Blog
Jeg hentede Sander i børnehaven i går.
Der er ikke noget bedre end at stå der i døren til stuen og se ham sammen med de andre børn og vente på det øjeblik, hvor han får øje på mig og glad kommer stormende.
Vi fik os en god snak om mange forskellige emner i bilen på vejen hjem. Sander snakker løs og siger de skønneste ting. Sådan en lille eftermiddagssnak på tomandshånd er guld værd.
Det er sådan en dejlig regnvejrsdag i dag med stille, silende regn. Godt for haven og godt for så meget andet.
Jeg nyder at kigge ud på regnen, mens jeg hygger mig med indendørs sysler. Jeg har startet en rugbrødsdej op, så er der lagt an til at bage gode, økologiske rugbrød i morgen. Jeg har også rørt en dej til en gang langtidshævede grovboller til i aften. En af de sidste poser hindbær fra sidste år er hentet op fra fryseren og er blevet til hindbærsyltetøj.
Mens jeg går og sysler, fryder jeg mig over den skønne buket bonderoser, Henrik havde købt med hjem til mig i går. Og jeg tænker på den film, vi så i aftes. Jeg havde lejet Den Skaldede Frisør. Alle andre har med garanti set fimen for længe siden, men vi fik den altså først set i går. En dejlig film.
Jeg tænker også på Sander. Han døjer med græspollenallergi. Så også for hans skyld glæder jeg mig over regnen. Den renser luften for pollen og giver forhåbentlig Sander og andre plagede græspollenallergikere en lille pause fra de allergiske reaktioner.
Jeg havde lovet at passe Sander et par timer i aftes, mens forældrene smuttede en tur i biografen.
Henrik var optaget af arbejde men ville dukke op, hvis han kunne nå det før Sanders sengetid.
Sander og jeg legede med biler, og vi nåede også at kigge i den nye fotobog sammen. Sander syntes, det var sjovt, at det var ham, der var på alle billederne.
Lige da Sander var klar til at blive puttet, arriverede Henrik, og Sander besluttede omgående, at han ville puttes af Farfar.
Jeg lyttede til deres samtale inde på værelset. Sander ville gerne have svar på, om det var rigtigt, at det var os, der havde bestemt, at hans far skulle hedde Jakob. Det blev bekræftet. Sander fortalte, at det var Bedstefar og Mormor, der havde bestemt, hvad hans mor skulle hedde. Derefter skulle der også lige styr på, hvem der havde bestemt, at Farfar skulle hedde Henrik, og om det var Farfar, der havde bestemt, hvad Farmor skulle hedde.
Da der var styr på navnene og hvem, der havde bestemt dem, blev Farfar venligt men bestemt bedt om at forlade værelset, og Sander lagde sig til at sove.
Hvis nogen skulle tro, at det er kedeligt at bo i vores lille stationsby på Sydsjælland, så kan de godt tro om igen.
Se bare skriften på væggen i tunnellen under landevejen, der går gennem Holme-Olstrup.
I fredags, da vi var til bedsteforældredag i børnehaven, tog Sander os med på en rundtur for at se hele den store legeplads, der hører til børnehuset. Vi skulle se og prøve det hele.
På et tidspunkt skulle vi forcere en stejl skrænt. Det var en høj græsklædt jordvold. Der var trådt en smal og ujævn sti opover skrænten. Jeg har temmelig meget højdeskræk, og vil helst ikke stige op på noget, der er ret meget højere end en stol, så jeg sagde hurtigt, at der troede jeg altså ikke, at jeg kunne klatre op.
Sander og Farfar var allerede et godt stykke oppe og Sander kiggede sig over skulderen og sagde engleblidt:” Prøv, Farmor. Du kan godt!”
Så positive forventninger var jeg selvfølgelig nødt til at leve op til, så jeg skød hjertet op i livet, holdt blikket stift rettet mod stien – så jeg undgik at kigge ned i “afgrunden” – og steg op til de to, der ventede oppe på toppen. Sander sagde glad og anderkendende : ” Det kunne du godt!”
Nu var det jo ikke ligefrem ekstremsport – vi befandt os trods alt på en børhehaves område, men alligevel var det en god følelse, at gøre noget jeg egentlig ikke rigtig turde. Når man nu ikke har hverken B.S. Christiansen eller Chris MacDonald til at coache sig, så er det godt, at man har et barnebarn, der kan klare jobbet.