Læst i juni 24

laestijuni24

I løbet af juni har jeg læst bøgerne på billedet. Fire bøger er det bare blevet til i løbet af måneden, der er gået – men sikke fire.

Lad mig berette alt af Caroline Säfstrand.

Ulrica har planlagt at holde ferie på Hven. Hendes mor har altid haft et kompliceret forhold til Hven og har pålagt Ulrica at holde sig væk fra øen. Men nu trodser hun sin mors ønske og har lejet et lille hus på øen. Ulrica vil samtidig bruge sin ferie på at forsøge at give sin voksne søn lidt plads. Han er lige flyttet hjemmefra, og hun savner ham. Hun er bevidst om, at hun er ved at blive lige så kontrollerende over for ham, som hendes egen mor er over for hende. Og det vil hun gerne rette op på. Så hun lover sig selv at lade være med at kontakte sønnen i tide og utide, mens hun er på ferie.

Lad mig berette alt er en dejlig roman, der emmer af varme, atmosfære og sommerstemning. Den er fuld af beskrivelser af smuk natur og sympatiske mennesker, der vil hinanden det bedste. Jeg har nydt at læse bogen, der er ren feel good. En dejlig historie om hemmeligheder, venskaber og nye begyndelser.

Fremmed af Julie Hastrup er den 10. bog i krimiserien om drabsefterforsker Rebekka Holm.

Rebekka er blevet sendt på tvungen orlov. Det er hun pænt træt af, for hun elsker sit arbejde. Hendes mor overtaler hende til at tage med på en tur til Skotland. Det er ikke lige Rebekkas kop te. Heldigvis finder hun snart mulighed for at få lidt tid for sig selv under påskud af at skulle kigge på en sag.

Det er ikke helt forkert, for hun bliver snart involveret i en. På flyet til Skotland faldt hun i snak med en kvinde, der skulle til øen Skye for at sælge sin afdøde mors hus og rydde op i hendes ting. Kvinden, der hedder Lea, kontakter senere Rebekka og fortæller hende, at hun i sin mors hus har fundet et trusselsbrev stilet til moren.

Jeg er jo stor fan af denne her krimiserie, og jeg har bestemt også været godt underholdt under læsningen af Fremmed. Alligevel er jeg en lille smule skuffet. Jeg synes ikke, at bogen helt er på højde med de tidligere bind i serien.

Ulykkens år af Anne-Grethe Bjarup Riis og Thomas Rydahl er den første bog i serien om livet på og omkring Egeskov Slot på Fyn i slutningen af 1800-tallet. Serien er inspireret af virkelige hændelser.

En dag for 150 år siden er Egeskov Slot på den anden ende. Sønnen i huset – den unge baron – skal forloves. Samme dag ankommer unge Oda til slottet. Hun skal begynde som stuepige på prøve. Det er en stor dag for både herskab og tjenestefolk.

Det har været en fornøjelse at læse Ulykkens år. Det er en skøn historisk fortælling, der kan sammenlignes med Downton Abbey. Hele historien er velskrevet og fortalt så levende, at man ser og hører det hele for sig. Karaktererne er meget troværdige. Som læser finder man hurtigt et par stykker, man synes særligt godt om.’

Samtaler i natten af Claire Daverley.

Rosie og Will møder hinanden allerede som teenagere. De går på samme skole, og falder en aften i snak til en fest. De snakker godt sammen. De er ellers meget forskellige. Will siges at være lidt vild. Han kører på motorcykel og har succes hos pigerne. Rosie er stille og tænksom. Hun synger og skriver musik og gør sig umage med alt, hvad hun foretager sig.

Rosie og Will begynder at gå ture sammen. De mødes ved fyret. De taler i telefon sammen om natten. De forelsker sig i hinanden.

Bogen er så fin, poetisk og romantisk. Den er seriøs og sørgelig – og alligevel munter. Den er fuld af hjerte og smerte. Den har det hele og er den skønneste love story, jeg har læst i meget lang tid.

Læs videre

Fra en bogbloggeres hverdag #19

fraenbogbloggershverdag#19

Reklame – anmeldereksemplar m.m. modtaget fra Politikens Forlag.

