Blog
Da Sander var hjemme hos os forleden dag, hjalp han Farfar med at tømre en fuglekasse sammen.
Kassen var lige klar til at samle,. Det var den, jeg fik sammen med fuglebogen fra Forlaget Globe. De to handymen havde travlt med tommestok, hammer og søm, og resultatet blev rigtig fint.
Da redekassen var færdig, blev den sat op i vores bøgetræ. Lige præcis det træ betyder meget for os, fordi der knytter sig en særlig historie til det. Den historie fortæller jeg en anden gang.
Vi skal jo have Sander på besøg i dag. Vi har aftalt at lege sammen lige fra morgenstunden. Han kommer lige om lidt.
Vi har planer om, at vi skal tømre en fuglekasse sammen i fællesskab – men ellers vil vi bare se, hvad vi får lyst til at foretage os i løbet af dagen. Vi skal bare hygge os.
Vi har i årevis haft en lager af reklameparaplyer, vi har fået forærende.
Vi havde altid paraplyer klar i bryggerset og i bilen. Lånte vi en paraply ud uden at få den tilbage, så betød det ingenting. Vi havde så mange.
Nu er de imidlertid ved at være slidt op eller glemt rundt omkring allesammen. Der ligger et enkelt slidt eksemplar i bilens bagagerum. Den er til gengæld så kæmpestor, at den kun kommer i brug i yderste nødstilfælde. Hvis vi ser bort fra den, så vendte husstandens sidste paraply vrangen ud og gav helt og endeligt op under et regn- og blæsevejr for ganske nylig.
Så nu skal jeg snart se at få købt mig en ny paraply. En pæn paraply. Sådan en rigtig pæn paraply uden reklametryk har jeg vist aldrig haft. Den eneste paraply, jeg har givet penge for indtil videre, købte jeg for at støtte et godt formål – ikke fordi paraplyen var specielt pæn.
Jeg må se at få købt den paraply, for ifølge vejrudsigten kan der godt blive brug for den af og til den kommende tid.
Vi er nok ikke de eneste, der har det sådan, men her i huset synes vi altså, at denne weekend har været lige lovlig kort. Til gengæld har den været både hyggelig og festlig, og den har stået i familiens tegn.
Men efter selv den festligste weekend bliver det hverdag igen – og det er sandelig heller ikke dårligt.
Dog har denne weekend medført den lille forandring, at Henriks alder “lige pludselig” begynder med et sekstal.
Somme tider kan jeg godt blive lidt irriteret over, at visse folk tror, at bloggere vil skrive om hvad som helst og for enhver pris.
Jeg har et par gange sagt ja til at modtage en mindre gave fra et firma og efterfølgende fortalt om produktet her på bloggen – men jeg har også sagt nej til rigtig mange “samarbejdsaftaler”. Jeg vil ikke skrive om poker eller andre ting, jeg ikke har nogen mening om, bare for at tjene en klatskilling.
I sidste uge blev jeg kontaktet af et større firma. De ville gerne have mig til at skrive om dem. Det ville jeg sådan set gerne, for jeg synes godt om det firma. Problemet var bare, at jeg ikke ville gå ind på deres betingelser. For et yderst beskendent beløb ville de gerne bede mig skrive et indlæg indeholdende et helt bestemt antal ord – teksten skulle være klar i løbet af et par dage og skulle sendes til godkendelse i firmaet, før den blev lagt på bloggen.
Jeg skrev tilbage, at på min blog er der ikke andre end mig, der godkender teksterne. Der må være en kant. Der er saftsuseme ikke nogen andre, der skal bestemme over – eller godkende – hvad jeg skriver på min egen blog. Her er det mig, der er boss.