Ondt blod

I løbet af weekenden har jeg læst en rigtig, rigtig spændende krimi, Ondt blod af Emelie Schepp.

En tidlig morgen rekvireres en ambulance til en kvinde, der er fundet voldsomt mishandlet. Først på stedet er ambulanceredder Philip Engström, der gør alt, hvad han kan, for at redde kvindens liv. Desværre forgæves.

Kort tid efter findes endnu et mishandlet offer, og igen har Philip været på gerningsstedet. Et mønster begynder at tegne sig.

Faktisk er bogen nummer tre i en serie, men kan sagtens læses selvstændigt. Jeg har desværre ikke læst de to første bøger i serien, Mærket for livet og Hvide spor, men det vil jeg gøre så hurtigt som muligt.

Seriens hovedperson er den lidt reserverede politianklager, Jana Berzelius, der i Ondt blod opsøges privat af en person fra fortiden.

Bogen er virkelig velskrevet, og man holdes i konstant spænding, mens man følger med i jagten på morderen samtidig med, at et ikke mindre spændende drama udspiller sig i anklagerens privatliv.

Læs mere om bogen her.

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Læs videre

Akut trang til havregrød

En sjælden gang imellem får jeg pludselig lyst til  havregrød. Det skete i går, og jeg bestemte mig for, at jeg ville have havregrød til morgenmad i dag. Så jeg kogte mig en lille portion havregrød til morgen. Kun en lille portion – for jeg ved nemlig, at selv om jeg godt  kan længes efter grød, så skal jeg altså ikke have for meget af det.

Jeg spiste havregrøden bare med et lille drys sukker, præcis som jeg serverede den for mine børn, da de var små. Ikke noget med kanel, eller rosiner, mandler eller friske frugt på grøden, som jeg ellers ser rundt omkring, at nogen anbefaler. Det har jeg slet ikke lyst til.

Nu har jeg fået min grød. Det var dejligt, men nu varer det sikkert et pænt stykke tid, før jeg  får akut trang til grød igen.

Gem

Gem

Læs videre

Små forårsbebudere

De sidste små klatter snavset sne er væk. Haven ser temmelig trist ud.

Hvis man kigger nærmere efter, er der alligevel noget kønt at kigge på. Både vintergækker og erantis blomstrer og vidner om, at foråret er på vej.

Som jeg før har fortalt, betyder mine vintergækker og erantis noget særligt for mig.

Gem

Læs videre

Man må gribe chancen …

I går morges stod jeg op med forventninger om en gråvejrsdag. Det var, hvad vejrudsigten aftenen i forvejen havde stillet i udsigt.

Men først på formiddagen kom solen frem over Holme-Olstrup. Himlen var ikke ligefrem knaldblå, men den var lyseblå og i hvert fald ikke grå.

Jeg smed, hvad jeg havde i hænderne og gik mig en tur. Det var så mildt og dejligt vejr. Jeg fik lidt sol på kinderne. Jeg gik en god halv times tid og nød, at solen skinnede på mig og vores lille stationsby.

To minutter efter jeg var kommet hjem igen, blev himlen grå, og solen var væk.

Vasketøj og strygetøj var ikke rendt nogen steder, mens jeg var væk. Det blev klaret, da jeg kom tilbage – i godt humør og med ny energi.

Jeg var glad for, at jeg havde grebet chancen for gåtur i solskin, da den bød sig – især da det senere blev tåget og endda snuskregn.

Hvis du vil vide, hvordan Holme-Olstrup kom på landkortet, så læs her.

Gem

Gem

Gem

Læs videre

Om at have et problem

I går, da jeg havde været ude at handle, oplevede jeg noget, som jeg stadigvæk er en anelse irriteret over.

Jeg kom kørende på vej hjem. Da jeg drejede ind på vores vej, holdt der en bil parkeret i højre side et lille stykke fremme. Jeg var jo lige svinget ind på vejen – naturligvis pænt ude i højre side. Selvfølgelig var jeg helt nede i fart,  og det var virkelig et held, for bilen foran begyndte at bakke lige imod mig. Jeg navigerede udenom – og dyttede helt automatisk samtidig for at gøre føreren af den anden bil opmærksom på, at han var ved at bakke ind i mig.

Jeg kørte videre og så godt i spejlet, at manden i den anden bil nu kørte lige bagved mig. Da jeg parkerede i carporten, parkerede han samtidig udenfor vores indkørsel.

Jeg tog mine indkøb med mig og gik hen imod vores dør, da manden i bilen råbte: “Har du et problem?”

Jeg svarede, at jeg i hvert fald var blevet lidt forskrækket, da han pludselig bakkede lige imod mig. “Du kan bare køre stille og roligt,” råbte han og kørte sin vej.

Det er lidt mærkeligt, at det var mig, der skulle skældes ud, når det var ham, der var uopmærksom og var ved at bakke ind i mig. Det  provokerede ham åbenbart, at jeg dyttede ad ham. Det er ellers i bl.a. den slags situationer, man skal bruge hornet.

Men jeg håber da, at det reddede hans dag at lukke damp ud overfor mig.

Læs videre