Randi Glensbo

Vi har passet Sander igen i dag, og vi har haft en god dag sammen med ham. I store træk.

Desværre skete der også noget, som absolut ikke var spor godt.

Vi var ude at gå en lille tur. Sander er ikke altid så meget for at blive holdt i hånden, så han gik selv. Det gik rigtig fint. Pludselig fik han øje på en hund og blev helt ivrig. “Vuv vuv” sagde han og pegede på hunden samtidig med, at han satte farten op. Og bum – så faldt han og slog næsen lige ned i asfalten.

Den lillebitte næse fik et ordentligt skrub. Den blev skrabet eftertrykkeligt.

Sander er ikke pivet, han græder faktisk ikke ret meget, når han slår sig. Det gjorde han heller ikke i dag. Til gengæld var vi voksne ikke meget værd. Jeg kan slet ikke holde ud, at den lille guldklump slår sig – men at han faldt og slog sig, mens vi havde ansvaret for at passe på ham – puh, det var ikke rart.

Lad det være sagt med det samme – jeg hader bukser med stretch. Jeg vil ikke gå i bukser med stretch. Færdig!

Der er bare det ved det, at det er blevet hulens svært at finde så meget som et par ganske almindelige jeans uden stretch. Et par almindelige cowboybukser i helt almindelig 100 % bomuld. Jeg har tonset rundt for at finde sådan et par.

Det er snart ved at være på høje tid, at jeg finder noget brugbart, for mit sidste par er faktisk slidt op, og det er ved at være lige køligt nok til sommerbukser.

Ud over at lede i butikkerne har jeg surfet på nettet for at finde bukser i ren bomuld. I går sendte jeg en mail til firmaet bag et af de mærker, der senest har forsynet mig med de eftertragtede jeans i ren bomuld.

I dag var der svar i mailboksen. De har faktisk en enkelt model i ren bomuld, og de vil gerne henvise mig til en forhandler så tæt på min bopæl som muligt. Jubii. Jeg glæder mig til nye jeans – jeg må hellere købe rigeligt, nu hvor chancen er der. Hvis altså den model, der findes, passer mig – og forretningen har dem i min størrelse. Jeg krydser fingre!

Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Det siger man da i hvert fald.

Det viste sig at være rigtigt i den forgangne uge.

Jeg havde nemlig fået noget betændelseshalløj ved den ene tommelfinger – vist nok en splint, der havde lavet ballade. Jeg bager normalt selv alt vores brød, men man kan jo ikke stå og ælte brøddej med en betændt hånd. Så jeg var tvunget til at tænke i nye baner. Derfor fik jeg langt om længe prøvet at bage koldhævede boller – sådan nogle, hvor man bare rører en lind dej sammen og lader den hæve længe – gerne natten over – i køleskabet, sætter dejen på bagepladen med  ske og så ellers ind i ovnen. Altså bagværk uberørt af menneskehånd. Egentlig har jeg længe haft lyst til at afprøve den type boller, men det er ikke blevet til noget.

Nu var det så helt oplagt at afprøve konceptet. Og de blev gode.

Rugbrød skulle der også bages, og her skulle der æltning til, så manden i huset måtte træde til. Det gik fint – rugbrødene blev, som de skulle være. Det kan da godt være, at han får tjansen en anden gang.