Blog
Se lige, hvem der løb på rulleskøjter på vores vej i dag.
Jeg gloede lidt, da jeg pludselig mødte Mickey Mouse. Ham er jeg ikke løbet ind i, siden vi var i Disneyland Paris for temmelig mange år siden. Men nu er han altså lige her i Home-Olstrup.
Det uventede møde var en munter opevelse.
Det var i går, jeg bestilte den lille gravhund/skammel af træ, og nu er den allerede flyttet ind.
Den er præcis så sød, som jeg havde forstillet mig. Den står og ser ud som om, den altid har hørt til her.
Da jeg var barn, havde vi en gravhund, som vi var meget, meget glade for. Den var sød, sjov, klog og egenrådig, som gravhunde ofte er. Desværre endte det med, at vi måtte skille os af med den på grund af min allergi. Det var meget trist.
Nu skal jeg imidlertid have en gravhund igen. Jeg er simpelthen kommet til at bestille en hund. Det var nemlig kærlighed ved første blik.
Den er virkelig sød. Den hedder DAX og er af træ. Udover at være en gravhund, er DAX også en praktisk skammel. Det er da smart.
Jeg glæder mig meget til at blive hundeejer.
Billedet (Henrik Olesen) har jeg fået lov til at låne her.
Jeg går og tænker på at lave en familievæg. En væg med billeder af den nærmeste familie. Jeg har en del gamle billeder, der godt kunne fortjene at komme op på væggen og blive kigget på i stedet for at ligge i en skuffe.
Nogen gange er der langt fra tanke til handling, men måske bliver det lige pludselig til noget.
Da jeg rodede i bunken af gamle fotografier, dukkede der også billeder af mig selv som barn op. Jeg var jo barn i en tid, hvor et fotografiapparat ikke var hvermandseje. Mine forældre havde i hvert fald ikke et. Til gengæld sørgede de for, at vi børn kom til fotografen nogle gange i løbet af barndommen.
Da jeg fik børn, havde jeg et kamera og har taget masser af billeder af mine unger. Derimod har jeg forsømt at få taget nogle gode portrætter af poderne hos en professionel fotograf. Det kan jeg godt ærgre mig over nu.
Det gamle billede af mig er taget, da jeg var omkring tre år. Det er en del af et ark med 12 forskellige billeder, som i gamle dage var i glas og ramme hjemme hos mine forældre. Det var meget almindeligt dengang at smække hele arket i en ramme i stedet for at vælge et enkelt billede ud. Jeg har i hvert fald set det rundt omkring.
Tidligere på dagen bestemte jeg mig for, at nu skulle det være – jeg ville ind på Skats hjemmeside og taste rettelser til min årsopgørelse ind.
Jeg gik systematisk til værks. Fandt på forhånd alle de papirer frem, jeg skulle bruge. Loggede mig ind. Fik tastet rettelserne ind og trykkede glad på Godkend.
Intet skete.
Jeg prøvede virkelig mange gange, men måtte til sidst indse, at det ikke lod sig gøre at indberette rettelserne. Jeg måtte bare forlade Skats hjemmeside med uforrettet sag.
Spild af tid – og der var da ærligt talt bedre ting at spilde sin tid på sådan en søndag.