Endnu en spændende bogpakke er for nylig landet i postkassen. Fremmed af Julie Hastrup er netop udkommet. Det er 10. selvstændige bind i krimiserien om drabsefterforsker Rebekka Holm.

Jeg er stor fan af serien og kan slet ikke vente med at komme i gang med at læse Fremmed. Jeg glæder mig til at fortælle mere om bogen, så snart jeg har læst den.

Læs videre

Læst i maj 24

laestimaj24

I løbet af maj har jeg læst de skønne bøger på billedet. Bøgerne er vidt forskellige, men jeg har nydt at læse dem hver især.

Lykkeligt nær af Thomas Bredsdorff.

I Lykkeligt nær undersøger Thomas Bredsdorff, hvad der sker, når man er blevet så gammel, at der ikke kan være længe til man skal dø.

Bogen er fuld af vid, refleksion og munterhed. Den er fuld af liv. Her har vi at gøre med en 85-årig, der både arbejder, rejser, vinterbader, spiller badminton, passer barnebarn og meget mere. Samtidig gør han sig helt usentimentalt tanker om den del af livet, der er gået og om den del, der endnu er tilbage. Man skulle måske tro, at en bog om et liv, der nærmer sig sin afslutning, er en trist affære. Men det er denne bog på ingen måde. Tværtimod.

Død to gange af Cara Hunter er den sjette i Oxford-krimiserien om kriminalinspektør Adam Fawley og hans team.

Ved midnatstid modtager politiet i Thames Valley et nødopkald om skud på en afsidesliggende gård i udkanten af Oxford. Da  Adam Fawley og hans team ankommer, finder de en død mand i køkkenet – skudt på klos hold – og to beboere, der ikke kan forklare, hvad der er sket.

Igen har forfatteren skrevet en krimi, hvor spændingen holder helt til sidste side, og hvor handlingen undervejs tager nogle uventede drejninger. De gennemgående karakterer kender læseren på nuværende tidspunkt i serien ganske godt, og det gør læseoplevelsen endnu bedre.

Senfølger af Anne Mette Kirk.

Hans seksårige datter har mistet hørelsen, og der findes kun én løsning. En operation på et privathospital i USA. Pris: 400.000kr. De penge har Jeppe ikke. Hans husbådscafé løber knap rundt, banken er iskold, og hans ekskæreste ejer ikke en krone.

Derfor er det næsten for godt til at være sandt, da han forelsker sig hovedkulds i varme og finurlige Christiane, som generøst tilbyder ham beløbet, der kan redde hans datter.

Eller sådan begynder det i hvert fald.

Senfølger er mit første møde med Anne Mette Kirks forfatterskab. Og hold da op, hvor skal jeg bare skynde mig at få læst alle hendes andre bøger. For hun skriver bare drøngodt.

Senfølger er en virkelig, virkelig spændende, skræmmende og tankevækkende roman. Jeg har haft svært ved at lægge bogen fra mig, fordi jeg har været helt opslugt af dens univers. På en måde har det været som at se en film. Alting er beskrevet så klart og præcist.

En roman om manipulation, om at ville please alle og om hjælp, der somme tider kommer fra en uventet kant.

Solospring af Louise Roholte.

Alberte er en kvinde først i fyrrerne. Hun er gift med ungdomskæresten, Kåre og sammen har de to teenagedrenge – tvillinger. Alberte går rundt og har det lidt sært. Hun sover dårligt om natten. Hun har ikke rigtig lyst til noget som helst. Føler ikke rigtig noget.

På et tidspunkt, har Albertes halvsøster overtalt hende til, at de sammen skal kaste sig ud i et faldskærmsudspring. Og selv der – i frit fald med kurs mod jorden mærker Alberte ingenting.

Alberte fortæller sin mand, at hun vil skilles. De bliver enige om, at han skal blive boende i deres hus. Alberte begynder at se sig om efter et nyt sted at bo, og finder et lille hus på øen Blisholt. Huset er lidt forsømt, men Alberte forelsker sig i det ved første blik.

