Gratis e-bog

Jeg har lige set på Facebook, at Saxo.com i dag tilbyder en gratis e-bog.

Det drejer sig om Mord i mørket af Dan Turèll.

Jeg har sikret mig e-bogen. Hvis du også har lyst til at få fingre i den, skal du bare gå ind på Saxo.com på Facebook. Der finder du et link. Men  skynd dig, for det gode tilbud gælder altså kun i dag.

Læs videre

Bøjle med stempel

Da jeg stod og strøg noget tøj forleden dag, fik jeg tilfældigvis fat i en lidt speciel gammel bøjle.

Det, der gør bøjlen til noget særligt i mine øjne, er den lidt særprægede dekoration.

Vores mellemste søn fik, da han var omkring tre år, fat i bøjlen og et stempel i et ubevogtet øjeblik. Resultatet af den kombination ses på billedet. Heldigvis havde han ikke stemplet på andre ting.

Sådan kan man pludselig huske 30 år tilbage  midt i strygetøjet.

Læs videre

Med næsen i sky

Da jeg var ude at gå i formiddags, gik jeg med næsen i sky. Jeg kunne nemlig ikke lade være med at gå og kigge op, for himlen var så flot.

Den var blå og med de smukkeste snehvide skyer.

En rask gåtur under sådan en smuk himmel – og så endda med sol på kinderne – er en af de gratis hverdagsglæder, der giver mit humør et nøk opad.

Læs videre

Man må udnytte tiden

Det gælder om at få noget ud af tiden. Også ventetiden.

Lige nu glæder jeg mig over, at der trods alt kom noget godt ud af, at jeg brugte min dag på at vente rigtig, rigtig længe på en opringning.

Som jeg fortalte tidligere på dagen, nåede jeg en masse rengøring.

Så huset er rent, og jeg har lige taget nybagte boller ud af ovnen. Jeg rørte dejen sammen i formiddags, mens jeg stadig regnede med, at ventetiden ikke blev så lang. Jeg tænkte, at jeg nok lige kunne nå at røre en dej. Det kunne jeg sagtens. Det og meget mere.

Så nu har jeg både et rent hjem og nybagte boller. Ikke helt dårligt.

Øjenlægen ringede endda også – klokken 16.15, så ventetiden var trods alt ikke forgæves.

Læs videre

Godt for humøret

Mit helbred driller mig lige lovlig meget for tiden, så der er ikke overskud til ret meget.

Heldigvis var der tidligere på dagen overskud nok til at tage en tur i skoven. Når jeg går derude, glemmer jeg det, der driller, og overgiver mig til bare at nyde naturen. Det er godt for humøret, og når humøret bliver bedre, bliver alting bedre.

Så afsted med os. Vi  travede en rask tur på de isglatte stier i skoven og nød den friske luft og det blege solskin.

Billedet viser den store hængebøg ved indgangen til Paradishaven.

Læs videre