Blog
I søndags, da vi sad og hyggede os i køkkenet, kiggede Sander kærligt på mig hen over kanelsneglene og sagde sødt: “Gamle Farmor.”
Jeg skyndte mig at inddrage Henrik (for hvem gider være den eneste, der bliver kaldt gammel?) ved at spørge Sander, om han synes, at Farfar og Farmor er gamle. Den søde dreng svarede frejdigt og uden tøven: “I er gamle.”
Jamen så fik vi da det på plads!
I går var jeg et smut forbi Femina Live i Forum. Jeg havde været så heldig at være blandt vinderne, da Børn i byen udloddede billetter.
Egentlig var det min mening at overvære overrækkelsen af priser til vinderne af Femina Blogawards, men det kunne jeg ikke nå. Til gengæld hørte jeg Lizl Rand tale om angst. Det var kloge ord.
Og så handlede det jo ellers bare om at snuse lidt rundt og kigge på alle de forskellige stande.
Da jeg tog hjem igen var det med tasken fuld af spændende, gratis læsestof. Det er slet ikke så dårligt med sådan en stak blade, når man trænger til at slappe lidt af.
Så skal der læses.
Her i huset støtter vi flere forskellige sygdomsbekæmpende organisationer. Det gør vi, fordi de pågældende sygdomme på den ene eller anden måde har påvirket vores liv, og fordi vi gerne vil bidrage til bekæmpelse af dem.
Så vi betaler kontingenterne og læser medlemsbladene. Og det er det. Bare ikke i den ene forenings tilfælde.
Sidste år blev jeg ringet op af en dame fra den forening. Hun stillede en masse spørgsmål. Blandt andet ville hun gerne vide, hvorfor jeg havde valgt at støtte netop denne forening. Jeg svarede på både dette og en del andre spørgsmål. Jeg svarede også (benægtende) på, om jeg ville støtte foreningen med ekstra penge udover mit medlemskontingent.
Så langt, så godt.
I går ringede så en anden dame fra den selvsamme forening og begyndte at stille spørgsmål. Hun lagde ud med at spørge om, hvorfor jeg havde valgt at støtte foreningen. Der var jeg lige ved at eksplodere og fortalte hende, at jeg fremover stadig vil betale mit kontingent, men at jeg ikke igen og igen vil gøre rede for, hvorfor jeg gør det. Jeg fortalte hende også, at jeg vil frabede mig at blive ringet op igen, hvis ikke man har andet ærinde, end at stille de samme spørgsmål igen.
Irriterende spørgsmål bliver nemlig ikke mindre irriterende af at blive gentaget.
I aftes var vi i Glassalen i Tivoli. Vi så Peter A.G. i Det Scene Show 2 – Velkommen til KøbenhAGn.
Jeg er jo lidt pjattet med ham Peter. Jeg kan godt lide, når han giver den gas med de gamle sange, og får hele salen til at skråle Det’ den dejligste morgen i hundrede år. Og jeg kan godt lide det, han siger imellem numrene. Der kommer altid et eller andet underfundigt, som man kan gå og vende og dreje inde i hovedet bagefter.
I aftes kom han bl.a. ind på det der med, at man ikke skal holde op med at bide livet i låret og udvikle sig som menneske, bare fordi man ikke er helt ung længere. Han sagde det så fint og poetisk: Et træ stopper jo ikke væksten. Det bliver ved med at blomstre, indtil det knækker.
Nemlig.
Lørdag eftermiddag tog vi Sander med en tur i skoven.
Han havde en flot medalje på. Den havde han fået, da han sammen med sin mor løb Hjerteløb i BonBon-Land tidligere på dagen.
Heldigvis var der flere kilometer tilbage i hans ben, så vi gik en dejlig tur til Svenskekløften i Hesede Skov. Undervejs kiggede vi på store myretuer, hørte en spætte, fandt årets første, bittesmå kastanjer og hyggede os i det hele taget gevaldigt.
På et tidspunkt foretog Sander pludselig et ordentligt rejehop. Det viste sig, at han hoppede over en snog, der lå og solede sig på stien. Snogen forsvandt lynhurtigt – Sander ville elllers gerne have kigget nærmere på den.
Vi havde en dejlig tur i det skønne vejr, men til sidst var Sander alligevel godt træt i benene.