Blog
I går formiddags kom sønnike forbi med en dejlig buket roser til mig. Sander var med. Far og søn havde været ude at shoppe blomster til deres mødre på Mors Dag.
Mens vi lige sad og hyggede os lidt, sørgede Sander for underholdningen. Hans nye nummer er – med et stort grin – højt og tydeligt at gjalde HA HA. Farfar og farmor var flade af grin.
I går eftermiddags var Sander her hjemme og blive passet af farfar og farmor en halvanden times tid.
Han var lidt træt, så der skulle arbejdes mere end sædvanligt for at holde hans humør oppe.
Jeg tog ham med ud i haven. Derude hørte han naboens hund gø. Han blev straks meget interesseret, og vi gik ud på fortovet og kiggede ind til hunden i naboens have. Faktisk var der besøg af endnu hund. Så der løb to hunde rundt og legede. Sander var meget optaget af at kigge på hundene og mundens stod ikke stille på ham imens.
Som dyrehårsallergiker vil jeg ikke beskrive mig selv som den store hundeven, men i går fik hundene inde hos naboen alligevel et plus i bogen – når nu mit barnebarn syntes så godt om dem.
Sønnike sender mig tit et lille videoklip med Sander. Det er jeg rigtig glad for, og jeg har en rigtig god samling efterhånden. Jeg plejer gerne at se mindst en af de små videoer, hver gang jeg tænder eller slukker for min computer.
I disse dage viser de nye videoklip Sanders fremskridt udi kunsten at gå. Han har i løbet af de seneste par dage fundet ud af, at han selv kan gå med sin gåvogn. Han går og går. Og glad og stolt ser han ud. Det bliver spændende at se, hvornår han ikke længere har brug for støtten fra gåvognen.
Vi har plantet et pæretræ i haven i dag. Clara Frijs.
Jeg kan så godt lide det navn – Clara Frijs. Jeg kan også rigtig godt lide pæren.
Vi har haft et Clara Frijs træ før. Vi havde det i næsten 20 år, og i den tid bar det frugt for alvor en eneste gang.
De første mange år ventede vi tålmodigt. Endelig et år kom der nogle enkelte pærer på træet. Det samme næste år.
Vi var stadig tålmodige. Træet var efterhånden blevet temmelig stort, det måtte da kunne bære en anselig mængde pærer, ikke?
Så endelig et år bar det frugt i massevis. Skønne, perfekte, velsmagende pærer. Vi var glade. Endelig kom belønningen for al vores tålmodighed. Vi spiste pærer den sommer, kan jeg godt fortælle jer.
Året efter var forventningerne til pærehøsten naturligvis kæmpestore. Stor skuffelse. Der kom kun en håndfuld plettede pærer. Det samme næste år.
Så fik vi nok. Træet blev fældet og et nyt blev plantet. Det nye fik en eller anden sygdom og gik ud efter to år.
Nu er der gået et par år, og vi har sundet os lidt. Vi har stadig erindringen om den sommer, hvor vi mæskede os helt vildt i lækre Clara Frijs pærer. Det vil vi gerne gøre igen.
Så nu har vi plantet et nyt Clara Frijs pæretræ.
Forventningerne er skyhøje.
Hu hej, hvor tiden går.
Så er det allerede blevet maj.
Vi har været en tur ude at kigge lidt på skoven i dag. Nyudsprungne bøgetræer og tæpper af hvide anemoner. Man bliver jo helt højstemt og ydmyg over at se så megen skønhed. Jeg gør i hvert fald.
Der er meget at glæde sig over sådan en smuk dag først i maj. Og meget at glæde sig til. Jeg glæder mig f.eks. til det japanske kirsebærtræ springer ud. Og til årets første rabarber.
Men allermest glæder jeg mig til Sanders 1 års fødselsdag senere på måneden. Tænk engang, hvor går et år dog hurtigt. Jeg synes jo, at det var lige for et øjeblik siden, jeg blev farmor. Og så er det næsten et år siden. Om jeg begriber det.