Sparegrise og et tabt væddemål

sparegriseJeg har tabt et væddemål. Derfor skal jeg have penge op af lommen. Det gør ikke noget. For det første drejer det sig kun om en klatskilling, og for det andet går beløbet ubeskåret til de to, som væddemålet drejede sig om. Nemlig to små nyfødte drenge. Jeg var så fjollet at gætte – og vædde på – at de var piger. Selvfølgelig var de ikke det.

De to små sparegrise fandt jeg tilfældigt hos Søstrene Grene. Dem kunne jeg slet ikke stå for. Så nu kan de to små tvillingedrenge få deres gysser i hver sin lille glade sparegris.

Læs videre

At gå døden i møde – Livsfortællinger

atgaadoedenimoede

Jeg har læst At gå døden i møde af Kathryn Mannix.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.

Kathryn Mannix er læge og har i mange år arbejdet med uhelbredeligt syge og døende patienter. I bogen fortæller hun om en række af de mennesker, hun har mødt gennem sit arbejde. Det er meget forskellige beretninger om meget forskellige mennesker forskellige steder i livet og med meget forskellige måder at forholde sig til deres situation på.

I bogen møder vi bl.a. en kun sytten år gammel, uhelbredeligt kræftsyg pige, der bruger sin sidste tid og sine sidste kræfter på at sy en smuk pude til sin mor, så hun har den at kramme, når hun ikke længere kan kramme sit eneste barn. Det er bare én ud af mange rørende og hjerteskærende fortællinger om menneskers sidste tid – alle fortalt med respekt, varme og empati.

Alle livsfortællingerne har gjort indtryk på mig – hvordan skulle de kunne andet. Jeg har været flere måneder om at læse bogen. Det er ikke en bog, man bare kan blæse igennem fra start til slut. Hver enkelt fortælling kalder på eftertanke. Jeg har i hvert fald haft brug for at tænke over den enkelte fortælling, før jeg gik i gang med den næste. Alligevel er At gå døden i møde ikke nogen dyster bog – den sætter tanker i gang,  men den gør det på en fin og ret livsbekræftende måde.

Læs mere om At gå døden i møde på Politikens Forlags hjemmeside.

Læs videre

Genbrug af vand fra køkkenet til havevanding

genbrugafvand

Om sommeren genbruger vi vand fra køkkenet til havevanding. Det er ekstra aktuelt i denne rekordtørre sommer.

Når vi skyller frugt og grøntsager eller ris, sætter vi et vandfad ned i vasken og opsamler skyllevandet, der bagefter bliver hældt ud i en af de spande vi har stående udenfor bryggersdøren til det samme. Vandet bliver så senere brugt til at vande med i haven.

Det bliver til en hel del vand i løbet af en dag. Når vi lige lader vandet løbe lidt, så det bliver  rigtig koldt, når vi skal have en tår at drikke, opsamler vi det også. Det samme, når vi skyller kaffekande eller tekande. Man bruger en hel del vand i køkkenet hver dag, som kan genbruges i haven. Når først man begynder at tænke over det, ser man masser af muligheder for at opsamle vand til genbrug – hos os er der ligefrem gået sport i det.

Læs videre

Vores vej

voresvej

Jeg har læst Vores vej af Klaus Møller.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.

Vores vej foregår i 1960’erne og 70’erne og handler om Svend og Irene. De er meget unge, da de møder hinanden. Svend er lidt introvert og søgende, Irene mere udadvendt og målbevidst. De forelsker sig i hinanden, flytter hurtigt sammen og bliver forældre ret tidligt. To helt almindelige, unge mennesker, der kaster sig ud i at skabe sig en tilværelse sammen i en tid, hvor der bliver gjort op med mange gamle normer og mønstre – også det traditionelle, gammeldags kønsrollemønster.

Det har været en fornøjelse at læse romanen. Jeg genkender meget at det, den skildrer, da jeg jo selv var ung i den tid. Forfatteren beskriver tiden så præcist – både livsstil, personer, steder, stemninger og forskellige ting, der var typiske dengang. Det er næsten som at være der selv – igen. Det har været både interessant og hyggeligt at følge Irene og Svend  et stykke af deres vej – jeg håber, at forfatteren er i gang med endnu en bog, for jeg vil gerne følge de to længere endnu.

Læs mere om Vores vej på  Mellemgaards hjemmeside.

Læs videre

Høstanemonen blomstrer

hoestanemonerneblomstrer

Høstanemonen blomstrer. Det er vist lidt tidligt i år.

Vores høstanemone fik vi hjemme fra min svigerfars have for mange år siden. Hjemme hos min svigerfar blev planten kaldt japansk anemone, men vi har siden fundet ud af, at de fleste kender den som høstanemone. Der er flere sorter, og vores er åbenbart den japanske variant. Alle går under fællesbetegnelsen høstanemoner.

Da vi fik anemonen, blev vi  advaret om, at når først vi havde den i haven, ville den ikke være til at slippe af med igen. Den er ganske rigtigt temmelig hårdfør. Hos os har den tålt at blive flyttet en del rundt med, og på et tidspunkt troede vi faktisk, at vi havde fået taget livet af den. Men den kom stærkt igen. Nu er planten kæmpestor. Den er sådan cirka lige så høj som mig. Jeg hører ikke til de højeste – men alligevel.

Læs videre