Resultater
7 resultater.
Blog
7 resultater.
Bog modtaget som anmeldereksemplar.
Jeg har læst Fundet i havnen af Heidi Amsinck. Bogen er den tredje i krimiserien om journalisten Jensen og kriminalkommissær Jungersen.
Jeg har tidligere anmeldt seriens to første bind, Mit navn er Jensen og Pigen. på billedet.
Sommervarmen ligger tungt over København, da et lig uden hoved dukker op i havnen. Jungersen får sagen, netop da han er på vej på ferie sammen med kone og børn.
Et andet sted i byen forsvinder den syriske flygtning Aziz, der er chauffør for folketingsmedlem Esben Nørregaard. Esben beder sin gamle ven, Jensen om at kigge på chaufførens forsvinden uden at involvere politiet.
Er der en sammenhæng mellem den forsvundne chauffør og liget i havnen? Endnu en gang mødes Jungersen og Jensen via de sager, de arbejder på. De har ellers i nogen tid forsøgt at holde sig fra hinanden.
Jeg har for længst indrømmet, at jeg først og fremmest holder af at læse denne krimiserie, fordi jeg er nysgerrig efter at høre mere om de to hovedpersoner og deres indbyrdes relation. Det er spændende i sig selv. Kombineret med en kringlet kriminalsag, bliver det hele ekstra spændende. Jeg synes godt om seriens uhøjtidelige sprog og rå humor. Jeg kan lide det farverige persongalleri. I det hele taget kan jeg lide serien og glæder mig til næste bind. Især efter at have læst slutningen på Fundet i havnen, som jeg synes, er den hidtil bedste bog i serien.
Læs mere om Fundet i havnen hos Gutkind.
Bog modtaget som anmeldereksemplar.
Jeg har læst Elins død af Sara Blædel. Bogen er 12. selvstændige bind i krimiserien om Louise Rick.
Fra bogens bagsidetekst:
En ældre mand findes død på den lille ø Aarø ved Haderslev. Umiddelbart ser det ud til, at han er faldet uheldigt og er druknet i vandkanten, men særlige omstændigheder gør det hurtigt klart, at det lokale politi har brug for assistance fra Louise Rick og den nye rejseenhed P13.
Camilla Lind er flyttet fra sin mand, Frederik. Mens hun går og pakker ud i sin nye lejlighed, ringer politiet på døren og meddeler, at hendes mor er død. Hun skynder sig sammen med sønnen Markus til morens hus i Skanderborg, og da hun gennemgår morens ting, støder hun på en chokerende hemmelighed.
Louises efterforskning trækker tråde til Skanderborg, og inden længe er Camilla personligt involveret i at afdække sagen, som måske stikker dybere end først antaget.
Jeg har tidligere været ret glad for bøgerne om Louise Rick, men jeg må indrømme, at denne nye bog i serien ikke har levet op til mine forventninger. For det første synes jeg, at hele historien er noget luftig og utroværdig. Der er rigtig mange karakterer involveret. De mange navne er svære at holde styr på, og personerne står ikke særlig tydeligt for mig nogen af dem. Desuden savner jeg, at seriens gennemgående karakterer udvikler sig. Jeg synes, at de står i stampe og bare gentager sig selv. Alt i alt ikke seriens bedste bog.
Jeg har tidligere anmeldt Pigen under træet og Den tavse enke af Sara Blædel.
Læs mere om Elins død hos Politikens Forlag.