Boghandleren i Dachau

boghandlerenidachau

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Boghandleren i Dachau af Shari J. Ryan.

Boghandleren i Dachau er en fortælling i to tidsspor. Det historiske spor begynder i Tyskland i 1940. Mathildas barndomskæreste Hans er jøde. Da jødeforfølgelsen gør det nødvendigt, gemmer Mathilda Hans i skunken på sit loftsværelse. Hun fortæller det ikke til sine forældre, og smugler i al hemmelighed mad op til ham. Der bor nazister i bygningen, så Mathilda og Hans må være meget forsigtige. De hvisker sammen om natten, når andre sover, men forsøger ellers at være helt stille for ikke at blive opdaget.

Fortællingens nutidige spor begynder i Boston i 2018, da Grace modtager besked om, at hun har arvet en ejendom i Dachau i Tyskland efter sin mormor, som hun aldrig har kendt. Graces mor, der blev adopteret som spæd, ledte hele sit liv efter sine biologiske forældre. Det lykkedes hende aldrig at finde frem til nogen information om, hvem de var.

Grace rejser til Tyskland for at tage sin arv i øjesyn. Bygningen, hun har arvet, rummer en lille boghandel. Det er et meget specielt sted med masser af atmosfære. Her får Grace overdraget nogle håndskrevne breve og enkelte falmede fotografier, der tilsammen udgør historien om en ung kvinde, der mistede meget – men aldrig håbet.

Boghandleren i Dachau er en gribende og hjerteskærende fortælling om kærlighed, krig, tab og håb. Jeg har været meget optaget af bogen og haft svært ved at lægge den fra mig. Historien er fortalt i et levende sprog og karaktererne står tydeligt og troværdigt. Man lever sig ind i historien, og hele følelsesregisteret kommer i spil. En barsk historie fra et mørkt kapitel i historien, men først og fremmest en stærk og rørende kærlighedshistorie.

Læs mere om Boghandleren i Dachau hos Forlaget Zara.

Læs videre

Tilgiv aldrig

tilgivaldrig

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Tilgiv aldrig af Trude Teige. Bogen er sjette selvstændige bind i krimiserien om journalisten Kajsa Coren.

Justitsministeren modtager en truende sms fra en person, der underskriver sig Hævneren. Beskeden antyder, at justitsministeren har en mørk hemmelighed. En chef på Kanal 4 modtager en lignende besked.

Samtidig findes en død mand på en forfalden og ubeboet gård i Asker. Under arbejdet med at identificere den døde finder politiet en blodpøl i laden på gården. Hvem er den døde mand? Og hvem stammer blodet fra?

Kajsa Coren og hendes familie er tilbage i Asker. Kajsa arbejder på en dokumentar om MeToo. Undervejs i hendes research dukker der noget op, der trækker tråde til sagen om den døde mand og en forsvindingssag, som politiet arbejder på at opklare.

Tilgiv aldrig er en hæsblæsende historie, hvor den hårdt prøvede Kajsa endnu en gang kommer tæt på voldsomme begivenheder og også meget tæt på politiets efterforskning. En rigtig spændende krimi, hvor siderne næsten vender sig selv.

Jeg har tidligere anmeldt seriens fem første bind: Alene i mørket, I dødens  hænder,   De dødes sommer,  Den tavse kvinde og Patienten.

Læs mere om Tilgiv aldrig hos Alpha.

Læs videre

Patienten

patienten

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Patienten af Trude Teige. Bogen er femte selvstændige bind i den norske krimiserie om journalisten Kajsa Coren.

En patient på et psykiatrisk hospital hvisker kort før sin død i 1993 til sin søster: “De dræber folk her.”

Patienten, der blev kaldt Krøsus, havde været indlagt på stedet i over 50 år. En af de få, der lærte ham at kende, var en niårig pige. Hun hed Julia og var datter af en af sygehusets psykiatere. Ni år senere forsvandt Julia sporløst og blev aldrig fundet.

I 2016 bliver Kajsa Coren, der i sin tid dækkede sagen om den forsvundne pige, kontaktet af en mand, der beder hende om at kigge på sagen igen. Manden er privatdetektiv, fortæller han, men han vil ikke afsløre, hvorfor han graver i den gamle sag. Kajsa kaster sig ud i arbejdet, som hurtigt viser sig at være ret omfattende. Da en person findes død i den forsvundne piges hjemby, hvirvles Kajsa ind i efterforskningen.

