Randi Glensbo

Så blev det endelig tid. Syrenerne er ved at springe ud. De dufter allerede.

Duften af syrener er en af mine yndlingsdufte.

Hver gang jeg kan se mit snit til det, sniger jeg mig ned bagerst i haven og stikker næsen i syrenblomsterne. Skønt!

I går, da Sander var på besøg, blev han vist en smule forvirret over, at hans cykel, bold og kost ikke befandt sig i carporten. Det er ellers legesagernes faste plads, og guldklumpen plejer at styre direkte hen i carporten efter tingene.

I går var tingene altså ikke på deres plads. Jeg havde nemlig vasket havemøblerne af, og da jeg nu var igang, fik Sanders legesager også lige en omgang med en opvredet klud. Sagen er nemlig den, at et par gravemaskiner i denne tid huserer inde i nabohaven  – der bliver gravet i den knastørre jord, og der fældes træer, der falder til jorden i store skyer af pollen – så sådan alt i alt støver det en smule – for nu at udtrykke det diplomatisk.

I hvert fald stod den nyvaskede trehjulede cykel omme på terrassen med bolden i ladet, da Sander arriverede. Så langt så godt. Men så spurgte han efter sin kost. Hvor var den henne?

Egentlig gad han ikke rigtig feje. Ti sekunder gik der vel med det, men der skulle bare være styr på, hvor i alverden kosten var henne.

Blomsterne på vores japanske kirsebærtræ er begyndt at drysse lidt. Men de er stadig smukke mod den blå himmel

Sander har aflagt et lille besøg i dag og syntes, det var vældig sjovt, at vinden fik det til at “sne” fra træet. Nå ja, vi hjalp faktisk også lidt til og rystede en gren en lille smule.