Igen i går tog Henrik og jeg en tørn med noget pasning af barnebarn. Denne gang passede vi den unge mand hjemme hos ham selv.
Da vi ankom fra morgenstunden, gav Sander os en velkomst så stormende og glædestrålende, at man ikke skulle tro, at vi havde set hinanden så sent som dagen før.
Straks ville han have mig med ind på sit værelse – og det skulle bare gå hurtigt. “Du skal løbe, Farmor – og du skal holde mig i hånden.” Så vi spurtede hånd i hånd ind på hans værelse.
Farfar blev også tilkaldt, og så tog vi ellers hul på en formiddag med masser af leg. Vi byggede rigtig meget med Lego, og vi legede med biler. Sander var elskværdigheden selv, og adskillige gange i løbet af dagen lød det : “Farfar, er du sød at …. ” Hver gang han ville have sin farfar til at hjælpe ham med et eller andet, blev sætningen indledt på den måde. Kært! Så der var masser af hygge og god stemning.
Efter frokost blev der tid til lidt leg ude i sneen. Ligesom dagen før hjemme i vores egen have bad Sander sin farfar om at lave ham en stor snebold. Da han fik snebolden i hænderne, viste det sig, at den skulle bruges til at kaste efter — Farfar.
Det har været et par gode dage sammen med Sander. Nu er det tid til et par helt stille og rolige dage. Det er heller ikke så tosset.
