Bog modtaget som anmeldereksemplar.
Jeg har læst Når jeg ser dig fra en vis afstand af Trine Lundager.
Kirstine er midt i sit livs krise. Hendes mand har været hende utro, og hun ved ikke, hvad der nu skal ske. Som psykolog lever hun ellers af at rådgive andre om, hvordan man håndterer parforholdsproblemer. Men nu handler det om hendes eget parforhold, og hun føler, at gulvtæppet er trukket væk under hende.
For at få det hele lidt på afstand og tænke tingene igennem i fred og ro, søger hun tilflugt i et lejet sommerhus på en lille ø i Vadehavet. Det er uden for sæsonen, og alt virker koldt og øde. Men så møder hun en ældre ravsamler, Ejvind på stranden. Det er et møde, der bliver starten på et usædvanligt venskab.
Hold da op – sikke en dejlig roman. Jeg har været fuldstændig opslugt, mens jeg har læst den. Da jeg begyndte at læse, regnede jeg med, at bogen ville handle om utroskab og svigt. Og det gør den da også. Men for mig at se handler den om relationer mellem mennesker i det hele taget. Især om venskaber. Det helt betingelsesløse og sjældne venskab, hvor man bare nyder hinandens selskab. Men også den slags såkaldte venskaber, hvor den ene giver, og den anden tager.
Bogen er skrevet i et dejligt flydende og meget beskrivende sprog. Persongalleriet er troværdigt – som taget lige ud af virkeligheden. Jeg har slet ikke lyst til at slippe bogens karakterer. Jeg vil så gerne vide, hvad der sker dem videre frem. Jeg er kommet til at holde af de fleste af dem.
Når jeg ser dig fra en vis afstand er en af den slags helt særlige bøger, som jeg tror, jeg vil læse igen. Nu kender jeg handlingen, men jeg vil gerne læse den en gang mere bare for at nyde sproget. Og måske opdage nuancer, jeg ikke har fået øje på i første omgang.
Bogen kan varmt anbefales.
Læs mere om Når jeg ser dig fra en vis afstand hos Alpha.