Den vil jeg ikke ha’ …

Vi var hjemme hos Sander for at passe ham i aftes.

Vi havde en god aften sammen med leg i sandkassen og tegnefilm før sengetid. Vi hyggede os, og efter tegnefilmen var Sander mere end grydeklar og lagde sig til at sove uden skyggen af problemer. Lige som sidst sagde han, at jeg ikke måtte gå med ind på hans værelse, da han skulle i seng. Denne gang sagde jeg, at jeg lige ville gå med ind og putte ham, og så skulle jeg nok gå igen. Sådan blev det, og der blev stille inde på værelset i løbet af nul komma fem.

Når vi passer ham, er det hele jo mere eller mindre på hans præmisser. Vi skal først og fremmest hygge os. Det er jo heldigvis bedsteforældres privilegium at være dem, der ikke skal opdrage men godt  må forkæle poderne lidt. Når Sander er hjemme hos os, er det selvfølgelig vores regler, der gælder, men når pasningen foregår hjemme hos ham, prøver vi at være loyale overfor de regler, der hersker der.

Sander er som regel meget nem at have med at gøre, men han kan sandelig også godt sige fra, hvis der er noget, der ikke er, som det skal være. I aftes serverede vi f.eks. en bolle for ham, der var “skåret forkert over.” Det var en stor bolle, så da den var flækket og smurt, blev hvert stykke skåret over i to. Han fik altså fire kvarte boller i stedet for to halve. Det passede absolut ikke den unge mand. “Den vil jeg ikke ha’ – den skal ikke skæres sådan,” sagde han meget bestemt og skubbede tallerkenen væk. Det gad vi ikke slås med ham om. Hvis han var vant til at få bollen i to halve, så skulle han selvfølgelig have det. Vi var jo på hans hjemmebane. Hans farfar ville gerne have den “forkerte” bolle, og så fik Sander en, der var, som den skulle være, og fred og idyl var genoprettet.

Læs videre

The King

I dag er det 35 år siden, Elvis Presley døde. Hans musik lever heldigvis endnu.

Min storebror var glødende Elvis fan, da vi var teenagere. Derfor kunne jeg naturligvis ikke fordrage Elvis. Det lod jeg i hvert fald som om. Det skulle da ikke hedde sig, at jeg kunne lide den samme musik som min bror. Nej uha da.

I al hemmelighed lyttede jeg med, når  han spillede sine Elvis plader, men jeg påstod hårdnakket, at jeg ikke brød mig om dem. I virkeligheden var jeg vild med Elvis. Det er jeg stadigvæk.

Læs videre

Håber det bedste

Min morgengåtur blev ikke så fredelig og dejlig i dag, som den plejer at være.

Undervejs hørte jeg noget larm, som jeg i første omgang antog, kom fra en stor græsslåmaskine. Et øjeblik efter viste det sig, at det ikke var tilfældet. Lyden kom nemlig fra lægehelikopteren, som jeg så lette ret tæt på og flyve væk. Jeg regnede med, at der måtte være sket en ulykke på landevejen, men det viste sig, at en person var blevet påkørt af toget på vores lille station.

Jeg går forbi stationen på min morgentur hver morgen, og alt plejer jo at ånde fred og idyl. Sådan var det absolut ikke i dag. Det er rystende, når sådan noget sker. Jeg håber det bedste for den person, der er blevet kvæstet.

Læs videre

Det er jeg i hvert fald …

I eftermiddags, da jeg gik ude i haven og trak ukrudt op, kom Sander og hans far en tur forbi.

Sander ville gerne hjælpe mig i kampen mod ukrudtet og gik til den med krum hals og sidevind. Midt i arbejdet kiggede han på mig og sagde med et stort smil: “Farmor, du er glad for at se mig!”  Det havde han jo fuldstændig ret i.

Læs videre

En smuttur til Karrebæksminde

Henrik holder ikke ferie i år, så vi må snuppe et lille frikvarter hist og pist, hvor det kan lade sig gøre.

Søndag  formiddag kørte vi en tur til Karrebæksminde. Dels for turens skyld og dels for at købe en nyrøget makrel i Martens Røgeri. Det er en oplevelse i sig selv at komme ind i røgeriets lille velduftende butik. Makrellen var lige kommet ud af rygeovnen og var helt varm og duftede himmelsk.

Der er dejligt i Karrebæksminde og vi fik lige lidt havluft, mågeskrig og feriestemning, inden vi vendte næsen hjemad med vores makrel.

Den friske makrel var sammen med et par skiver ny- og hjemmebagt rugbrød og lidt purløg og salat fra haven en enkel og dejlig frokost. Det smagte skønt.

Første gang jeg smagte sådan en friskrøget makrel, lovede jeg mig selv, at jeg aldrig mere ville spise en vacuumpakket makrel fra supermarkedet. Den skønne makrel er endda så billig, at prisen ikke skal afholde nogen  –  lækker nyrøget fisk i rigelige mængder til to personer for sølle 28 kroner. Det er ikke så ringe endda.

Læs videre