Helenes befrielse

helenesbefrielse

Reklame – bog modtaget som anmeldereksemplar fra Bog&idé. Indlæget indeholder reklamelinks.

Jeg har læst Helenes befrielse af Pernille Juhl People’sPress.

Bogen er andet bind i serien om Helene og hendes liv under Anden Verdenskrig.

Det er sommeren 1944. Danmark er stadigvæk besat. Krigen raser endnu, og Helene har det temmelig svært.
Arbejdet i modstandsbevægelsen bliver mere og mere farligt og utrygt. Der er uro internt i gruppen, fordi man frygter, at et af medlemmerne er stikker. Da mistanken retter sig imod Helene, sætter hun alt ind på at bevise, at hun er uskyldig.

Samtidig er hun stadig forelsket i den tyske soldat Johan, hvilket hverken hendes familie eller modstandsgruppen må vide noget om. Hvordan kan hun bevare både modstandsgruppens tillid og sit forhold til Johan?

Både i modstandsgruppen og hjemme hos forældrene mødes Helene af mistro, og hun føler også selv, at hun lyver hele tiden. Hun står i noget af et dilemma.

Bøger, der handler om livet under Anden Verdenskrig, står i høj kurs hos mig. Jeg synes, det et både spændende, lærerigt og gribende at læse om almindelige menneskers liv i en meget vanskelig periode i historien. Det var en farlig og utryg tid, men mange mennesker udviste både mod og medmenneskelighed. Helenes befrielse beskriver tiden set fra forskellige vinkler og er virkelig medrivende læsning. Første bind i serien, Helenes krig var god. Efter min mening er Helenes befrielse endnu bedre.

Jeg har tidligere anmeldt første bind i serien, Helenes Krig her på bloggen.

Læs videre

Skjult

skjult

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Skjult af Cara Hunter.

Skjult er anden bog i serien om kriminalinspektør Adam Fawley og hans team.

En ung kvinde og et lille barn findes spærret inde i en kælder. De er begge i en ret skrøbelig forfatning, og man ved ikke, hvem de er. Kvinden siger ingenting, og hverken hun eller barnet findes i politiets database over savnede. Den gamle mand, der ejer huset, siger, at han aldrig har set dem før.

Under efterforskningen finder man en forbindelse til en anden uopklaret sag om en savnet kvinde. Det viser sig, at denne anden kvinde boede lige i nærheden af det nye gerningssted.

Jeg har været virkelig godt underholdt under læsningen af Skjult. Romanen er både spændende og velskrevet og med et ualmindelig udspekuleret plot. Handlingen tager flere gange en uventet drejning, og spændingen holder hele vejen igennem. En rigtig solid krimi, hvis slutning ikke er til at regne ud på forhånd – jeg kunne i hvert fald ikke. Jeg ser allerede nu frem til den næste bog i serien om Adam Fawley og hans team.

Jeg har tidligere anmeldt Familiens synder af Cara Hunter her på bloggen.

Læs mere om Skjult hos Gads Forlag.

Læs videre

Bobler, bullshit og børsfest

boblerbullshitogboersfest

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Bobler, bullshit og børsfest – Hvad enhver investor bør vide af Lars Tvede.

Forlaget skriver:

Sådan navigerer man ifølge den succesrige erhvervsmand Lars Tvede på et børsmarked i krisetid.

 Dagen før coronakrisen ramte alverdens børsmarkeder som et tungt hammerslag, solgte Lars Tvede alle sine aktier. Han tjente penge på nedturen og købte aktierne tilbage, da kurserne nogle uger senere var tæt på at ramme bunden. I den efterfølgende turbulens dansede han vellykket rundt på børserne, og da roen sænkede sig en anelse hen over sommeren, kunne han sætte en pænt stor gevinst ind på kontoen.

Hvordan bar han sig ad? Hvordan lykkedes det ham at læse markedet? Hvordan brugte han den viden og erfaring, som han har erhvervet gennem snart 40 år som investor og iværksætter, til at træffe rationelle beslutninger, mens mange andre investorer var ramt af panik?

