Vi hentede Sander i børnehaven i eftermiddags og skulle passe ham en halvanden times tid.
Vi havde et ærinde i byggemarkedet. Vi skulle have en pakning til et blandingsbatteri. Ikke umiddelbart et indkøb der behøvede at tage ret lang tid. Der havde vi imidlertid forregnet os, for at slippe Sander løs i et byggemarked var næsten bedre, end hvis vi havde taget ham med ind i en legetøjsforretning. Han var fuldstændig solgt. Han gik rundt og kiggede helt forelsket på boremaskiner, skruemaskiner og stiksave for ikke at snakke om plæneklippere og græstrimmere.
Aldrig før har jeg set nogen være så begejstret over udvalget af tommestokke, vatterpas og bidetænger.
Det var det sjoveste besøg i et byggemarked, jeg har oplevet til dato – og så havde de endda slet ikke den pakning hjemme, som vi kom for at købe.