Kommandantens sekretær

kommandantenssekretaer

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Kommandantens sekretær af Pam Jenoff.

Vi befinder os i  Polen i 1939. Nittenårige, jødiske Emma Bau har kun været gift med Jacob i tre uger, da tyskerne invaderer Polen. Jacob er nødt til at gå under jorden, og Emma ender ligesom hendes forældre i den jødiske ghetto i Krakow. Med hjælp fra modstandsbevægelsen lykkes det hende dog snart at flygte til den frie del af byen. Her skifter hun til en  dækidentitet. Hun er nu ikke længere jødiske Emma. Hun er ikkejødiske Anna Lipowski og bor hos Jacobs tante Krysia.

Ved en middag hos Krysia bliver Anna præsenteret for den tyske kommandant Richwalder. Han bliver tiltrukket af hende  – og hun af ham. Han tilbyder hende jobbet som sin sekretær, og hun accepterer tilbuddet i håb om at få adgang til oplysninger, der kan gavne modstandsbevægelsen.

Som dagene går, bliver forholdet mellem kommandanten og hans sekretær mere og mere kompliceret, og Anna tvinges til at træffe beslutninger, der kan risikere at afsløre hendes sande identitet og bringe dem, hun elsker, i alvorlig fare.

Jeg har været fuldstændig fanget ind af historien om Emma, der blev til Anna. Bogen er velskrevet og karaktererne meget troværdige. Kommandantens sekretær er en både barsk og rørende fortælling om krig og kærlighed, mod og vilje til  at ofre sig i et højere formåls tjeneste. En stærk og medrivende roman om et mørkt kapitel i historien.

Jeg har tidligere anmeldt Hittebarnets historie og Kvinden med den blå stjerne af Pam Jenoff.

Læs mere om Kommandantens sekretær hos Alpha Forlag.

Læs videre

City

city

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst City af Jesper Stein. Bogen er syvende bind i krimiserien om Axel Steen.

Fra bogens bagsidetekst:

Axel Steen er tilbage i Københavns politi som ekspert i efterforskningsmetoder efter et ophold på Cambridge University. Da den unge kriminalpsykolog Maj Lund henvender sig med et ønske om at tale med nogle af landets mest forråede forvaringsdømte om skam og samvittighed, er han skeptisk, men det ændrer sig, da han ser hende i aktion. Hvad er det, hun kan? Og hvorfor er hun særligt optaget af serievoldtægtsforbryderen Stilladsmanden, som Axel Steen fældede for otte år siden?

Samtidig på Amager Strand har PET arrangeret et møde med en mand, der har trukket et blodigt spor gennem Axel Steens tilværelse. Alt går galt, og et opgør er uundgåeligt.

Mens begivenhederne tager fart, vandrer Axels tanker mod en solbeskinnet sommer i 80’ernes Risskov, tæt på hans barndomshjem. Viktoria blev Axels vindue til en nærhed, han ikke har kendt før, men hun har et skrøbeligt sind, og deres møde får skæbnesvangre konsekvenser for dem begge.

City er en virkelig spændende og lidt anderledes krimi, som jeg har haft svært ved at lægge fra mig. Som en kontrast til det rå og hårdkogte får læseren denne gang lov til at lære en mere følsom og sårbar side af Axel Steen at kende. Det giver hele historien en ekstra dimension og gør den både rørende og ekstra interessant. City er overraskende og spændende nyt i serien om Axel Steen.

Jeg har tidligere anmeldt, Rampen, Solo og Ædru af Jesper Stein.

Læs mere om City hos Politikens Forlag.

Læs videre

Natjæger

natjaeger

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Natjæger af Line Holm og Stine Bolther. Bogen er tredje, selvstændige bind i krimiserien om Maria Just.

Bag i en efterladt varevogn i København finder man en død mand. Han er skudt og lemlæstet, og alt peger i retning af et hævndrab i kriminelle kredse. Men efterforskerne Mikael Dirk og Fredrik Dahlin er lidt på bar bund, for de ved ikke, hvem den dræbte er. Og ingen har meldt en person, der kunne være ham, savnet.

Politihistoriker Maria Just bliver tilfældigt involveret i drabssagen. Hun har ellers nok at tænke på i forvejen. Hendes forhold til ungdomskæresten er slut, og på jobbet går det heller ikke ligefrem godt.

Da Maria får mistanke om, at der kan være en forbindelse mellem den aktuelle drabssag og en sag om et forsvundet barn tilbage i firserne, er hun ikke til at stoppe. Hun forsøger desperat at finde frem til sandheden, men er oppe imod nogle meget magtfulde mennesker. De vil gøre alt for at holde på deres hemmeligheder og beskytte sig selv og deres nærmeste.

