Kræmmerfund og kærlighed

kraemmerfundogkaerlighed

Reklame – bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Kræmmerfund og kærlighed af Ewa Klingberg. Bogen er første bind i Huskvarna-serien.

Felicia er lige blevet skilt. Hun sidder tilbage uden møbler og uden penge. Til gengæld er hun eneejer af en gammel, saneringsmoden udlejningsejendom. Hun flytter ind i en af lejlighederne i ejendommen, hvor lejerne jævnligt banker på hendes dør for at fortælle om stoppede afløb og andre problemer. Heldigvis bliver hun også budt på kanelboller, hyggesnak og venskab.

Felicia aner ikke, hvordan hun skal få sin økonomi til at hænge sammen. Midt i det hele møder hun Jonathan, der er antikvitetshandler. Han tilbyder at hjælpe med at indrette hendes lejlighed med fine, gamle møbler.

Senere viser det sig, at et skab, som Jonathan har taget med til lejligheden, har et hemmeligt rum. I det rum gemmer sig noget, der fortæller en historie om Nanny, der engang var ung pige i huset hos en velhavende svensk familie. En historie om kompliceret kærlighed.

Romanen fortælles i to spor i hver sin tid. I det ene følger læseren Felicia og hendes bestræbelser på at skabe sig et hjem og en god fremtid efter skilsmissen. I det andet fortælles historien om Nanny, der som bare elleveårig fik plads som ung pige i huset. Efterhånden dukker der ting op i historien om Felicia, der trækker tråde tilbage til Nanny.

Jeg har simpelt hen hygget mig så meget med at læse Kræmmerfund og kærlighed. Det er en både romantisk og humoristisk roman. Den er skrevet i en let tone og har en høj underholdningsværdi. Bogen er et rigtig godt bud på den perfekte ferielæsning. Jeg glæder mig allerede til næste bind i serien.

Læs mere om Kræmmerfund og kærlighed hos Gads Forlag.

Hvis du kan lide at læse romaner, der foregår i to tidsspor, kan jeg også anbefale Alle blomsterne i Paris.

Læs videre

Når violerne blomstrer

naarviolerneblomstrer

Reklame – bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Når violerne blomstrer af Sarah Jio.

Emilys liv har taget en drejning. Hendes mand har forladt hende, og hun er dybt ulykkelig. Desuden er hun i den situation, at hun er gået fuldstændig i stå med sit arbejde. Hun er forfatter og har skrevet en bestseller, men det er efterhånden ti år siden, og hun har ikke skrevet noget siden.

Emily søger tilflugt hos sin gamle tante, der bor på en ø, hvor Emily har tilbragt sin barndoms somre.

På gæsteværelset i tantens hus finder Emily en gammel dagbog. Den er skrevet tilbage i 1940’erne og fortæller en kompliceret kærlighedshistorie og antyder gamle hemmeligheder. Dagbogen og dens indhold får stor betydning for Emily.

Romanen fortælles i to tidsspor, som efterhånden flettes samme på fineste vis.

Når violerne blomstrer er en kærlighedshistorie fuld af romantik, hjertesorg og hemmeligheder. Jeg har været godt underholdt af bogen, der er ren feelgood og oplagt ferielæsning.

Jeg har tidligere anmeldt Alle blomsterne i Paris af Sarah Jio.

Læs mere om Når violerne blomstrer hos Gads forlag.

Læs videre

Højsangen fra Palermovej

hoejsangenfrapalermovej

Reklame – bog modtaget som anmeldereksemplar fra Bog&idé. Indlægget indeholder reklamelinks.

Jeg har læst Højsangen fra Palermovej af Annette Bjergfeldt.

Esther er bogens fortæller. Hun har to søstre – en storesøster og en tvillingesøster. Pigernes mor er dansk, stewardesse og clairvoyant. Faderen er en rar svensk tømrer med en stor interesse for brevduer. Mormoren, Varinka er født i Rusland og var engang den oversavede dame i et cirkus. Senere blev hun gift og fulgte med sin  romantiske og kunstinteresserede Hannibal til Danmark.

