Blog
I går rundede vi en travl uge af med at hente Sander i børnehaven og hygge os lidt sammen med ham.
Weekenden er fri for aftaler, og sådan skal det blive ved med at være. Det har jeg nemlig aftalt med mig selv.
I næste uge er kalenderen igen helt overtegnet med alle mulige aftaler og aktiviteter. Det tager vi til den tid – nu er der brug for et lille pusterum.
Vi hentede Sander i børnehaven i går.
Vi hentede ham så tidligt, at vi kunne nå at komme en tur på biblioteket. Det var alt for længe siden, vi sidst havde været der sammen, så vi glædede os alle tre.
Det er stadig ikke bøgerne, Sander er mest interesseret i, men det skal nok komme. Indtil videre er det legetøjet, han foretrækker at bruge mest tid på. På et tidspunkt havde han godt gang i en leg for sig selv. Han var helt opslugt af legen og småsnakkede for sig selv, og vi hørte ham flere gange sige:” Så stopper festen.” Vi kunne ikke lade være med at more os, for der er bare ikke noget så sødt og sjovt som at høre de små bruge de udtryk og vendinger, vi voksne går og fyrer af. Børnene fanger det hele, og vi skal nok få det at høre igen.
Vi hentede Sander i børnehaven i går.
Det er ikke så heldigt, hvis han falder i søvn i bilen der hen på eftermiddagen, så hans farfar sad bag i bilen sammen med ham for at snakke med ham og holde ham vågen.
På et tidspunkt forstummede snakken omme på bagsædet, og jeg spurgte for sjov: “Sover Farfar?” Sander svarede overbærende: “Neeej, det kunne han aldrig finde på.”
Den bemærkning fik de store smil frem.
I dag har vi været til familietamtam. Det var rigtig hyggeligt.
Som en ekstra bonus fik jeg lov til at få en tur på Sanders splinternye mooncar. Faktisk blev jeg mere eller mindre tvunget til det.
Det var første gang, jeg prøvede at køre på sådan en. Det var sjovt. Jeg tror også, at det så sjovt ud. I hvert fald grinede resten af selskabet – det kan muligvis hænge sammen med, at sædet på køretøjet var indstillet, så Sanders små ben kunne nå pedalerne, hvilket resulterede i, at jeg kørte med knæene næsten oppe under hagen. Meget anstrengede skulle jeg hilse og sige – men først og fremmest sjovt.
Vi var hjemme hos Sander for at passe ham i aftes.
Vi havde en god aften sammen med leg i sandkassen og tegnefilm før sengetid. Vi hyggede os, og efter tegnefilmen var Sander mere end grydeklar og lagde sig til at sove uden skyggen af problemer. Lige som sidst sagde han, at jeg ikke måtte gå med ind på hans værelse, da han skulle i seng. Denne gang sagde jeg, at jeg lige ville gå med ind og putte ham, og så skulle jeg nok gå igen. Sådan blev det, og der blev stille inde på værelset i løbet af nul komma fem.
Når vi passer ham, er det hele jo mere eller mindre på hans præmisser. Vi skal først og fremmest hygge os. Det er jo heldigvis bedsteforældres privilegium at være dem, der ikke skal opdrage men godt må forkæle poderne lidt. Når Sander er hjemme hos os, er det selvfølgelig vores regler, der gælder, men når pasningen foregår hjemme hos ham, prøver vi at være loyale overfor de regler, der hersker der.
Sander er som regel meget nem at have med at gøre, men han kan sandelig også godt sige fra, hvis der er noget, der ikke er, som det skal være. I aftes serverede vi f.eks. en bolle for ham, der var “skåret forkert over.” Det var en stor bolle, så da den var flækket og smurt, blev hvert stykke skåret over i to. Han fik altså fire kvarte boller i stedet for to halve. Det passede absolut ikke den unge mand. “Den vil jeg ikke ha’ – den skal ikke skæres sådan,” sagde han meget bestemt og skubbede tallerkenen væk. Det gad vi ikke slås med ham om. Hvis han var vant til at få bollen i to halve, så skulle han selvfølgelig have det. Vi var jo på hans hjemmebane. Hans farfar ville gerne have den “forkerte” bolle, og så fik Sander en, der var, som den skulle være, og fred og idyl var genoprettet.