Blog
Se nu lige hvad der dukkede op, da jeg tømte postkassen i dag.
Et kort fra min søster og et fra Sander. Så bliver man da glad. Jeg gør i hvert fald.
Nu pynter kortene i køkkenet på clipboardet, som har afløst min gamle opslagstavle. Det er et bytte jeg er glad for. Clipboardet er jo meget mindre, end opslagstavlen var, så nu er jeg nødt til at rydde op og ud i opslagene ret tit, så der kan blive plads til nye.
Citatplakater har jo været ret meget fremme de senere år, og jeg kan rigtig godt lide nogle af dem.
Jeg har længe overvejet at købe en, men har så bestemt mig for at prøve at lave en selv bare i mindre skala. Mest fordi jeg gerne vil have, at citaterne skal have en betydning for mig personligt.
Jeg har lagt ud med at citere min yngste søn for noget han sagde, da han var en lille dreng. Mit hjerte smeltede, da han sagde det – og siden er hans bemærkning blevet citeret et utal af gange herhjemme, og der er blevet lagt ret meget betydning ind i den korte sætning.
Skal vi skyde en omvej? Sødt sagt af en tre-årig – og når man tænker nærmere over ordene, giver de masser af mening. For somme tider er det bare en rigtig god ide at lade være med at skyde genvej eller springe over, hvor gærdet er lavest. Simpelt hen gøre sig rigtig umage og eventuelt endda gå en omvej for at nå det helt rigtige resultat.
Citatet er her printet ud på fotopapir. Det ville nok være pænere med en sort ramme, men nu havde jeg lige en hvid liggende.
Jeg synes, det er lidt sjovt at sysle med selv at lave lidt nyt til væggen og er stadig glad for det print, jeg lavede for nylig.
Som jeg flere gange har beklaget mig over her på bloggen, har jeg i årevis haft svært ved at finde jeans, der kunne opfylde de krav, jeg stiller til sådan et par.
Jeg kan jo ikke fordrage stretch, som har været meget brugt i jeans i snart en del år. Det har været meget vanskeligt at finde jeans i 100% bomuld.
Et andet problem har været taljehøjden. Det har været mest almindeligt med jeans med lav talje. Det har jeg aldrig brudt mig om, og jeg synes da slet ikke, at det er noget for mig nu i min fremskredne alder.
Da jeg så endelig fandt nogle “rigtige” jeans på nettet og bestilte dem hjem, så var de alt, alt for store, selv om jeg havde bestilt dem i min sædvanlige størrelse.
Det har gået mig på, at jeg til sidst ikke havde et eneste par ordentlige jeans i skabet.
Men nu er det endelig lykkedes.
Jeg har fundet et par rigtig gode jeans. De er i ren bomuld. De er hverken for store eller for små. De går godt op i livet. Prisen lå i den absolut rimelige ende. Og for at det ikke skal være løgn, så passer de i længden. Det er jeg altså ikke forvænt med, for jeg måler kun beskedne 156 cm. Så jeg plejer altid at skulle lægge bukser op, eller give dem et opsmøg, hvis jeg ikke gider at lægge op. Men de her jeans, de passer saftsuseme. Det hænger sammen med, at længden er 7/8. Det er altså meningen, at bukserne skal stumpe lidt. Men til mig passer længden helt perfekt.
Jeg har begået lidt nyt til væggen.
Jeg er lidt fascineret af blade – løv. Det kan være så smukt. Jeg får tit lyst til at tage smukke blade med ind og forsøge at fastholde deres skønhed. Og nu har jeg gjort et forsøg.
Jeg har gjort det på den simpleste måde, jeg kunne komme i tanke om.
Bladet, som vistnok er fra en spidsløn, kom en tur i scanneren, og billedet blev printet ud.. Til slut blev det sat ind i min fine ramme fra RAM’N. Nemmere kan det næsten ikke være. Det tog alt i alt et par minutter.
Så nu er der lidt nyt på væggen, og jeg er faktisk glad for det. Det har ikke kostet mange øre at lave, og når jeg bliver træt af at se på det, sætter jeg bare noget nyt i rammen.
Man ved, at man tilhører verdens lykkeligste folk, når man oplever medierne gå fuldstændig i selvsving uge efter uge over en bagekonkurrence på tv.
Et tv-program er åbenbart en af dagens/ugens vigtigste begivenheder. Det er det, der trækker overskrifter og sælger aviser. Det er det, der bliver talt om i radioen.
Alt er godt – der er kage, krymmel og fondant over hele linjen.