Blog
Så lykkedes det at indfange den lille kanin, jeg har fortalt om for nylig. Henrik fangede den – men heldigvis bare med sit kamera.
Her sidder den og slikker solskin. Jeg synes næsten, at man kan se på den, at den nyder sit liv i frihed.
Igennem hele foråret har jeg på mine gåture næsten dagligt set en lillebitte kanin, der tilsyneladende er undveget sit fangenskab. Den er virkelig lillebitte, og jeg har spekuleret over, om den kan klare sig på egen hånd i naturen på længere sigt. Den holder sig i et bestemt område, hvor den har gode muligheder både for at finde føde og for at gemme sig. Men tit sidder den altså, så man kan få øje på den. I hvert fald når man ved, den er der, og kigger godt efter. Efterhånden er det blevet sådan, at jeg bliver en lille smule bekymret, hvis der går et par dage, hvor jeg ikke ser den.
Flere gange har jeg set, at nogen har forsøgt at lokke den til sig ved at friste med salatblade. Kaninen har ikke ladet sig lokke.
Igennem et par uger har jeg så pludselig ikke set den lille udbryderkonge. Jeg var faktisk begyndt at blive lidt trist ved tanken om, at der kunne være sket den noget.
Men i går sad den der igen og kiggede roligt på verden med sine store kønne øjne. Jeg blev helt glad for at se den.
Der er noget over den kanin, jeg ikke kan stå for. Tænk engang at stikke af fra et liv i fangenskab og så klare sig så længe ude i den barske virkelighed. Der er mange farer, der lurer på sådan et lille dyr. Ikke mindst er der en meget befærdet landevej meget tæt på dens tilholdssted.
Men den klarer sig altså. Og jeg synes, den er så sej. Selvom dens familie i sikkert mange generationer garanteret er født i fangenskab, har den stadig sine instinkter i behold og kan klare sig. Det er da sejt.
Den høje stol er sat frem, og der ligger legetøj klar på bordet.
Kan nogen gætte, hvem der kommer på besøg i dag?
Her hos os har det regnet hele dagen. Jeg er ikke særlig vild med at være ude i regnvejr, så jeg har mest holdt mig til indendørs sysler i dag.
Helt har jeg dog ikke undgået regnen. Vi har nemlig været ude at købe fødselsdagsgave til Sander. Vi fik fat i lige det, vi havde tænkt os, men mangler en ting mere. Det må vi se, om vi kan få klaret på mandag.
Der er andre, der ikke har så meget imod regnvejret, har jeg erfaret. Jeg har nemlig lige modtaget et dagsaktuelt videoklip med en glad Sander i regntøj. På videoen får han sig lige en gyngetur på sin gynge hjemme på terrassen.
Det er rigtigt, som man siger: Der findes ikke dårligt vejr – kun forkert påklædning. Så når jeg ikke bryder mig om at være ude i regnvejr, kan grunden jo meget vel være, at jeg ikke har noget ordentligt regntøj at tage på, men altid bare fjoller rundt med en paraply.
I dag er jeg spærret inde. På en måde.
Vores nabo har et kæmpestort, smukt birketræ, som står tæt på skel. Det meste af året nyder jeg det træ. Undtagen lige i birkepollensæsonen. Jeg er allergisk overfor birkepollen.
I nat har regn og blæst så læsset alle raklerne fra træet ned i vores indkørsel. De ligger tæt som et tæppe. De ligger også helt oppe på trappestenen.
Jeg har ikke den store lyst til at gå udenfor og jokke rundt i alle de rakler. Især ikke når nu man ved, at de hver især indeholder myriader af de dumme pollen. Så vidt vides, kan de hver indeholde op til 6 millioner pollenkorn. Det ville være vanskeligt at gå udenfor og komme ind igen uden at slæbe godt med pollen med ind på dørmåtten. Det gider jeg ikke.
Så jeg venter tålmodigt på, at regnen stilner af, så vil min søde mand nemlig gå ud og feje hele molevitten sammen og fjerne rub og stub fra fliserne.
Bagefter er det så bare at nyde, at det vist er slut med birkepollenvrøvl for denne gang. Det er da skønt.