Hvad skal man tro – om overtro

Her til morgen, da jeg gik min morgentur, løb en sort kat over stien foran mig. Helt automatisk formede mine læber et stille 7-9-13, og jeg drejede hovedet og antydede et spyt over venstre skulder.

Jeg banker også under bordet. Hvis jeg spilder salt, kaster jeg lidt af det over venstre skulder. Jeg går ikke under stiger. Jeg er heller ikke glad, når jeg får knust et spejl, men jeg har vist baldret så mange, at det rækker til det meste af et liv. Og sådan er der så meget.

Det er en lille smule flovt, men jeg tør ikke rigtig lade være med at udføre de der små manøvrer, der angiveligt skal afværge ulykker. Jeg gør det “for en sikkerheds skyld.” Man skal jo ikke udfordre hverken skæbnen eller Nemesis, vel?

Selv om det er en anelse flovt at være lidt overtroisk er det på en måde også hyggeligt, for det er jo noget, man har med hjemmefra. Jeg kan da tydeligt huske, at især min mor altid gjorde opmærksom på de ting,  man skulle vare sig for. Når jeg synger i brusebadet om morgenen, kan jeg somme tider høre hendes stemme for mig, når hun sagde: ” Den, der synger fra morgenstunden, græder inden aften.”

Jeg vil ikke betegne mig selv som meget overtroisk, men jeg kan ikke nægte, at der ligger lidt af det på rygmarven.  Det er en del af min bagage fra barndommen.

Læs videre

Til livsstilsmesse på skønne Ledreborg

I går var vi på livsstilsmesse på Ledreborg. Der var mange fine ting og sager at kigge på, vejret var herligt og omgivelserne helt fantastiske.

I min grønne ungdom boede jeg nogle år meget tæt på Ledreborg. Dengang travede jeg veje og stier tynde i det smukke område, og  jeg holder stadig meget af at komme der.

Læs videre

Vinder af Da Carl blev rasende

Jeg har trukket lod blandt deltagerne i konkurrencen om bogen om elefantungen Carl.

Vinder af bogen blev Susanne, der skrev : “En skøn bog at vinde til mine skønne børnebørn !!”

Susanne, send mig en mail med dit fulde navn og din adresse, så varer det ikke længe, før du og dine børnebørn kan læse bogen om Carl.

 

Læs videre

Tre år

I dag har mit dejlige barnebarn fødseldag. Allerede tre år. Det er slet ikke til at forstå.

Fødselsdagen blev holdt i går. Det var en rigtig dejlig dag. Vejret var skønt, og vi kunne tilbringe en stor del af tiden udendørs til fødseldagsbarnets store fornøjelse.

Dagens lille hovedperson var så sød og glad. Det var sjovt at se ham pakke gaver ud. Hver pakke blev pakket ud med iver og begejstring – og det tog sin tid, for tingene skulle jo både kigges på, beundres, vises frem og undersøges nærmere. Nogle af tingene skulle samles, men det var ikke noget problem, for der var masser af flittige og ferme hænder til at klare opgaven.

Jeg er sikker på, at Sander nød dagen. Det gjorde vi andre også.

Læs videre

Fri leg

Vi havde en legeaftale med Sander lige fra morgenstunden i dag.

Straks, da han kom ind på værelset, lagde han mærke til den nye kasse  DUPLO. Han tog de forskellige låg af, kiggede på klodserne nede i kassen, satte lågene på igen og satte kassen pænt til side. Så fandt han de gode gamle DUPLO traktorer frem, og så var legen i gang.

Da der var blevet leget færdig med traktorerne, var Sander alligevel blevet nysgerrig efter at se nærmere på det nye DUPLO, og han blev hurtigt ret optaget af det.

Det gik hurtigt  med at putte de rigtige klodser igennem de rigtige huller i de forskellige sorteringsplader/låg. Det lykkedes endda også at mase en enkelt klods igennem et sted, hvor det ikke var meningen, at den skulle igennem, men pyt med det. Sander lod i hvert fald til at synes, at det nye legetøj var ret sjovt at lege med. Han gik mest op i at bygge figurerne – vi hjalp ham selvfølgelig –  og han var med på, at vi kunne kigge efter de små tegninger på lågene. Da alle figurerne var bygget, satte Sander papegøjen op i toppen af træet.

Der blev  også  brugt en rum tid på at studere den lille folder, der lå i kassen, med billeder af forskellige andre DUPLO sæt. Der var nemlig billeder af  Lynet McQueen, som Sander er helt pjattet med.

 

Læs videre