnede en chance for at få en smule del i bankens overskud på anden måde.
Det var en oplevelse at høre solisterne fra Den Kongelige Opera i de dejlige omgivelser.
Vi havde ikke set Akademihaven før, men vi vil helt sikkert vende tilbage og gå en tur der en anden dag. Det er en virkelig flot park lige ned til Sorø Sø. Absolut et gensyn værd.
Vi fik ellers lidt af et chok, lige da vi var ankommet til det sted i parken, hvor arrangementet fandt sted. Pludselig lød et højt brag. Det var en meget stor gren, der var knækket af et af parkens kæmpestore træer og braget til jorden. Selv om der var virkelig mange mennesker i parken, var der heldigvis ingen under eller i umiddelbar nærhed af træet, da grenen faldt.