Natjæger er en solid og rigtig spændende krimi. Jeg kan godt lide Holm & Bolthers skrivestil. Tempoet er højt og karaktererne troværdige. Det har været et dejligt gensyn med de gennemgående karakterer, som jeg synes rigtig godt om. Efter min mening er Natjæger seriens hidtil bedste og mest vellykkede bog.

Jeg har tidligere anmeldt de to første bind i serien, For barnets bedste og Lovløs.

Læs mere om Natjæger hos Politikens Forlag.

Læs videre

Alt det vi mistede undervejs

I dag byder jeg en gæste-bogblogger velkommen her på bloggen:

Dette er en gæsteanmeldelse skrevet af Betina Christiansen fra Lydboghylden.dk

Jeg har læst “Alt det vi mistede undervejs” af Birgitte Bartholdy.

I “Alt det vi mistede undervejs” følger vi Sigrid, der bliver forladt af sin mand. Nu vælter en masse eksistentielle spørgsmål op i hovedet på hende. Hun oplever en stor ensomhed og identitetskrise. Efter at have levet sammen med sin mand i over 25 år ved hun ikke længere, hvad hun er uden ham og deres kernefamilie.

Midt i Sigrids livsomvæltende skilsmisse opbygger hun et venskab med sin ældre nabo. Naboen Herman er i sit livs vinter og har ikke meget tid igen. Sigrid har aldrig rigtig talt med sin nabo, men hun har dog opbygget en fortælling om, hvad han er for en. Hendes fordomme viser sig at blive gjort til skamme, da Herman som menneske rummer langt mere, end hun havde regnet med. På den korte tid, Herman og Sigrid har sammen, formår de at opbygge et stærkt venskab. Herman hjælper Sigrid ud af sin sorg, mens Sigrid hjælper med at løse Hermans familiære konflikter.

“Alt det vi mistede undervejs” er en yderst relevant bog. Desværre ender halvdelen af os med at blive skilt. I bogen får vi et indblik i nogle af de tanker, der kan opstå, når man gennemgår en skilsmisse. For mig blev bogen dog endnu bedre, da jeg i forfatterens efterord kunne læse, at romanen er baseret på hendes egen skilsmisse.

Det, der fangede mig mest i fortællingen, var dog mødet mellem Sigrid og Herman. Vi har alle naboer, men det er de færreste af os, som virkelig involverer os med hinanden. I virkeligheden burde vi alle gøre som Sigrid. Da Sigrid stålfast bliver ved med at besøge Herman, ender de med at spille en positiv rolle i hinandens liv. De får begge nye perspektiver, som de ikke ville have fået, hvis de var fortsat med at leve i deres egen trygge lille boble.
“Alt det vi mistede undervejs” er en hjertevarm bog, som jeg på det varmeste kan anbefale!

Læs videre

Jeg husker dagen som lys

jeghuskerdagensomlys

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Jeg husker dagen som lys af Olav Hergel.

Olav er syv år gammel, da hans mor, Benedicte, første gang bliver indlagt på psykiatrisk afdeling.  I lange perioder taler hun ikke til andre mennesker, heller ikke sine børn. Hun skriver små sedler med nødvendige beskeder, når hun køber ind eller er til forældremøde på skolen. Til børnene skriver hun lange breve, som hun lægger på deres hovedpuder. I andre perioder er Benedicte rask og opfører sig som enhver anden kærlig og omsorgsfuld mor.

Olavs mor lærer ham at bede fadervor. Og han beder og beder, om og om igen. Gentagelser – tvangshandlinger fylder i perioder meget i hans hverdag.

Først som voksen hører han om OCD, og brikkerne falder på plads. Han forstår, at det er OCD, han har været så plaget af og er overbevist om, at det har været den samme lidelse, hans mor kæmpede med.

Jeg husker dagen som lys er en bog, der går lige i hjertet. Den fortæller hudløst om smerten ved at vokse op med en mor, der i perioder er svær at afkode, fordi hun er plaget af en psykisk lidelse. Om det svære ved selv at være styret af tanker, man føler sig tvunget til at handle på. Det er så godt beskrevet, at man umiddelbart mærker smerten og afmagten. Essensen i bogen er selvfølgelig fortællingen om livet med en psykisk lidelse som følgesvend, men kærlighed er den røde tråd gennem hele fortællingen. En stærk og tankevækkende læseoplevelse.

Læs mere om Jeg husker dagen som lys hos Politikens Forlag.

Læs videre