Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Det siger man da i hvert fald.
Det viste sig at være rigtigt i den forgangne uge.
Jeg havde nemlig fået noget betændelseshalløj ved den ene tommelfinger – vist nok en splint, der havde lavet ballade. Jeg bager normalt selv alt vores brød, men man kan jo ikke stå og ælte brøddej med en betændt hånd. Så jeg var tvunget til at tænke i nye baner. Derfor fik jeg langt om længe prøvet at bage koldhævede boller – sådan nogle, hvor man bare rører en lind dej sammen og lader den hæve længe – gerne natten over – i køleskabet, sætter dejen på bagepladen med ske og så ellers ind i ovnen. Altså bagværk uberørt af menneskehånd. Egentlig har jeg længe haft lyst til at afprøve den type boller, men det er ikke blevet til noget.
Nu var det så helt oplagt at afprøve konceptet. Og de blev gode.
Rugbrød skulle der også bages, og her skulle der æltning til, så manden i huset måtte træde til. Det gik fint – rugbrødene blev, som de skulle være. Det kan da godt være, at han får tjansen en anden gang.
