Blog
Nu skal man jo ikke tro på alt, hvad man hører. Heller ikke i radioen.
Alligevel havde jeg indstillet mig på en gråvejrsdag, fordi jeg hørte i vejrudsigten i morges, at det var det, vi kunne se frem til.
Derfor var det en positiv overraskelse, da solen i løbet af formiddagen brød igennem skyerne. Jeg gik en dejlig tur og nød solskin og kig til blå himmel over hvide skyer.
Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg er modstander af jul i november og i det hele taget i utide.
Der er bare det ved det, at Gisselfeld holder deres juletorv de sidste to weekender i november, og der er efterhånden blevet tradition for, at vi skal derud sammen med Sander. Så lige de par timer, det tager at være derude, kan jeg godt pakke min aversion mod jul i utide væk.
I går tog vi så til Gisselfeld.
Der var så sindsygt mange mennekser. Der var så tætpakket både ude og inde, at jeg blev helt stresset. Det blev Sander faktisk også. Så ret hurtigt endte vi helt ude i periferien ved nogle gode klatretræer.
Senere fandt vi over til en dejlig lille legeplads, hvor vi morede os, til det var tid til at vende næsen hjemad. Der var god plads og fred og ro til at snakke med hinanden, og der hyggede vi os langt bedre sammen end inde på selve juletorvet.
Traditioner er gode at have i en familie, men kun så længe alle hygger sig med dem. Når det på et tidspunkt ikke længere er tilfældet, kan man med ro i sindet skippe dem. Jeg tror, at juletorv på Gisselfeld bliver en af dem, vi med god samvittighed vil give slip på. Vi finder på noget andet i stedet – noget der passer bedre til vores temperament.
Vi har haft en lidt travl uge, så weekenden er mere end velkommen.
Henrik er lige kommet hjem, han har hentet Sander i børnehaven i dag.
De to har rigtig hygget sig og bl.a. benyttet sig af den kærkomne lejlighed til en fredagstur til købmanden efter kage. Det er sådan et lille hyggeligt ritual, de to har sammen.
Imens har jeg været ude at købe ind. Jeg er ikke vild med at købe ind fredag eftermiddag. Der er alt for mange mennesker. Men nu er det klaret. Maden er sat i ovnen, og der står en bolledej klar på køkkenbordet og venter.
Jeg kan næsten ikke vente, til det bliver tid til at falde om i sofaen. Jeg er nemlig ved at læse Kvinden der forsvandt af Gillian Flynn. Den er rigtig spændende, så jeg glæder mig til at læse videre.
Selv om det er en temmelig grå dag, har jeg en masse fine nuancer at kigge ud på.
Vores japanske kirsebærtræ har tabt næsten alle bladene. De ligger i et pænt lag på jorden. Fra vinduerne nyder jeg alle de smukke efterårsfarver.
Bladene får lov til at ligge lidt endnu. Senere bliver de genbrugt. De bliver revet sammen og lagt et andet sted i haven, hvor de skal tjene som vinterfrakke for vores hortensiaer.
Jeg har lige læst en lidt sjov artikel med overskriften Pålægsmaskinen – hvor blev den af? Artiklen er en del af en hel serie om “forsvundne” ting og sager på Bolius.dk.
Brød- og pålægsmaskinen fra EVA blev ifølge artiklen produceret fra 1953 til 1988.
Jeg har haft sådan en brødmaskine siden 1979. Eller – det er faktisk ikke min. Henrik havde den med sig, da vi flyttede sammen. Han havde fået den af sin mor, da han flyttede hjemmefra i 1972.
Vi har skåret mange, mange rugbrød i skiver på den maskine i årenes løb. Og vi skærer stadig vores rugbrød på den. Der er ingen slinger i valsen. Brødmaskinen skærer lige så fint, som den altid har gjort.
Der står i artiklen, at brødmaskinen er med på retrobølgen og bliver solgt/købt på DBA for mellem 100 og 350 kroner. Vi ville ikke sælge vores for nogen pris.
Vi ville slet ikke kunne undvære den.