Fornylig fik jeg en forespørgsel fra Pixum, om jeg kunne tænke mig at prøve at lave en fotokalender.
Det kunne jeg da godt tænke mig, for jeg er glad for den fotobog, jeg tidligere har fået lavet.
Så jeg kastede mig over opgaven. Efter at have overvejet, om kalenderen måske skulle ende med at være årets mandelgave, valgte jeg bare at lave en kalender til mig selv.
Jeg bestemte mig for at lave en ret stor vægkalender. Så valgte jeg billeder ud og gik i gang med at placere dem på de forskellige sider i kalenderen.
Der er sikkert ikke noget i vejen med programmet. Det er snarere min tålmodighed (eller mangel på samme), der er problemet.
I hvert fald blev min tålmodighed udfordret undervejs. En enkelt gang lukkede jeg programmet ned i ren og skær frustration og raseri over, at jeg ikke kunne finde ud af at få placeret billederne, som jeg ville. Heldigvis tog jeg fat på opgaven igen, da jeg var kølet lidt af.
Det endte godt. Jeg fik lavet en kalender.
Jeg bestilte kalenderen sent søndag aften, og onsdag formiddag blev den leveret. Det er da lynhurtig ekspedition.
Nu glæder jeg mig til at have nogle af mine yndlingsbilleder på væggen hele næste år.