Lister

Jeg lister mig lidt som katten om den varme grød, når det handler om juleforberedelserne.

Det er vist ikke rigtig gået op for mig for alvor, at det er juleaften om bare to uger.

Julegaverne er gudskelov så godt som klaret. De er bestilt over nettet og er ved at være i hus. Der mangler kun et par enkelte småting, der skal findes på, købes og sendes afsted.

Alle andre juleforberedelser kniber det ganske alvorligt med.

For at få overblik har jeg skrevet lister. Lange lister. Lister over det, der skal købes og lister over det, der skal gøres.

Listerne er da et skridt på vejen. Et lillebitte skridt ganske vist – men alligevel.

Læs videre

Hurra for juleindkøb på nettet

Når nu man ikke orker al julens trængsel og alarm, så er det da skønt, at man kan sidde i ro og mag hjemme hos sig selv og klare julegaveindkøbene.

Jeg ordnede de fleste af mine julegaveindkøb i går. Jeg havde i forvejen besluttet mig for, hvad der skulle købes, så det var bare frem med Dankortet, og så krævede det ellers kun et par klik med musen, så var den ged barberet.

Nu venter jeg bare på, at pakkerne skal blive leveret ved døren.

Åh, hvor er jeg glad for alle de gode muligheder for at handle på nettet!

Læs videre

Søndagsskovtur

Det kolde vejr til trods har vi været på en dejlig travetur i skoven ved Villa Gallina.

Det er et dejligt område, og vi synes altid, at vi oplever noget, når vi går rundt derude. I dag så vi først et rådyr og senere fire krondyr. De sidste fik vores tænder til at løbe i vand. Sidste weekend stegte vi nemlig for første gang i vores liv en krondyrryg. Vi er  heldige at have en søn, der går på jagt af og til og har nedlagt sådan et krondyr. Han var så sød at forære os ryggen, og den smagte godt!

Faktisk var vi slet ikke klar over, at der er en bestand af krondyr i Hesede skov, men da vi var fuldstændig sikre på, at det var krondyr, vi havde set i skoven, måtte jeg lige lave lidt research, da vi kom hjem. Og den er god nok, der er krondyr i Hesede skov.

Det lykkedes mig ikke at skyde dyrene med kameraet, de var alt for hurtige. Til gengæld er her et skumringsbillede af Villa Gallina, der stod pænt stille.

Læs videre

Fin stjerne i porcelæn

Jeg er jo ikke den store juleentusiast. Det er i virkeligheden alt for tidligt for mig overhovedet at tænke på julen.

Alligevel har jeg, allerede inden vi nåede december, købt et lille stykke nyt og meget fint julepynt.

I lørdags var vi nemlig til juletorv på Gisselfeld sammen med Sander og hans forældre. Vi besøgte også juletorvet sidste år, og har faktisk snakket om, at vi er ved at nærme os noget, der ligner en tradition.

Sidste år købte jeg ikke noget til mig selv på juletorvet, men i år faldt jeg altså for den lille stjerne i porcelæn, som skal pynte på vores juletræ i år og forhåbentlig mange år fremover.

 

Læs videre

Mit liv som mundlam

Jeg har for nylig  læst Mit liv som mundlam af Maise Njor.

Mange kender vel det med, at det kan være svært at markere sine grænser og sige fra overfor folk, der overskrider dem. Bogen giver gode tips til, hvordan man tager til genmæle.

Forfatteren har nemlig søgt råd hos eksperter, og deler ud af de gode råd, hun har fået om, hvordan man lærer at håndtere grænseoverskridende bemærkninger og  opførsel.

Bogen giver på en munter måde opskriften på, hvordan man lærer at sige fra.

Læs videre