Kvinden i blåt

kvindeniblaat

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Kvinden i blåt af Elly Griffiths. Bogen er ottende, selvstændige bind i hygge-krimiserien om den skønne arkæolog og knogleekspert Ruth Galloway.

En mystisk kvindeskikkelse klædt i blåt bliver observeret på kirkegården i Walsingham. Dagen efter findes hun myrdet.

Samtidig bliver Ruth Galloway kontaktet af en bekendt fra studietiden, som er begyndt at modtage truende, anonyme breve, der indeholder referencer til “en kvinde i blåt”.

Det ser ud til, at der en en sammenhæng mellem den dræbte kvinde og trusselsbrevene. Kriminalinspektør Harry Nelson og hans team får travlt, for de frygter, at morderen vil slå til igen.

Kvinden i blåt er ligesom de andre bøger i serien både spændende og fuld af skøn humor. Jeg er efterhånden blevet så glad for Ruth Galloway og Harry Nelson, at det er udviklingen i deres indbyrdes forhold, jeg er allermest interesseret i, når der kommer en ny bog i serien. De to – og de andre gennemgående karakterer i serien – er simpelt hen så godt selskab. Jeg glæder mig allerede til næste bind i serien.

Jeg har anmeldt de syv første bøger i krimiserien om Ruth Galloway: Pigen under jorden, Løgnens hus, Huset på klippen,  Døden på museet,  Det tavse vidne, De udstødte og Stemmer fra graven.

Læs mere om Kvinden i blåt hos Gads Forlag.

Læs videre

Ærlighedsprojektet

aerlighedsprojektet

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Ærlighedsprojektet af Clare Pooley.

Julian Jessop er en ældre, excentrisk kunstmaler. Han spekulerer over den kendsgerning, at de fleste mennesker lyver om deres liv. Pynter lidt på sandheden. Men hvad ville der ske, hvis man i stedet for var ærlig? Julian stiller det store spørgsmål skriftligt i en notesbog, som han kalder Ærlighedsprojektet. Han lægger ud med at fortælle nogle sandheder om sig selv. Han fortæller blandt andet, at han føler sig ensom. Efterfølgende efterlader han den lille bog på et bord i en lille café, hvor han plejer at komme.

Da Monica, der ejer caféen, finder bogen, skriver hun sin egen historie i den, og sender den videre. Desuden beslutter hun sig for at prøve at gøre noget ved Julians ensomhed.

Efterhånden fyldes siderne i den lille notesbog med ærlige historier fra det virkelige liv. Det fører til, at seks fremmede en dag mødes i Monicas Café, hvor de efterhånden erkender, at ærlighed rummer både glæde og risiko.

Jeg har nydt at læse hver eneste side i Ærlighedsprojektet. Det er en fuldstændig vidunderlig roman. Den er velskrevet, fuld af humor, kærlighed, atmosfære  og gode vibrationer. Persongalleriet er ekstraordinært. Hver enkelt karakter er beskrevet så rammende og troværdigt, at man næsten synes, at man kender ham/hende. Flere af dem har tunge ting i bagagen – noget der præger deres liv. Det gør dem dejligt menneskelige og genkendelige. Ærlighedsprojektet minder mig på mange måder om Den italienske klasse af Maeve Binchy og hendes forfatterskab i det hele taget. Jeg er helt ked af, at jeg er færdig med at læse bogen, for jeg kom til at knuselske alle personerne i den – og nu savner jeg dem allerede lidt. Skynd dig at læse denne fantastiske bog om ærlighed, venskab og sammenhold – og om afhængighed.

Læs mere om Ærlighedsprojektet hos Forlaget Zara.

Læs videre

I medgang og modgang

imedgangogmodgang

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst I medgang og modgang af Lucy Dillon.

Jeannie har mødt sin drømmemand. Dan er en flot og charmerende fyr. Han er dyrlæge. Han friede til Jeannie på en meget romantisk måde. Jeannie sagde ja. Alt var skønt og helt perfekt. De følgende måneder brugte de to al deres tid sammen på at planlægge deres bryllup.

Nogle måneder senere sidder Jeannie i en bil sammen med sin far. Hun er klædt i en drøm af en brudekjole og på vej til Longhamptons rådhus for at blive viet til Dan. Hun er på vej til et helt nyt kapitel i sit liv. Det burde være en lykkelig dag, men pludselig føler Jeannie, at det hele er helt forkert.