I Bobler, bullshit og børsfest har Lars Tvede i en række korte, informative og letforståelige kapitler samlet alle sine vigtigste grundregler, budskaber og pointer.

Det har været en fornøjelse at læse Bobler, bullshit og børsfest. Jeg har ikke tidligere læst bøger om at investere. Måske fordi jeg har forestillet mig, at det ville være meget tørt stof. Lars Tvedes bog er alt andet end tør. Den er både underholdende, informativ, inspirerende og humoristisk. Jeg må ærligt indrømme, at der nok er passager, der må læses igen for at få forståelsen helt på plads. Men jeg synes absolut, at jeg har lært noget om investering ved at læse bogen. Og det var jo netop målet – at jeg så har været godt underholdt undervejs er bare et ekstra plus.

Læs mere om Bobler, bullshit og børsfest hos Politikens Forlag.

Læs videre

Rampen

rampen

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Rampen af Jesper Stein.

Mange kender Jesper Steins krimiserie med Axel Steen som hovedperson. Nu er Jesper Stein aktuel med en helt anden type bog. I Rampen fortæller forfatteren en meget personlig og hudløs historie om forældrenes skilsmisse og dens konsekvenser for hele familien.

Efter 29 års ægteskab forlader Finn Stein Larsen sin kone, fordi han har forelsket sig i en af sine gymnasieelever på Katedralskolen, hvor han er lærer. Det kommer som et chok for både hans kone og de to sønner.

Pludselig er familien brudt op, og Jesper befinder sig alene i hjemmet med sin mor. Hun er ked af det, bitter og vred. Hun forlanger, at sønnen viser hende loyalitet og opmærksomhed. Alting er forandret. Familiens liv er forvandlet fra et trygt og kærligt familieliv til et minefelt, der mildt sagt er vanskeligt for en teenager at navigere i.

Skilsmissen påvirker hele familiens liv og indbyrdes forhold helt frem til forældrenes død – og sandsynligvis længere endnu.

Rampen er en fortælling om en familie, der krakelerer fuldstændig. Om utroskab, svigt og druk. Om skår, der ikke kan klinkes. Om sår, der ikke kan heles. Om at drukne sorgerne i alkohol og om at gentage destruktive mønstre. Historien er fortalt med nerve og uden omsvøb. Et smerteligt regnskab gøres op. Et liv på godt og ondt. Man mærker smerten og sorgen over, at alting blev, som det blev. Man mærker heldigvis også undertonen af ømhed og kærlighed. Og ikke mindst mærker man viljen til at bryde mønstre, rette op og ændre kurs. Rampen er en utroligt stærk og vedkommende roman, som jeg vil anbefale på det varmeste.

Jeg har tidligere anmeldt Solo af Jesper Stein her på bloggen.

Læs mere om Rampen hos Politikens Forlag.

Læs videre

Midnatsbanden

midnatsbanden

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Engang imellem får jeg lyst til at læse og anmelde en børnebog. Denne gang har jeg valgt en bog, der vil egne sig til højtlæsning for børn fra 7-8 års alderen. Lidt større børn kan nok læse bogen selv.

Jeg har læst Midnatsbanden af David Walliams.

På det meget, meget usædvanlige Futtenborg Hospital ligger fem børn i deres senge på en stue på børneafdelingen. Det er nat. Børnene venter på, at den ualmindeligt strenge oversygeplejerske skal falde i søvn, så løjerne kan begynde. Børnene er med i Midnatsbanden, og når klokken slår tolv, skal de ud på eventyr.

Midnatsbanden er en sjov og skæv fortælling om de fem børns vilde, natlige eventyr. Det er en fortælling om venskab og magi og om drømme, der godt kan gå i opfyldelse. Der er naturligvis også en morale i historien, som der er i alle gode eventyr.

Midnatsbanden er en af den slags børnebøger, man som voksen kan glæde sig til at læse for sine børn. Den er nemlig fuld af underfundig og  skæv humor, som både børn og voksne vil synes om.

Læs mere om Midnatsbanden hos HarperCollinsNordic.

Læs videre