Blog
Årets Støt Brysterne kampagne er i gang.
Der er mange måder at støtte kampagnen på. Der er indsamlinger, støttevarer, events – noget for enhver smag.
Der er mange indsamlinger og mange gode formål, man gerne vil støtte, men det er umuligt at give til det hele. Man må vælge, og jeg vælger bl.a. hvert år at støtte kampen mod brystkræft.
Selv et lille bidrag hjælper – mange bække små gør en stor å.
I går rundede vi en travl uge af med at hente Sander i børnehaven og hygge os lidt sammen med ham.
Weekenden er fri for aftaler, og sådan skal det blive ved med at være. Det har jeg nemlig aftalt med mig selv.
I næste uge er kalenderen igen helt overtegnet med alle mulige aftaler og aktiviteter. Det tager vi til den tid – nu er der brug for et lille pusterum.
Vi hentede Sander i børnehaven i går.
Vi hentede ham så tidligt, at vi kunne nå at komme en tur på biblioteket. Det var alt for længe siden, vi sidst havde været der sammen, så vi glædede os alle tre.
Det er stadig ikke bøgerne, Sander er mest interesseret i, men det skal nok komme. Indtil videre er det legetøjet, han foretrækker at bruge mest tid på. På et tidspunkt havde han godt gang i en leg for sig selv. Han var helt opslugt af legen og småsnakkede for sig selv, og vi hørte ham flere gange sige:” Så stopper festen.” Vi kunne ikke lade være med at more os, for der er bare ikke noget så sødt og sjovt som at høre de små bruge de udtryk og vendinger, vi voksne går og fyrer af. Børnene fanger det hele, og vi skal nok få det at høre igen.
Vi hentede Sander i børnehaven i går.
Det er ikke så heldigt, hvis han falder i søvn i bilen der hen på eftermiddagen, så hans farfar sad bag i bilen sammen med ham for at snakke med ham og holde ham vågen.
På et tidspunkt forstummede snakken omme på bagsædet, og jeg spurgte for sjov: “Sover Farfar?” Sander svarede overbærende: “Neeej, det kunne han aldrig finde på.”
Den bemærkning fik de store smil frem.
I dag har vi været til familietamtam. Det var rigtig hyggeligt.
Som en ekstra bonus fik jeg lov til at få en tur på Sanders splinternye mooncar. Faktisk blev jeg mere eller mindre tvunget til det.
Det var første gang, jeg prøvede at køre på sådan en. Det var sjovt. Jeg tror også, at det så sjovt ud. I hvert fald grinede resten af selskabet – det kan muligvis hænge sammen med, at sædet på køretøjet var indstillet, så Sanders små ben kunne nå pedalerne, hvilket resulterede i, at jeg kørte med knæene næsten oppe under hagen. Meget anstrengede skulle jeg hilse og sige – men først og fremmest sjovt.