Nu bor hele familien i en stor villa på Palermovej på Amager. De er en broget flok med vidt forskellige interesser og talenter. Der er store armbevægelser og alt andet end kedeligt i hjemmet på Palermovej.

Højsangen fra Palermovej er en familiekrønike med saft og kraft og en historie om jagten på den helt store kærlighed. Historien om de tre generationer i den store villa er fortalt i et meget farverigt og til tider ret kontant sprog. Der er ikke lagt fingre imellem i beskrivelserne af hverken mennesker eller dyr. Fortællingen er både sprudlende, tragikomisk og magisk. Faktisk er den lidt svær at sætte i bås, for den har så mange facetter, men først og fremmest er den velfortalt og meget, meget underholdende.

Læs videre

En pige uden lige

enpigeudenlige

Reklame – bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst En pige uden lige af Marc Levy.

I En pige uden lige møder vi Chloe, der var et af ofrene for bombeangrebet i Boston i 2013.  Hun var skuepiller dengang, men nu ernærer hun sig ved at indlæse lydbøger. Hun kæmper bravt for at komme videre i livet på trods af det handicap, bombeangrebet påførte hende.

En dag dukker en ung mand op som vikarierende elevatorfører i den ejendom, hvor Chloe bor sammen med sin far. Den unge mand, Sanji er meget charmerende, synes Chloe. Han på sin side bliver meget tiltrukket af hende. Det viser sig, at de har en hel del tilfælles. De er begge to temmelig stædige, selvstændige og fast besluttede på at leve efter deres egne regler. Men der er noget ved Sanji, som Chloe endnu ikke ved.

En pige uden lige er en rigtig sød kærlighedshistorie. Tonen i romanen er let, afslappet og fuld af humor. Jeg må sige, at jeg har været godt underholdt af denne varme, underfundige og ret sjove historie.

Læs mere om En pige uden lige hos Forlaget Turbulenz.

Læs videre

Vildskud

vildskud

Reklame – bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Vildskud af Julie Hastrup. Bogen er ottende bind i krimiserien om drabsefterforsker Rebekka Holm.

Johanna og hendes mand har mistet deres yngste barn under en ferie i Italien. Johanna bryder helt sammen og kan slet ikke samle stumperne af sit liv op igen. Derfor deltager hun i en sorggruppe.

En dag begynder en ny i gruppen. Det er Mille, der har mistet sin søster. Mille er fuld af hævntørst. Hun ønsker virkelig at hævne sig på den person, hun mener, er skyld i søsterens død. Milles hævntørst ændrer noget i sorggruppen. Det er som om, den smitter.

Rebekka Holm kæmper i sit privatliv med at rumme og acceptere, at hendes kæreste, Niclas er helt forandret. Han er ikke længere er den samme, som han var, før han blev udsat for et drabsforsøg. Måske bliver han aldrig den samme igen.

En dag bliver Rebekka kontaktet af en barndomsven. Han fortæller, at han er bekymret for sin søn, Elias, der i et stykke tid har modtaget trusler i form af anonyme breve og telefonopringninger. Da Elias forsvinder, bliver sagen pludselig meget bekymrende.

Jeg er kæmpestor fan af Julie Hastrups bøger om Rebekka Holm. De er allesammen så spændende og velskrevne. Jeg troede egentlig ikke, at serien kunne blive bedre, men det kunne den alligevel. For Vildskud er i en liga for sig. Det er en utrolig spændende og intens roman om sorg, hævntørst og selvtægt. Karaktererne er interessante og står knivskarpt, og man kan sætte sig ind i deres tanker og følelser. Romanen er slet ikke til at lægge fra sig, før sidste side er vendt. Den er både spændende, vedkommende og overraskende – og giver stof til eftertanke.

Der er kun en enkelt lille ting at sætte en finger på ved denne yderst vellykkede krimi. Der er lige lovlig mange små skønhedsfejl, der kunne have været fanget i en grundigere korrektur. Det gnaver lidt som en lille sten i skoen, men kan heldigvis på ingen måde ødelægge den fremragende læseoplevelse.

Jeg har tidligere anmeldt Blodspor og Mirakelmanden – andre bind i serien om Rebekka Holm.

Læs mere om Vildskud hos Politikens Forlag.

Læs videre