Mors rabarbergrød

Om sommeren kommer jeg tit til at længes efter min mors rabarbergrød. Jeg elskede rabarbergrød, da jeg var barn. I min erindring er det nærmest blevet sådan, at vi altid fik rabarbergrød til efterret om sommeren. Min mor kogte et par gode, store skålfulde ad gangen. Der var fuld knald på kuløren. Min mor var ikke karrig med  frugtfarven.

Jeg kunne ikke selv drømme om at putte farve i maden. Så min rabarbergrød er ikke nær så flot som den, min mor lavede. Den smager heller ikke som den, min mor lavede. Ikke helt. Min mors rabarbergrød var verdens bedste. Den smagte af sol og sommer – og af lange feriedage og barndommens ubekymrethed.

Jeg bliver lækkersulten bare ved tanken om den rabarbergrød.

Læs videre

Det værste af det hele

Jeg har langt om længe fået mit nye køleskab. Selvom jeg faktisk var blevet ret god til at planlægge både indkøb og måltider, så vores husholdning kunne fungere uden –  så er jeg altså temmelig glad for nu igen at have et køleskab til rådighed.

Desværre betød tiden uden køleskab et farvel til min gode rugsurdej. Den har ellers været i spil længe. Men nu måtte jeg altså bide i det sure æble og starte en ny. Jeg bilder mig ind, at hver gang jeg starter forfra med en ny surdej, så skal der bages nogle gange, før rugbrødene bliver rigtig gode. Det kan godt være, at det bare er noget pjat.

Læs videre

Det lille hus på prærien

Jeg kan nok kaldes for lidt af en økoromantiker. Jeg kunne allerede som barn svælge i bøger som Det Lille Hus På Prærien, hvor familien Ingalls lever et romantisk liv i et primitivt hus uden moderne bekvemmeligheder. Jeg er også fjollet med at se Bonderøven i fjernsynet.

Det enkle liv uden overforbrug og kemisk renset for brug-og smid-væk-mentalitet.

Bage sit brød selv. Genbruge hvor man kan. Det enkle liv i pagt med naturen. Ja, ja!

Nu har jeg i to dage levet uden et fungerende køleskab. Og jeg får først et nyt på mandag.

Hm, det er ikke spor romantisk. Det er bare møgirriterende og næsten ikke til at holde ud.

Så meget for min drøm om det enkle, lykkelige liv i det lille skæve hus uden el og indlagt vand!

Læs videre

Styrketræning for bedstemødre

Vi passede Sander lørdag aften.

I modsætning til hvad vi ellers er vant til, gad han ikke sove. Det krævede lang tids traven frem og tilbage over gulvet  – med den trætte dreng på armen – før han overgav sig til søvnen.

Han sov kun i tyve minutter, men det er en helt anden historie.

Det jeg vil frem til er, at guldklumpen en god del af aftenen befandt sig i armene på sin farmor. Og det kunne altså mærkes i går. Jeg var lidt små-øm i armene. Godt nok vejer Sander næsten 12 kg. – men alligevel. Det er da lidt slattent. Da mine egne drenge var små, kunne jeg da slæbe på dem konstant uden at blive øm i armene.

Måske bør jeg se mig om efter et styrketræningshold for bedstemødre?

Læs videre