Hadeopgaver

Vi har vel allesammen nogle arbejdsopgaver i hjemmet, vi foretrækker frem for andre. Og opgaver vi virkelig ikke gider. Rigtige vaskeægte hadeopgaver.

Jeg indrømmer gerne, at det ikke er min yndlingsbeskæftigelse at gøre rent på badeværelset. At ordne fliser, fjerne kalk, gøre toilettet rent. Jeg gør det, fordi det skal gøres, men jeg er ikke vild med tjansen. Lige efter badeværelset kommer vinduespudsning. Det skal jeg altid tage et langt tilløb til, før det bliver til noget. Når jeg så først er i sving, er det egentlig ikke så slemt.

Nonna fortalte på sin blog i går, at hun hader at vaske gulv.

En af mine tidligere kolleger brugte næsten aldrig sin opvaskemaskine, fordi hun hadede at tømme den.

Jeg synes, at det er lidt sjovt, at det er så forskelligt, hvad vi hver især synes, er den værste opgave.

Hvis du har en hadeopgave, er jeg nysgerrig efter at høre, hvad det er.

Læs videre

Post på vej

Sander elsker jo at tømme postkassen derhjemme. Og han elsker det selvfølgelig  især, hvis der er post til ham selv.

Da vi var i Knuthenborg Safaripark i lørdags, købte jeg – mens han var optaget af noget andet – nogle postkort med billeder af nogle af de eksotiske dyr, vi lige havde set.

Så nu er der snart post på vej til den unge mand. Jeg tror, han vil synes, at det er hyggeligt at gense nogle af dyrene på den måde.

Læs videre

Selvsåede solsikker

Som jeg tidligere har fortalt, har vi forskellige selvsåede planter i vores have.

I år har vi temmelig mange solsikker. (Det hænger jo nok sammen med, at vi fodrer havens fugle med bl.a. solsikkefrø.) Nogle af dem er pænt store. Meget højere end mig i hvert fald.

Selv om vi ikke selv har valgt at så solsikker i haven, glæder vi os over dem, når nu de er der.

Læs videre

Hverdag igen

Hverdagen har indfundet sig.

Henrik har været på arbejde en uge allerede, og herhjemme er det også blevet rigtig hverdag igen. Vi har vænnet os til at bo i vores eget hjem igen. Tiden i skurvognen virker allerede meget langt væk – næsten en smule uvirkelig.

Jeg har så småt vænnet mig til mit nye køkken. Det kostede lige tre ømme tæer, før jeg havde lært at omgås den nye fryser. Tre gange åbnede jeg døren ind over mine bare tæer – og tre gange gik der hul på en tå. En ny hver gang. Da jeg på den måde havde skaffet mig tre sårede tæer på venste fod, lærte jeg at holde en smule afstand til døren. Nu går det fint.

Så nu går jeg egentlig bare lige så stille og nyder, at byggerodet er overstået og hverdagen tilbage.

Læs videre