Blog
Forleden dag mødte jeg ham her på gaden.
Man kigger lige en ekstra gang, når sådan en type kommer springende og råber: Hej Farmor.
Heldigvis kunne jeg kende ham på stemmen, de kønne brune øjne og de søde mennesker, han fulgtes med.
I går trængte vi til en lille tur ud i det blå. Det blev til en tur til Falster.
Når jeg en sjælden gang er på Falster, synes jeg, det er så hyggeligt at kigge på vejskiltene og genkende nogle af stednavnene fra Helene Stranges bøger om Sværkeslægten. Det er i øvrigt nogle fantastiske bøger, som jeg har læst flere gange.
Da vi nåede Stubbekøbing, trængte vi til at strække benene, så vi gik en lille tur i byen. Det er en hyggelig lille by med mange gamle bindingsværkshuse. Stokroser stod i fuldt flor mange steder og gjorde sammen med den blå himmel og solskinnet helhedsindtrykket helt postkortagtigt.
Det var en rigtig dejlig tur, og vi vil meget gerne vende tilbage til Stubbekøbing en anden god gang.
Man kan blive helt stresset af alle de påmindelser, man får hele tiden.
Tandlægen sender ikke bare en, men hele to sms’er før hvert besøg. Husk, at du har en aftale den og den dag klokken det og det. Frisøren sender også en sms. Husk, at du har en tid den og den dag.
Det offentlige sender sms’er om, at der er kommet e-post, som man skal huske at læse.
Bilen beder høfligt om at få benzin på tanken – bitte tanken.
Tørretumbleren bipper og båtter, når den skal tømmes. Køleskabet hyler, hvis man er for længe om at sætte ind eller tage ud. Det samme med fryseren.
Ovnen giver besked om, at man skal lukke lågen, næsten før man har åbnet den.
Det irriterer mig. Det hele.
Jeg ved godt, hvornår jeg skal til frisøren eller tandlægen. Jeg læser min e-post og kan også godt se, når benzinlampen lyser på instrumentbrættet i bilen.
Jeg ved også godt, at ovnlågen skal lukkes, at køleskab og fryser ikke skal stå åbne for længe, og at tørretumbleren skal tømmes. Jeg behøver ikke at få alle de påmindelser hele tiden.
Det kan godt være, at det bare er mig, der lader mig irritere af alle de kommandoer, men irriteret bliver jeg. Somme tider så meget, at jeg vrisser ad ovnen eller køleskabet – og så bliver det hele da for alvor tosset.
Sander ringede forleden dag og fortalte, at han havde fundet et vættelys på stranden. Han var meget optaget af det, præcis som jeg husker, vores egne drenge var det for mange år siden. Hans beretning endte med, at han nu desværre ikke havde vættelyset mere. Det var blevet væk.
Jeg trøstede ham med, at vi vist havde et liggende i gemmerne, som han gerne måtte få. Den var han med på.
Da vi så senere på dagen kørte forbi for at give ham vættelyset, kunne han glædestrålende fortælle, at hans eget eksemplar var dukket op igen. Eller man kan sige, at det var blevet fundet en gang til. Det havde – naturligvis – forputtet sig i en bukselomme. Drenge er drenge, og deres lommer er et kapitel for sig.
I dag har vi – igen – været forbi Bakkegården for at købe skønne solmodne jordbær og nyopgravede kartofler. Det er så hyggeligt at handle i den lille økologiske gårdbutik, og varerne er prima.
At man kan få en rigtig god gammeldaws papirspose til sine varer gør ikke oplevelsen ringere.