Patienten er – præcis som seriens andre bøger – rigtig spændende. Det er en sammensat historie, og forbrydelserne står i kø. Som altid sker der en hel masse i Kajsa Corens liv – både professionelt og privat – og endnu en gang kommer hun under stort pres. En spændende krimi med et interessant plot og en stærk, modig og sympatisk hovedperson.

Jeg har tidligere anmeldt seriens fire første bind: Alene i mørket, I dødens  hænder,   De dødes sommer og Den tavse kvinde.

Læs mere om Patienten hos Alpha.

Læs videre

Emmas bog

emmasbog

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Emmas bog af Katrine Wessel. Bogen er 9. bind i den dejlige serie om Winther-dynastiet fra Trondhjem.

Frederik Winther og Emma Moen er begge flyttet til Kristiania. Emma forsøger at komme på afstand af ting i hendes fortid, der tynger hende. Frederik har et ønske om at slippe væk fra de tunge forpligtelser, der hviler på hans skuldre. Begge ønsker at starte på en frisk, men da de mødes igen, blusser kærligheden imellem dem op endnu en gang.

Det er ingen hemmelighed, at jeg er rigtig glad for serien om Winther-familien. Jeg glæder mig til hver ny bog i serien, og er indtil videre ikke blevet skuffet. Emmas bog er som de andre bøger i serien fuld af romantik, drama og intriger. Også i denne bog udvikler seriens faste personer sig, ligesom der træder nye farverige karakterer ind på scenen. Endnu et dejligt og underholdende bind i en skøn serie.

Jeg har tidligere anmeldt de øvrige bøger i serien: Familien WintherHvis du vil have mig, Rosenhavens hemmeligheder, Ellinors modige valgNår alt kommer for en dag  Sommeren på Oaktree Manor,  Familiebånd,  Den største gave og Tilbage til Rosenlyst.

Læs mere om Emmas bog hos Politikens Forlag.

Læs videre

De bedste familier

debedstefamilier

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst De bedste familier af Kim Blæsbjerg.

I 1953 flytter Cheminova sin fabrik fra Sjælland til Vestjylland. Ingeniøren Jørn og hans kone Karin og deres lille datter flytter med og tager hul på et nyt kapitel i livet.

Niels har tidligere arbejdet i landbruget, men bliver nu ansat på den nye fabrik. Han og hans kone Margrethe drømmer om en større og bedre lejlighed og i det hele taget en tryggere og bedre tilværelse for dem selv og deres tre børn.

De to familiers veje krydser hinanden via fabrikken, og de to kvinder lærer hinanden at kende og bliver efterhånden veninder.

I begyndelsen er der ingen, der rigtig forholder sig til det kemiske affald, som fabrikken leder direkte ud i havet. Ej heller ikke til de forgiftninger, som arbejderne jævnligt oplever. Efterhånden bliver de skadelige effekter af giftstofferne dog så tydelige, at de ikke længere kan bortforklares.

De bedste familier er en fængslende fortælling om overgangen fra efterkrigstid til velfærdssamfund. Om begyndende kvindefrigørelse og om loyalitet, svigt og utroskab.

Jeg har været fuldstændig opslugt af De bedste familier. Jeg har jo gennem det meste af mit liv løbende hørt om Cheminova, giftskandalen og den omfattende forurening. Men det er først nu, hvor jeg har læst Kim Blæsbjergs roman, at jeg for alvor får øjnene op for, hvor voldsomt giftfabrikken har påvirket et helt lokalsamfund. Og i virkeligheden os alle sammen. I hvert fald har jeg fået lyst til at sætte mig mere ind i hele historien om Cheminova. Samtidig tegner bogen et stærkt og realistisk billede af to familier, hvis liv på hver sin måde bliver kraftigt påvirket af Cheminova.

De bedste familier er en stor og meget stærk læseoplevelse. Bogen er velskrevet og karaktererne står så skarpt og troværdigt, at man næsten synes, at man kender dem personligt, når man vender de sidste sider i bogen. Efter endt læsning har jeg svært ved at slippe romanens personer. Jeg ville gerne vide, hvordan det gik dem videre frem. En stor og tankevækkende roman, der angår os alle.

Læs mere om De bedste familier hos Gutkind.

Læs videre