Lidt nyt til hjemmet

I dag blev min nye Wall+Mesh opslagstavle fra Don’t Go Out leveret. Den skal selvfølgelig op at hænge på væggen, men lige nu står den på skænken i køkkenet.

De første opslag er på plads, for jeg kunne slet ikke vente med at se, hvor fint det blev.

Opslagstavlen er så pæn i sig selv. Den er i egetræ og passer perfekt i vores køkken, hvor vi har spisebord og stole i samme træsort. Jeg er så glad for den.

Det er dejligt med lidt nyt til hjemmet. Somme tider er det bare en lille ting, der skal til.

Gem

Gem

Gem

Gem

Læs videre

Luciadag

Indtil 1975 tænkte jeg ikke så meget over Luciadagen. Jeg havde da set Luciaoptog på skolen som barn, men havde ikke rigtig bidt mærke i, hvilken dato det var Luciadag.

Den 13. december 1975 blev min ældste søn født, og siden har jeg været helt klar over, at netop den dag er Luciadag.

Jeg glemmer aldrig Luciaoptoget på barselsgangen på Roskilde Sygehus den eftermiddag for 41 år siden. Når man lige er blevet mor, er de store følelser i spil. Det er sikkert derfor, at optoget og sangen den dag gjorde så stort indtryk på mig.  Det blev et ekstra smukt og stemningsfuldt minde fra en i forvejen stor og lykkelig dag.

I dag har jeg også set Luciaoptog. Sanders klasse, 1.T gik Luciaoptog på skolen, og de var så søde og dygtige.

Læs videre

Flot og funktionel opslagstavle

Som jeg fortalte forleden, er min yngste søn og hans kæreste netop flyttet.  I den forbindelse skulle de selvfølgelig have en indflytningsgave.

Jeg havde for nylig set en flot opslagstavle, som jeg hovedkulds havde forelsket mig i, og spurgte dem, om den måske også var noget for dem. For hvis de ville have sådan en, ville vi give dem den i indflytningsgave. De blev lige så begejstrede for opslagstavlen, som jeg var, og ville gerne have en. De var på forhånd blevet advaret om, at jeg under alle omstændigheder ville købe en til mig selv i nær fremtid.

Indflytningsgaven blev hurtigt bestilt, og nu hænger den på væggen i de unge menneskers nye lejlighed. Jeg har fået lov til at vise et billede af deres opslagstavle, som de har sendt til mig.

Nu har jeg bestilt en tavle til mig selv også. For nogen tid siden smed jeg jo min gamle opslagstavle ud og erstattede den af et clipboard. Det blev alligevel lidt for lille, og da jeg så fik øje på den flotte opslagstavle, var det lige den, jeg hele tiden havde manglet.

Tavlen hedder Wall+Mesh og er fra Don’t Go Out. Nu glæder jeg mig bare til, min egen tavle bliver leveret, så den kan komme op på væggen.

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Læs videre

Masser af trapper

Mine lægmuskler er lidt ømme i dag. Det er fordi, jeg gik ret meget  på trapper i går.

Vi gav yngste søn og hans kæreste et nap med at flytte. De flyttede ind i en lejlighed på tredje sal, og det blev til temmelig mange ture op og ned ad trapperne i løbet af dagen.

Da jeg vågnede i morges og mærkede ømheden i benene, kom jeg til at tænke på dagen efter samme søns fødsel. Dengang var mine ben ømme på præcis samme måde. Også dengang var det fordi, jeg havde gået rigtig meget på trapper dagen før. For at få gang i veerne blev jeg nemlig sendt ud for at gå på sygehusets trapper. Bagefter regnede vi ud, at det var blevet til i hvert fald 80 etager i alt. Det er mange trappetrin at forcere som optakt til en fødsel. Men det virkede. Det satte skub i tingene og vores dreng kom til verden.

Det er længe siden nu, og mine benmuskler er åbenbart ikke blevet stærkere i mellemtiden.

Læs videre

Til forlagsreception

I torsdags var jeg inviteret til reception på Gads Forlag.

Jeg anmelder jo af og til bøger bl.a. fra Gads Forlag, og det var rigtig hyggeligt at få hilst på de rare mennesker fra forlaget,  som jeg hidtil kun havde kendt fra vores mailkorrespondance.

Jeg mødte også en blogger-kollega, som jeg ikke havde hilst på før. Det var Sascha, der er kvinden bag Livet i dukkehuset.

Det er altid rart at udveksle erfaringer med andre bloggere, og arrangementet på forlaget var på alle måder hyggeligt og inspirerende.

Læs videre