Det lugter lidt af en ny støvsuger

Min støvsuger lugtede af brændt plastik, da jeg støvsugede her til morgen. Det opfatter jeg som et vink med en vognstang om, at den synger på allersidste vers. Jeg vidste godt i forvejen, at den var ved at være udtjent.

Der må omgående købes en ny, for jeg får nervøse trækninger bare ved tanken om ikke at have en velfungerende og effektiv støvsuger i huset.

Da jeg havde stillet støvsugeren til side, skyndte jeg mig ud for at nyde den smukke morgen. Det er ikke meget, der slår sådan en septembermorgen med lunt solskin og en snert af kulde i luften. Det var dejligt at gå en rask tur og få frisk luft i lungerne efter episoden med støvsugeren.

Nu skal der studeres tekniske specifikationer på nettet, så jeg er nogenlunde sikker på, hvad jeg går efter, når jeg senere på dagen skal ud og købe ny støvsuger.  Faktisk har jeg været glad for den gamle, så det ender sandsynligvis med en af samme mærke.

Læs videre

Farmor hedder ikke Mor

Sander ville gerne lige hjem og hilse på os, da han var på vej hjem fra børnehave sammen med sin far. Så de lagde vejen forbi og slog en lille sludder af.

Da de skulle til at køre igen sagde sønnike: “Vi ses, Mor.” Det fik Sander til at grine, og han sagde overbærende: “Neeej, Farmor hedder ikke Mor, hun hedder Farmor!”

Det er da heller ikke til at hitte rede i, når folk sådan render rundt og hedder både det ene og det andet.

Læs videre

Det er til at få røde knopper af

Sander aflagde os et lille besøg i går eftermiddags. Han havde haft en lidt hård dag, der var begyndt med besøg hos børnelægen for at få lavet priktest. Han har nemlig haft symptomer, der afgjort lignede allergiske reaktioner, i sommerens løb. Blodprøver havde  også tydet stærkt på allergi og nu skulle det undersøges nærmere. Sander fortalte, at lægen “stikkede” ham.  Det var jo ikke særlig rart, men nødvendigt.

Jeg havde egentlig håbet på, at vi i vores familie efterhånden havde taget vores part, hvad allergi angår.

Det havde vi så ikke. Der var mere, hvor det kom fra. I hvert fald er der nu klarhed over, at familiens yngstemand er allergisk overfor græspollen og kat.

Vi har snakket om, at det jo i hvert fald er praktisk, at vi i familien i forvejen kender så meget til allergi. Det gør det hele lidt nemmere.

Læs videre

Når man trænger til en power nap …

Sander og hans far var lige forbi i ti minutter sidst på eftermiddageni går.

Sander er ved at blive vænnet fra sin middagssøvn, så faderen var i gang med den svære øvelse det er, at holde en dødtræt tre-årig vågen gennem den kritiske ulvetime.

Det var en lidt klatøjet og temmelig pirrelig lille Rasmus Modsat, der kom og hilste på. Han var så træt, at han ikke rigtig vidste, hvad han ville – bortset fra selvfølgelig at det skulle være noget andet end det, vi andre ville. Der var ikke rigtig nogen, der kunne gøre noget rigtigt. Han blev endda sur over, at jeg vinkede til ham, da han skulle hjem igen.

Jeg gik selv alt for sent i seng i aftes, og kunne godt mærke her til morgen, at mangel på søvn nemt kan tage toppen af humøret.

Læs videre

Ufrivillig pause

Mine planer for denne formiddag er bl.a. at gøre rent på badeværelset og at røre en bolledej sammen.

Nu er der imidlertid dømt pause. Jeg har nemlig ikke noget vand.

Jeg håber, at pausen ikke bliver af længere varighed, men jeg må i hvert fald nok regne med, at jeg ikke når de planlagte gøremål, mens det stadig er formiddag. Og under alle omstændigheder er det svært at undvære vand i hanen. Men så kan jeg jo meget passende benytte mig af lejligheden til at tænke over, hvor stor en behagelighed det faktisk er at have både koldt og varmt vand til rådighed. Det er jo ikke en selvfølge for alle mennnesker i denne verden.

Desuden er en lille ekstra pause jo ikke til at kimse ad.

Læs videre