Randi Glensbo

Vi havde lovet at hente Sander fra vuggestue i går.

Jeg var lidt spændt på, om han nu ville med, når vi kom for at hente ham. Hans far har nemlig fortalt, at det ikke altid passer den unge mand at blive hentet, hvis han lige er godt i gang med at lege.

Men da vi kom ind i garderoben, stod Sander i døren ind til stuen. Da han så os, snurrede han rundt på hælen og susede ind efter sin madkasse. Og så var han ellers klar til at gå.

Det var dejligt. Det ville jo have taget lidt af fornøjelsen ved at hente ham, hvis han havde sat sig imod det. Det gjorde han ikke, og vi havde et par rigtig gode timer sammen med ham.

Vi havde jo egentlig regnet med, at det ville blive solskinsvejr i dag. Det blev det vist også mange steder i landet, men altså ikke lige her omkring, hvor vi bor.

Vi havde aftalt at tage en tur i skoven sammen med Sander og hans forældre. Selv om solen ikke skinnede på os, blev det en dejlig skovtur. De unge mennesker havde både varm kaffe og nybagte boller med, og underholdningen sørgede Sander for. Han var så glad og fuld af energi. Han marcherede afsted på sine små ben og kiggede interesseret på alt, hvad vi kom forbi.

Vi så en masse ænder i en sø og Sander konstaterede med det samme, at det var fugle, og at de spiste boller. Fuldstændig rigtigt.

Sander tog sig af og til en afstikker ind mellem træerne på egen hånd. Han fandt pinde og børstede et muldvarpeskud grundigt med sin vante. Ind imellem kom han hen og ville op på armen hos en af os  – men kun et øjeblik. Der var jo så meget, der skulle udforskes, så det var hurtigt ned igen og videre.

Dejlig eftermiddag!

Sådan en morgen hvor det virker, som om hele verden er af lave, er der en vis trøst i at fordybe sig i sine egne små rutiner med vasketøj, strygetøj og sengetøj.

Når man ikke kan rumme alle de ting, der sker ude i den store verden, kan man få brug for at krybe lidt i skjul i sit eget lillebitte hjørne af virkeligheden. Sådan har jeg det i hvert fald lige nu til morgen.

Lykken er som parfume: Vi kan ikke stænke den på en anden, uden at et par dråber rammer os selv.
– William Shakespeare.