Nyt køkken på vej

Der har været mange lastbiler forbi med materialer til vores hus de seneste to måneder.

I dag kom en af de leverancer, jeg har set allermest frem til. Mit nye køkken.

Hvor jeg dog glæder mig til det køkken.

Det var en skam, at naboens lille dreng ikke var hjemme, da køkkenet blev leveret, for han er simpelthen så optaget af alle de store lastbiler.

Læs videre

Heldigvis ved jeg, hvor strygejernet er

Forleden dag spurgte blikkenslageren, om vi havde manualen til vores varmepumpe. Vi har den skam, vi har bare ikke lige overblik over præcis  hvilken flyttekasse, den befinder sig i.

I går ville jeg traditionen tro sætte flag på morgenbordet, fordi det var Henriks fødselsdag. Desværre havde jeg ikke tænkt på at få flaget med ud i skurvognen, da vi rømmede huset.

Hele tiden opstår der situationer, hvor vi mangler nogle af de ting, der er pakket ned i øjeblikket.

Vi savner vores ting, vores hjem og vores helt almindelige hverdag.

Heldigvis ved jeg, hvor både strygebrættet og strygejernet er, så nu vil jeg kaste mig over strygetøjet. Jeg trænger til at foretage mig noget, der er helt normalt og hverdagsagtigt, og arbejdet med strygetøjet er jo det samme, hvad enten jeg står med det inde i huset eller herude i skurvognen.

Læs videre

Roser er røde, violer er blå – jordbær er søde …

Dagen i dag har været en af den slags, hvor ærgrelser og irritationer står i kø.

Lige fra morgenstunden begyndte tingene at gå skævt. Det startede med, at programvælgerknappen knækkede af vaskemaskinen. Og det fortsatte i samme spor.

Heldigvis ikke noget alvorligt, bare trivielle, trælse småting. Skurvognslivet begynder at gå os på nerverne.

Vi blev enige om, at vi ikke rigtig orkede skurvognen i dag. Vi måtte ud og se noget andet.

Så vi kørte en tur ud i det blå. Vejret var smukt, og det samme var landskabet.

På vejen slog vi et smut forbi en økologisk gårdbutik, hvor vi plejer at købe jordbær. De havde masser af skønne, solmodne bær, så vi købte rigeligt. Der røg også nogle fine, små, nye kartofler med i købet.

Bagefter kørte vi til Enø og købte nyrøget makrel og laks.

Nu er humøret steget nogle grader,  og vi kan endda glæde os over, at vi nok ikke kommer til at gå sultne i seng.

Læs videre

Der arbejdes stadig …

Nu må det vist være på tide at fortælle, at selv om  jeg ikke får skrevet noget om det, så arbejdes der stadig på at få sat vores hus i stand.

I skrivende stund er mureren ved at sætte fliser op på badeværelserne, og maleren maler vægge.

Det meste af tiden går det stille og roligt fremad, men af og til sker der desværre ting og sager, der er tæt på at give mig nerver på. Jeg fik da i hvert fald lidt nervøse trækninger, da mureren fortalte, at han havde regnet forkert, da han skulle bestille gulvklinker. Så nu står vi og mangler 8 m2 klinker, der ikke sådan lige kan skaffes. Dem venter vi så på de næste tre uger.

Der fik jeg lige brug for at tage et par dybe vejrtrækninger.

Sådan er det bare. Heldigvis ser det ud til, at entreprenøren stadig er fast i troen på, at vi kan flytte tilbage i huset til den aftalte tid. Så det regner vi med.

Læs videre

Planer for søndagen

Jeg har lige talt med Sander i telefonen.

Han ville gerne vide, om han måtte komme hjem til os og lege. Det er svært for ham at forstå, at vi ikke rigtig har hverken plads, mulighed eller overskud til besøg for tiden.

Det kan jo også være svært at forstå, når han slet ikke har set, hvad der er ved at ske med vores hus. Så nu har vi aftalt, at han kommer hjem til os sammen med sin far på søndag, så han med egne øjne kan se, at vores hus er helt tomt og ikke særlig hyggeligt at komme på besøg i.

Skurvognen er så tætpakket, at vi lige fra starten har meldt ud til alle, at vi ikke kan overskue at få besøg her.

Vejrudsigten lover vist godt vejr på søndag, så der skulle være gode muligheder for lidt familiehygge i haven og måske endda en tur på legepladsen?

Læs videre