Skønne dage i Nuuk

Vi er hjemme igen efter en skøn uge i Nuuk.

Vores ældste søn har boet der i snart et år, så nu var det på tide at komme op og se til ham.

Det var en kæmpestor oplevelse at se en lille bid af det smukke land. Naturen er barsk, storslået og meget smuk. Det er sommer deroppe lige nu og alting tager sig ud fra sin absolut bedste side. Jeg blev en lille smule overrasket over at se, at der faktisk er en masse vilde blomster. Bare der er den mindste smule jord på de ellers ret så nøgne fjelde, er der livskraftige blomster  Jeg troede næsten ikke mine egne øjne. da jeg så store klynger af blå lupiner i naturen.

Rensdyrjagten er gået ind i dag, så hele Nuuk var på den anden ende. Det halve af byen skulle på rensdyrjagt – og næsten alle talte om det.

Vi kom hjem sent i aftes, så vi er stadig lidt fortumlede efter flyveturen og de fire timers tidsforskel, så alle indtrykkene skal lige fordøjes.

Læs videre

Økofoto

Nu skal min blog jo ikke udvikle sig til en fotokonkurrenceblog, men jeg må alligevel lige fortælle om endnu en fotokonkurrence.

Jeg har ikke selv sendt et foto ind til konkurrencen – endnu. Jeg vil helt sikkert gøre det. Det er nemlig en økofotokonkurrence. Så som den økotilhænger jeg er, skal jeg da selvfølgelig være med.

Der er lækre præmier. Hovedpræmien er et dejligt kamera, og der er andre præmier, der består af kurve fulde af økologiske lækkerier.

Hvis du er frisk på at være med, er det her det foregår.

Læs videre

Sommerbilleder

Der er en sjov fotokonkurrence i gang på Facebook. Man kan deltage ved at indsende sit sødeste sommerfoto. Konkurrencens hovedpræmie er et ophold for hele familien på Gl. Brydegaard.

Jeg deltager i konkurrencen med det billede, jeg selv anser for at være mit mest vellykkede foto nogensinde. Det er et billede af solsikker.

Smut ind og deltag – sådan et familieophold er da ikke nogen helt ringe præmie. Hvis ikke du selv vil deltage, skal du ikke høre et ondt ord for det, hvis du stemmer på mine solsikker – og heller ikke hvis du ikke gør.

Læs videre

Et lillebitte bøgetræ

Vi har et bøgetræ i haven. For os er det et ganske særligt og betydningsfuldt træ.

Vores yngste søn vandt nemlig for omkring 20 år siden dette bøgetræ i en konkurrence i Kvickly. Eller bøgetræ og bøgetræ. Det var nærmest bare en lille kvist med ganske få blade. Men en plante var det da i hvert fald – ca. 10 cm i højden og plantet i en lille plastikpotte.

Det lillebitte træ blev omhyggeligt plantet i en pæn, blå krukke, og så blev det ellers vandet og plejet og passet. Efter et par år var det blevet så stort, at vi blev enige om, at det skulle plantes rigtigt. Så det fik sin blivende plads i et hjørne af haven.

Træet er nu 5-6 meter højt og et af havens mest værdsatte vækster.  Det har grene næsten helt ned til jorden, og Sander kan godt lide at gå ind i “hulen” under træet.

Om foråret blomstrer både hvide og gule anemoner under bøgen. For et par dage siden satte Henrik og Sander den nye fuglekassse op i træet, så nu håber vi, at der til næste forår flytter en fuglefamilie ind der i ly og læ af vores yndlingsbøgetræ.

Læs videre