Solospring er en varm og charmerende fortælling om kærlighed, håb og nye begyndelser. Bogen er skrevet i et dejligt flydende og ofte muntert sprog. Karaktererne er ret så farverige og ganske rammende og troværdigt beskrevet. Alt i alt en rigtig dejlig roman fuld af atmosfære og humor. Efter at have vendt den sidste side er jeg helt ked af at give slip på Solosprings univers og personer. Romanen har været hyggeligt selskab.

Læs videre

Fra en bogbloggers hverdag #18

fraenbogbloggershverdag#18

Reklame – anmeldereksemplar m.m. modtaget fra Politikens Forlag.

Det er altid dejligt at få en pakke ind ad døren med en bog til anmeldelse. Når der som her er overraskelser med i pakken, er det ekstra dejligt. Bog, te og honning. Ren forkælelse. Så er der da vist lagt op til  gode stunder i læsekrogen.

Bogen – Ulykkens år af Anne-Grethe Bjarup Riis og Thomas Rydal – er første bind i den planlagte Egeskov-trilogi. Jeg anmelder bogen her på bloggen snarest.

Læs videre

Læst i april 24

laestiapril234

I løbet af april har jeg læst bøgerne på billedet. Jeg har ikke fået læst så meget, som jeg plejer. Så det har været lidt – men godt.

Den lille bugt i Kroatien af Julie Caplin. Maddie Wilcox er på jagt efter et job. Så da hun får mulighed for en midlertidig ansættelse som værtinde på en luksusyacht i Adriaterhavet, slår hun til. Hendes opgave ombord er at lave mad, gøre rent og opvarte de seks gæster på båden. Maddie har ikke ligefrem erfaring med den slags arbejde. Men hun kan lave mad og er vant til at rydde op efter sine søskende. Så hvor galt kan det gå?

Den lille bugt i Kroatien er en både sjov, romantisk og charmerende kærlighedshistorie. Det giver lige et ekstra pift, at der er referencer til Det lille konditori i Paris. Romanen er fuld af sommerstemning, drama og intriger. Sproget er let og uhøjtideligt. Bogen er underholdende og vil være oplagt som afslappet ferielæsning.

Lys over folket af Ole Tornbjerg.

I 1967 tiltræder Eskild og Gudrun stillingen som forstanderpar på Bauneholm Højskole i Nordjylland. Med sig har de deres to børn.

Eskild og Gudrun kaster sig fulde af energi og positive forventninger over opgaven som forstanderpar. Der er nok at tage fat på, for højskolens økonomi er mildt sagt dårlig. Der skal arbejdes hårdt for at tiltrække flere elever og dermed indtægter.

Snart dukker der problemer op. Både elever og lærere på stedet udfordrer det nye forstanderpar.

Lys over folket tegner et meget autentisk tidsbillede. Handlingen udspiller sig i årene 1967-70. De år var på mange måder en brydningstid. Der blev gjort op med gamle normer og rammer. Det var på sin vis en ret grænseløs tid, og det kommer klart til udtryk i romanen. En virkelig god læseoplevelse.

Fange på livstid af Kristina  Antivakis er historien om Danmarks hårdeste straf, fra den erstattede dødsstraffen i  1930 til de stramninger, den har undergået i nyere tid.  Gennem  ældre og nye drabssager tegner bogen  et portræt af de mennesker, der de seneste knap 100 år er blevet idømt fængsel på livstid.

Helt unikt fortæller to livstidsdømte, der afsoner lige nu, om deres liv. Hvem er de, hvad fik dem til at begå den  forbrydelse, der udløste straffen, og hvordan er det at afsone en  straf, der ikke har nogen slutdato? De dømte sætter ord på deres tanker om skyld og skam og muligheden for en fremtid.

Fange på livstid er en bog, der slet ikke kan undgå at gøre indtryk på læseren. Den giver et både skræmmende og interessant indblik i, hvad der kan ligge bag, når mennesker begår meget alvorlige forbrydelser. Beskrivelserne af de dømte og deres ofre er skrevet med både empati og respekt overfor de involverede. Det er en bog, der gør læseren lidt klogere på, hvad der kan ligge bag, når en person idømmes en livstidsdom. En bog man slet ikke kan undgå at blive berørt af.

Læs videre