Rigtige kanelsnegle og gamle billeder

Kanelsneglene, som Henrik bagte i går, var virkelig gode. Det syntes Sander også. Han kigggede beundrende på den første, han fik over på sin tallerken  – også nedenunder – og sagde glad: “I har lavet rigtige kanelsnegle!” Og så gik han ellers til den og spiste to snegle, som han havde sagt, at han ville.

Mens vi hyggede os med kaffen og sneglene, kom vi til at snakke om en af de ferier, vi var på i gamle dage.  Vi måtte lige have de gamle feriebilleder frem og kigge lidt på dem.

Mens vi voksne sad og kiggede på de gamle billeder, legede Sander lidt for sig selv, men han kom af og til og kiggede lidt med i albummet. To gange pegede han på 20-25 år gamle billeder af sin farfar og sagde: “Det er Far.” Da han fik at vide, at det var Farfar, troede han overhovedet ikke på det. Han var sikker på, at vi lavede sjov med ham. Det varer nok lidt endnu, før han forstår, at den er god nok.

Læs videre

Forberedelser

Henrik har lagt dej til kanelsnegle. Det er det eneste, han bager, men til gengæld er han hamrende god til det. Jeg bager aldrig kanelsnegle, det overlader jeg hellere end gerne til ham

Der er selvfølgelig en særlig grund til, at der er bagning på programmet så tidligt på morgenstunden. Vi har tidligere på ugen lovet Sander, at han må komme hjem til os og spise kanelsnegle søndag formiddag. Han har sagt på forhånd, at han vil spise to.

Læs videre

Pot og pande

Vi hentede Sander i børnehaven i går. Hans stue var tom, da vi kom, så vi fortsatte ud i fællesrummet. Der stod vi lidt og kiggede os omkring for at lokalisere krudtuglen.

Sander og jeg fik øje på hinanden, og han kom blæsende hen til mig, hægtede sig fast på mit ene ben og sagde: “Hej Farmor. Hvor er Farfar?” Jeg pegede på Farfar, som Sander var løbet lige forbi uden at ænse. Sander fløj i armene på ham med ordene: “Hej Farfar. Jeg er glad for at se dig!”

De to er pot og pande.

I dag er Sander treogethalvt år. Hvor tiden dog flyver.

Læs videre

Det skulle da være min mindste kunst

I går, da vi var på Gisselfeld, ville Sander gemme sig i en lille “hule” under nogle træer – et sted han kan huske fra tidligere besøg derude. Han ville gemme sig for så at komme springende frem og sige bøh til sin far og farfar. Han ville nemlig lege, at han var et farligt monster. Jeg skulle med, for som Sander sagde: “Du skal også være et monster, Farmor.”

Selvfølgelig. Det skulle da være min mindste kunst.

Læs videre

Hele byens – skat

Da vi passede Sander forleden, sagde jeg til ham, at han var ” Fars dreng, Mors skat, hele byens abekat.” Jeg sagde det et par gange i aftenens løb, og han brokkede sig lidt og sagde: ” Neej, jeg er Fars skat.” Og så snakkede vi ikke mere om det.

I dag sendte min søn mig så en sms og fortalte, at Sander går rundt og siger: ” Fars skat, Mors skat, hele byens Mors skat.”

Den sidder ikke lige i skabet, men jeg synes, at det er så kært, at han har taget den lille remse til sig. Det er da også meget bedre at være en skat end en abekat.

Læs videre