Om sommeren kommer jeg tit til at længes efter min mors rabarbergrød. Jeg elskede rabarbergrød, da jeg var barn. I min erindring er det nærmest blevet sådan, at vi altid fik rabarbergrød til efterret om sommeren. Min mor kogte et par gode, store skålfulde ad gangen. Der var fuld knald på kuløren. Min mor var ikke karrig med frugtfarven.
Jeg kunne ikke selv drømme om at putte farve i maden. Så min rabarbergrød er ikke nær så flot som den, min mor lavede. Den smager heller ikke som den, min mor lavede. Ikke helt. Min mors rabarbergrød var verdens bedste. Den smagte af sol og sommer – og af lange feriedage og barndommens ubekymrethed.
Jeg bliver lækkersulten bare ved tanken om den rabarbergrød.