De svære år

desvaereaar

Jeg har læst De svære år af Elizabeth Jane Howard.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar fra Gads Forlag.

De svære år er tredje bind i Cazalet-krøniken.

Krigen hærger stadig, og har sat sine tydelige spor overalt. Også Cazalet-familien mærker både uvisheden, utrygheden og knapheden. Som alle andre har familiens medlemmer været nødt til at indrette sig efter situationen og prøve at få en hverdag til at hænge sammen. Alle hjælper til efter bedste evne.

Det er ikke kun krigen og dens følger, der plager Cazalet-familien. Den svære kærlighed byder også på store udfordringer for flere både i den unge generation og blandt de mere modne familiemedlemmer.

I de svære år kommer læseren endnu længere ind under huden på de enkelte medlemmer af Cazalet-familien.

Jeg har været lige så optaget af De svære år som af de to første bøger i serien. Jeg kommer til at holde mere og mere af de forskellige medlemmer af Cazalet-familien, jo bedre jeg lærer dem at kende. Det er fantastisk at følge denne familie i medgang og modgang, og jeg kan næsten ikke kan vente med at læse næste bind i serien, selv om det desværre også er det sidste.

Jeg har tidligere omtalt de to første bind i denne fantastiske slægtskrønike, De gode år og Ventetid.

Læs mere om De svære år på Gads Forlags hjemmeside.

Læs videre

Hvor er stjernerne når det er lyst

hvorerstjernernenaardeterlyst

Jeg har læst Hvor er stjernerne når det er lyst af Lisbet Lundquist.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar fra Politikens Forlag.

I denne erindringsbog fortæller skuespiller og forfatter, Lisbeth Lundquist om sit liv lige fra den tidlige barndom med forældrene og de to brødre frem til omkring det tidspunkt i voksenlivet, hvor hun møder sit livs store kærlighed, Søren Østergaard. Der fortælles om hverdagen i barndomshjemmet og i skolen, om forelskelserne, ægteskaberne og karrieren.

Lisbet Lundquist fortæller om sit liv på en levende og ligefrem måde. Der berettes om et liv med både sorger og glæder, men humoren og livsglæden løber som en rød tråd hele vejen igennem bogen.

Læs mere om Hvor er stjernerne når det er lyst på Politikens Forlags hjemmeside.

Læs videre

Julen varer lige til påske

snepaagrene

Man siger jo, at julen varer lige til påske – så med lidt god vilje kan man vel sige, at vi har fået hvid jul.

I hvert fald står vores juletræ i parasolfoden på terrassen med grenene tunge af sne. Det er pyntet på fint, som det kan gøres.

Rigtig god påske til alle, der læser med her.

Læs videre

Test af Ducray Dexyane-serien til pleje og behandling af eksem

dexyane

Produkterne er modtaget til test/anmeldelse fra Pierre Fabre.

Jeg har gennem en måneds tid testet en serie af  nye produkter til behandling og pleje af eksem og tør hud,  Dexyane og Dexyane MeD fra Ducray.

Serien består af en rense/vaskegel, to fugtighedscremer – en almindelig  cream og den noget federe balm – begge i praktisk beholder med pumpe. Disse plejeprodukter er beregnet til at rense og fugte huden, styrke hudbarrieren og mindske irritation og kløe. Desuden er der en helt særlig nyhed, Dexyane MeD, der er godkendt som medicinsk udstyr og kan anvendes som supplerende behandling af eksem i kombination med den behandling, man får i forvejen eller i lettere tilfælde helt erstatte anden behandling.

Jeg er altid interesseret i at teste nye produkter til pleje eller behandling af tør hud og eksem, så jeg kastede mig ivrigt ud i testen af Dexyane-serien. Dog er jeg mest til fast sæbe – og har fornylig genfundet min yndlingssæbe – så rense/vaskegelen har jeg faktisk ikke rigtig fået brugt. Med hensyn til fugtighedscremer er det sådan, at min hud slet ikke tåler meget fede cremer. Hvis jeg bruger en fed creme, bliver min hud irriteret, og kløen bliver helt uudholdelig. Så den fede Dexyane balm er ikke noget for mig. Det er cream-versionen til gengæld. Det er en rigtig dejlig creme at bruge til huden på kroppen. Den har en fin konsistens, er let at smøre på og trækker hurtigt ind – og den efterlader ikke en fedtet hinde på huden. Den er bare supergod.

Jeg var meget spændt på at teste Dexyane MeD. En creme der kan behandle eksem – alene eller i kombination med sædvanlig behandling. Det er nyt og spændende. Jeg indrømmer, at jeg var temmelig skeptisk. Men den virker faktisk. For mit vedkommende har cremen en rigtig god effekt på lette eksemforandringer i huden. Dem kan cremen faktisk få bugt med på ganske få dage. De svære og mere massive eksemplamager, som jeg har i ansigtet og på halsen, har desværre ikke reageret positivt på cremen – tværtimod. De steder er eksemet blevet irriteret af cremen og er kommet til at klø ret voldsomt. Så jeg nøjes med at bruge cremen på de lettere udbrud, der virker den overraskende godt, og det er jeg rigtig glad for. Det er rart at have et alternativ til hormoncremerne og spare lidt på dem. Dexyane MeD  er en gele-creme, der er meget let at smøre på, og den trænger meget hurtigt ind i huden.

Alt i alt har det været en positiv oplevelse at teste Dexyane-serien, og jeg vil bestemt anbefale andre med eksem at prøve, om de forskellige produkter kan bedre eller afhjælpe problemerne.

Læs mere om Dexyane produkterne her.

Læs videre

Sommertid – eller ej

littlesunsolcellelampe

Det er jo ingen hemmelighed, at jeg er ret irriteret over, at vi to gange om året skal stille uret og omstille os til en tid, der er kunstig. Nu er det sommertid igen, og mit indre ur er ude af sync med alle de andre ure i huset.

Lyset udenfor passer ikke med den tid, uret viser. Det er svært at stå op til tiden om morgenen og svært at gå i seng i rette tid om aftenen.

Jeg vil foreslå, at alle, der mener, at omstilling til sommertid giver flere lyse timer, anskaffer sig en Little Sun solcellelampe, så kan de selv lade solen skinne, når de vil.

Jeg støtter til gengæld et borgerforslag om afskaffelse af sommertid.

Læs videre