Blog
Igen i dag har vi haft morgenvagten hjemme hos Sander.
I dag vågnede han tidligt, så vi fik en morgen med rigtig god tid. Der var tid til, at Sander kunne begynde dagen med at putte i sofaen i nattøj med dyne og sut, og så så vi ellers børnefjernsyn sammen alle tre. Det var så hyggeligt, og Henrik og jeg lærte bl.a. programmet Timmy-tid at kende.
Det er altid dejligt at opleve noget nyt sammen sit barnebarn – også selv om det bare er et tv-program. Og ham der Timmy – han er bare herlig.
Vi var ekstra tidligt oppe i dag. Vi havde lovet at møde op og passe Sander fra klokken seks, da begge hans forældre skulle afsted ved den tid. Så det var os, der skulle sørge for at få vores øjesten op og i tøjet, give ham morgenmad og køre ham i vuggestue. Altsammen før Henrik skulle møde på arbejde klokken otte.
Det er sundt at blive mindet om, hvordan sådan en helt almindelig morgen forløber i en børnefamilies travle hverdag. Og så fik vi endda luksusudgaven – for der var både lagt tøj frem, pakket taske til vuggestuen og smurt madpakke. Alligevel kan man godt få lidt åndenød over alt det, man skal nå, når man skal ud af døren med et lille barn tidligt om morgenen.
Vi vækkede sovetrynen så tilpas tidligt, at der også kunne blive tid til at sidde og hyggekigge lidt tegnefilm, mens han rigtig fik øjne.
Alt i alt blev morgenen sammen med Sander til en lille stjernestund.
Det her har ikke noget med nytårsløjer at gøre. Det er hærværk.
Jeg bliver simpelthen så forstemt – og også godt gammeldags gal i skralden – når jeg ser sådan noget.
Der er nogen, der siger, at man ikke skal være bleg for at bryde en tradition hist og pist for at få plads til lidt fornyelse. Den er jeg med på.
Jeg har også prøvet noget nyt denne jul. Sådan i det små. Jeg har for første gang serveret en julemiddag, som på overfladen så ret traditionel ud, men med kartofler kogt helt uden salt. Frisk fornyelse, ikke? Eller …?
Da jeg hældte kartoflerne op i en skål stod det mig pludselig krystalklart, at jeg aldrig fik kommet salt ved dem. Heldigvis er saltbøssen opfundet, og heldigvis har jeg en sød familie, der ikke mobber mig en højhellig juleaften. (Men det skal de nok komme efter på et senere tidspunkt.)
Som første – og indtil videre eneste – barn i den nye generation i den nære familie var Sander den eneste, der fik julegaver. Alligevel var der mange pakker under træet. Faktisk så mange at Sander et par gange stolt overrakte en pakke til en af os andre. Han var vist lidt overvældet og kunne snildt have klaret sig med færre pakker, men vi er jo mange, der gerne vil glæde ham med julegaver. Han var så sød og glad og sagde glædestrålende:” Neeeiiii”, hver gang han havde åbnet en pakke.
Hans glæde varmede alle vores julehjerter.
Da jeg var barn, syntes jeg, at den 23. december var en af de bedste dage på hele året. Faktisk næsten på højde med juleaften.
Det var nemlig min mors fødselsdag, og så kom mine voksne søskende, der ikke boede hjemme længere, på besøg – efterhånden også med deres ægtefæller og børn. Det samme gjorde min morfar og mormor og som regel også andre familiemedlemmer.
Så myldrede huset med en masse glade mennesker. Juletræet var pyntet, og der var en helt speciel hyggelig atmosfære.
Åh, hvor var det altså bare hyggeligt.
Dengang var det langtfra alle, der havde egen bil, og vi boede langt ude på landet, hvor det kneb gevaldigt med offentlig transport. Så det var ikke hver og hveranden dag, man kunne besøge hinanden. Måske derfor var de dage om året, hvor familien samledes noget ganske særligt og meget kærkomment.