Bjørn

bjoern

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Bjørn af Iben Mondrup. Bogen er tredje og sidste bind i Tabita-trilogien.

Tabita er på vej til Upernavik for at gense sin mor, Abelone. Hun tror, at Abelone er den eneste familie, hun har tilbage i landet. Hun ved ikke, at hendes lillebror, Vittu, også befinder sig i Grønland. I 15 år har Tabita troet, at Vitus er død, men han lever.

Berthel, Tabitas adoptivfar er ved at gøre regnskabet op i sit ægteskab med Eva. Berthel og Evas samliv er voldsomt præget af den skæbnesvangre beslutning, de tog om at tage de to små grønlandske børn med til Danmark. De lever nu i en glædesløs hverdag præget af skyld og skam, indtil Berthel tager beslutningen om at rejse tilbage til Grønland for at finde sine voksne børn.

Jeg har været fuldstændig opslugt under læsningen af Bjørn og har læst den nærmest i ét stræk. Det er en utrolig stærk fortælling om at stå ved de valg, man træffer i livet. Og om at forsøge at leve med andres valg. En fortælling om kærlighed og svigt.

Bogen har lige som de første to bind i trilogien gjort et stærkt indtryk på mig. Den har kaldt mange følelser frem. Det er en bog, jeg slet ikke er færdig med, selv om jeg har læst de sidste linjer. Abelone, Tabita og Vitus tager jeg med mig. Bjørn er en gribende historie og en stor læseoplevelse.

Jeg har tidligere anmeldt trilogiens første to bind Tabita og Vittu.

Læs mere om  Bjørn hos Politikens Forlag.

Læs videre

Et farligt talent

etfarligttalent

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Et farligt talent af Camilla Sten. Bogen er den første i serien om kriminalpsykolog Rebecca Lekman.

En nat i august bliver Rebecca Lekman vækket af telefonen. En gammel kollega ringer og fortæller, at Rebeccas gymnasiekæreste, Louise er blevet dræbt.

Rebecca er lige flyttet hjem til Stockholm for at hjælpe med at passe sin syge mor. Hun har efterladt både sin karriere og sit livs kærlighed i USA.

Rebecca begynder på egen hånd at efterforske mordet på Louise. Som teenager var Louise lidt af en rebel, men ved sin død boede hun i et af Stockholms pæne velhaverkvarterer. Hvorfor blev hun dræbt? Hvem dræbte hende? Og hvorfor forsøgte hun at tage kontakt til Rebecca få uger før mordet, når de ikke havde haft kontakt i mange år? Spørgsmålene er mange. Til sidst må Rebecca gøre op med sig selv, om hun er parat til at sætte sit eget liv på spil for at finde frem til Louises morder.

Hold da op. Jeg er helt vildt positivt overrasket over denne her krimi. Jeg har læst to andre krimier af Camilla Sten, og i hvert fald den ene syntes jeg godt om. Men Et farligt talent er i en helt anden liga. Den er virkelig, virkelig spændende. Den er velskrevet og med et interessant og udspekuleret plot. Serien om Rebecca Lekman har fået en lovende og forrygende start. Jeg glæder mig til at læse mere om den svenske kriminalpsykolog.

Jeg har tidligere anmeldt Den forsvundne by og Arvtageren af Camilla Sten.

Læs mere om Et farligt talent hos Gads Forlag.

Læs videre

Pilgrim

pilgrim

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Pilgrim af Jens Henrik Jensen. Bogen er den sjette i Oxen-serien.

Fra bogens bagsidetekst:

Selv længe efter opklaringen af en række krigsveteraners voldsomme død, bliver sagen ved med at kaste lange skygger ind over den tidligere jægersoldat, Niels Oxen, og hans makker i PET, Margrethe Franck.

Tynget af skyldfølelse over at have slået uskyldige ihjel er Oxen forsvundet ud på en måneder lang vandring, mens Franck rager uklar med ledelsen og bliver suspenderet.

Da den forhenværende PET–chef Axel Mossman rækker ud efter deres hjælp til en simpel opgave, ligner det en kærkommen afveks­ling fra alle spekulationer.