Samtidig kommer Dan ud for en alvorlig ulykke. Jannie tilbringer det, der skulle have været deres bryllupsnat ved Dans seng på intensivafdelingen. Dan er i koma. Pludselig er deres lykkelige fremtid forvandlet til et mareridt. Jeannie plages af skyldfølelse. Er det hendes skyld det hele?

I medgang og modgang er den første bog af Lucy Dillon, jeg har læst. Det er en romantisk historie, der foregår i den hyggelige by Longhampton. Hunde og deres trofasthed spiller en ret stor rolle i historien. Jeg forestiller mig, at det vil være et ekstra plus for enhver, der selv har en hund, de er glade for. Jeg har været rigtig godt underholdt af romanen og dens hyggelige univers. Det er ren feel good, og jeg har umiddelbart lyst til at læse flere af Lucy Dillons bøger.

Læs mere om I medgang og modgang hos Forlaget Zara.

Læs videre

Pigen fra det store hvide skib

pigenfradetstorehvideskib

Reklame – bog modtaget som anmeldereksemplar fra Bog&idé. Indlægget indeholder reklamelinks.

Jeg har læst Pigen fra det store hvide skib af Jesper Bugge Kold og Mich Vraa.

I januar 1951 stævner hospitalsskibet Jutlandia ud fra Langelinie mod Korea. Ombord på skibet befinder sig nogle af Danmarks dygtigste læger og sygeplejersker. Blandt sygeplejerskerne er Molly. Hun har traumatiske oplevelser i bagagen. Seks år tidligere – på dagen for Danmarks befrielse – var hun med til at behandle døende og hårdt sårede. Desuden blev hun selv udsat for et brutalt overfald, der satte sine dybe spor. For Molly bliver arbejdet på Jutlandia en flugt fra fortiden.

I Korea har den 11-årige pige Yun også været udsat for forfærdelige oplevelser. Hun har mistet både hjem og familie i sin lille landsby i Nordkorea og har begivet sig ud på en farefuld færd mod syd.

I romanen følger læseren skiftevis Molly og Yun. På et tidspunkt flettes deres historier sammen, da de møder hinanden under dramatiske omstændigheder.

Pigen fra det store hvide skib er en både barsk og rørende historie. Den beskriver krigens rædsler, ondskab og konsekvenser. Men den fortæller heldigvis også om næstekærlighed, godhed og venskab. Det er en meget fin historie med et vellykket samspil mellem historiske fakta og fiktion. Romanens karakterer er meget forskellige og meget troværdige. Jeg har nydt at læse denne velskrevne roman og er endda blevet en lille smule klogere på den rolle, hospitalsskibet Jutlandia spillede under Koreakrigen. Jeg anbefaler bogen på det varmeste.

Læs videre

Ni liv

niliv

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Ni liv af Emelie Schepp. Bogen er sjette bind i krimiserien om Jana Berzelius.

En uhyggelig video deles på YouTube. Man ser en ung mand. Han er forslået og har sprængstoffer spændt fast til kroppen. Politiet finder frem til stedet, hvor filmen er optaget, og hvor manden befinder sig. Desværre kommer de for sent. Den unge mand er død. Han identificeres som medlem af banden Komados. Han er det fjerde bandemedlem, der er blevet dræbt i løbet af kort tid.

Anklager Jana Berzelius er tilknyttet sagen, der efterforskes af Mia Bolander og hendes nye makker Patrik Wiking. Opklaringsarbejdet besværliggøres af, at ingen i det kriminelle miljø har lyst til at snakke med politiet. Ingen har hørt eller set noget.

Også denne gang går begivenhederne nervepirrende tæt på Jana Berzelius personligt. Endnu en gang bliver hun konfronteret med oplevelser og personer fra sin fortid, som hun af al magt forsøger at gøre endeligt op med.

Ni liv er en hamrende spændende, god og velskrevet krimi. Tempoet er højt og begivenhederne dramatiske. Der er meget på spil. Det er fuldt fortjent, at Emelie Schepp hele tre gange er blevet kåret som Årets svenske krimiforfatter.

Jeg har tidligere omtalt Ondt blod og Fars dreng og Mester Jakob af Emelie Schepp.

Læs mere om Ni liv hos Politikens Forlag.

Læs videre