Jeg er stor fan af bøgerne om Niels Oxen, og har glædet mig meget til at læse Pilgrim. Bogen har overgået mine høje forventninger. Den er velskrevet og spændende hele vejen igennem. Jeg holder mere og mere af seriens gennemgående karakterer, efterhånden som jeg lærer dem bedre at kende. Karaktererne udvikler sig hele tiden, og det er interessant hen ad vejen at blive præsenteret for nye facetter. Det har været meget vanskeligt – for ikke at sige nærmest umuligt – at lægge bogen fra sig. Jeg synes, at Pilgrim er den bedste af Oxen-bøgerne indtil videre. Jeg håber, at der kommer flere.

Jeg har tidligere anmeldt seriens fem første bøger: De hængte hunde, De mørke mænd, De frosne flammer Lupus og Gladiator. De tre første bøger udgør Danehof-trilogien.

Læs mere om Pilgrim hos Politikens Forlag.

Læs videre

Vejen vi må gå

vejenvimaagaa

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Vejen vi må gå af Katrine Wessel. Bogen er 10. bind i den dejlige serie om Winther-dynastiet fra Trondhjem.

Der er stadig uro i familien Winther. Christian og Babette sørger over tabet af deres lille søn, og sorgen skaber afstand imellem dem. Fredrik har stadig svært ved at tage en beslutning om, hvorvidt han skal blive i sit ægteskab med Gitte eller søge lykken sammen med Emma. Desuden har de to brødre stadigvæk svært ved at omgås hinanden på en ordentlig måde. De stikker konstant til hinanden.

Samtidig sker der store omvæltninger i familien. Meget forandres, og familiens kvinder træder i karakter.

Jamen jeg knuselsker jo bare denne her serie. Den er fuld af romantik, drama og intriger. Den er måske banal, men i så fald er den det på den fede måde. Og jeg æder det hele råt. I Vejen vi må gå sker der virkelig en udvikling med flere af karakterne, og jeg er spændt på, hvor det fører hen. Jeg har nydt at læse bogen, der lever fuldstændig op til de foregående bøger i serien. Nu venter jeg bare utålmodigt på den næste.

Jeg har tidligere anmeldt de øvrige bøger i serien: Familien WintherHvis du vil have mig, Rosenhavens hemmeligheder, Ellinors modige valgNår alt kommer for en dag  Sommeren på Oaktree Manor,  Familiebånd,  Den største gave , Tilbage til Rosenlyst og Emmas bog.

Læs mere om Vejen vi må gå hos Politikens Forlag.

Læs videre

Den tavse frisør

dentavsefrisoer

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Den tavse frisør af Kenneth Degnbol &  Dagmar Winther. Bogen er 2. selvstændige bind i Djursland-serien.

Lisa, byens frisør findes død i sit hjem i Roslinge. I stuen, hvor hun ligger på gulvet, er der spor efter tumult. Der er sengetøj i vaskemaskinen. Der står glas på bordet, og i Lisas kalender er der noteret en kryptisk aftale. Men hvem kan have haft et motiv til at dræbe den afholdte kvinde?

Thea Krogh, der er efterforsker hos Østjyllands Politi, beder om assistance fra landbetjenten, Bjørn. Han kender de lokale ret godt. Sognepræsten Thorkild hjælper også til, da hans præstekollega ikke vil udtale sig, selv om hun sidder inde med viden. Hun henviser til sin tavshedspligt. Midt i det hele ankommer en true crime-podcaster til byen. Han skaber røre i andedammen.

Jeg kunne rigtig godt lide den første bog i serien, og toeren her er endnu bedre, synes jeg. Den tavse frisør er en spændende krimi uden at være  alt for uhyggelig og bloddryppende. Det kan jeg godt lide. Sproget er flydende og karaktererne meget troværdige og med mange genkendelige træk. Jeg synes især godt om de gennemgående karakterer, som jeg glæder mig til at lære bedre at kende i kommende bøger. Alt i alt en rigtig god læseoplevelse.

Jeg har tidligere anmeldt Dømt af Degnbol og Winther.

Læs mere om Den tavse frisør hos Politikens Forlag.

Læs videre